På den ene side »en helt almindelig mand«. På den anden side en mand, hvis omgang med det danske sprog er noget helt enestående. Biografieksperten Ole Sønnichsen har unægtelig med »Historien om Benny Andersen« – den anden Andersen, som de kalder ham i Kina – sat sig selv på et usædvanligt krævende job.
Hvordan gør man en forholdsvis »almindelig« livshistorie, som oven i købet er blevet særdeles godt dokumenteret gennem tiden, tilstrækkelig ny og interessant? Og hvordan håndterer man rent sprogligt fortællingen om en mand, hvis mest ualmindelige egenskab er en sproglig genialitet, som igen og igen vikler ordene ud af hverdagstrivialiteten og klicheernes rutine?
Sønnichsens erklærede mål er at gå bag om det kanoniserede billede af nationalskjalden, der kan samle de fleste danskere på tværs af politisk observans og alder, og som er storleverandør af citater til dåb, bryllup og begravelse. Ja, i folkekirkesammenhæng er han så flittigt brugt, at han er blevet kaldt »den femte evangelist«.
Sønnichsens vej bag om det velkendte billede går først og fremmest via et hav af skriftlige kilder, avisartikler, interviews og bøger. De helt store overraskelser, endsige afsløringer vælter altså af gode grunde ikke frem på siderne. At depressionen i bestemte livssituationer har ligget på spring, og at alkoholindtaget i perioder har været på vej ud af kontrol, er ikke ligefrem chokerende nyheder. Til gengæld er »En helt almindelig mand« et stykke sobert og grundigt researchet journalistisk arbejde, hvor forfatteren ved hjælp af det eksisterende materiale suppleret med enkelte nye interviews og flittig brug af Benny Andersens egne tekster lægger brikkerne på plads til kapitler om barndommen og opvæksten, tiden som musiker eller »nomade med noder«, om de tre ægteskaber, om det tidlige forfatterskab og gennembruddet som folkekær digter, om Svante-viserne og samarbejdet med Povl Dissing, om det politiske engagement og specielt om de skarpe kommentarer til indvandrerdebatten: »Mit land hvor der jævnligt/er rift om sko/der er for små/mit land med skrumpehorisont/forvekslet med verdens navle.«
Det er gennemgående ok og rimelig hyggelig læsning, men Ole Sønnichsens store problem er den sproglige banalisering, der uundgåeligt falder ekstra tydeligt i øjnene i omgangen med en af Danmarks mest originale sprogbrugere og sprogskabere. Ole Sønnichsen lader lidt for tit Benny Andersen sige tingene med et »glimt i øjnene« eller »konstatere tørt«, og de psykologiske sammenfatninger nærmer sig til tider triviallitteraturens.
»Hvor lyset og mørket i lange perioder havde kæmpet mod hinanden i Benny Andersen, trængte lyset og kærligheden sig nu på med et massivt tryk.«
Ole Sønnichsen tegner et sympatisk portræt af »en helt ualmindelig mand«, men den helt »ualmindelige digter« Benny Andersen havde fortjent mere end det.
