Trisse Gejl indleder sit stærkt medrivende familiedrama »Patriarken« med et kig indenfor på et københavnsk dagblad. Det minder om en klassisk scene i dansk litteratur: en avisredaktions maniske atmosfære, gnistrende ladet med stress og lumsk rygklapperi. Der bliver holdt ceremoniel afskedsreception for den nypensionerede Harald Hügler - en gnaven anmelder og klummeskribent, der har bygget sin karriere på kontroversielle holdninger. Han er bladets arrige debattør og samfundsrevser. »Og de par sagsanlæg, du har skaffet bladet på halsen, har såmænd bare øget oplagene«, lyder det jovialt i en skåltale til ham.
Særligt, når det kommer til spørgsmål om indvandring og integration, er Hügler manden, der kan løfte en galsindet, perfid røst og blæse på den gode tone. Hügler er ikke just nogen hykler, som navnet kunne forlede til at tro, han er derimod utilsløret racistisk og tænderskærende vred på alle landets blødsødne, naive humanister.
Harald Hüglers datter, forfatteren Helle, har trodsigt indtaget den stik modsatte ende af det politiske spekter. Efter at Hügler har nedsablet en af Helles bøger i en ondskabsfuld anmeldelse, kommunikerer de to kun spydigt med hinanden gennem diverse indlæg på avisernes debatsider.
Det hysterisk anspændte far-datter forhold udgør epicentret for et familiært jordskælv, en ødelæggende konflikt, der stikker langt dybere end de politiske uenigheder. Romanen er en raffineret samtidsskildring, der rammer lige ned i en højaktuel spaltning mellem islamofobi og godtroende kulturrelativisme. »Patriarken« fremviser et nuanceret billede af to unuancerede fløjes uforsonlige sammenstød.
Men Trisse Gejl vil heldigvis mere end det. Den ørkesløse polemik dækker over en langt mere væsentlig historie om en familie i dyb sorg, præget af lige dele svigt og misforståelse. Haralds kone (og Helles mor) Kjerstin har været den skrøbelige families faste holdepunkt, men da hun dør begynder alting at falde fra hinanden i et kaos af alkoholtåger og spirende vanvid.
Det er fortalt med stort overblik, og via en tredje fortællervinkel - den udglattende og selvudslettende svigerdatter (og svigerinde) Birgitte, der på bedste beskub forsøger at klinke skårene - lykkes det at belyse de samme emner fra tre forskellige hjørner. Tre stemmer kommer på skift til orde i et uforudsigeligt handlingsforløb, der gradvist lader os vide, at alle har ret og uret på hver deres måde.
Ærgerligt er det, at Trisse Gejl får alt til at gå op til slut. Alle løse ender bliver virtuost bundet i en lidt for fuldendt sløjfe til sidst, hvor melodramaet lurer faretruende. En skam fordi hun netop er så hudløs usentimental i sit sikre greb om »Patriarken«s faldefærdige skæbner.
