Et eventyr, en fabel og en eventyrlig skattejagt: Tre nye billedbøger sætter læseren i forskellige stemninger. Fra melankoli over gøgl til dårskab. De er gode at læse op af.
Eventyret, »Den hvide kanin og den sorte hat«, som Jesper Wung-Sung har skrevet, refererer direkte til H.C. Andersens »Den grimme ælling«. Det handler om at stå uden for fællesskabet og gå grusomt meget igennem, før man finder sig til rette - dog udden eventyrdigterens opløftende slutning.
Den hvide kanin K bor i en tryllekunstners hat. Midt i spotlyset trækkes den hver aften op i ørerne, mens horderne hujer nede i salen. Men en dag er tryllekunstneren død, hatten lukket og K står på egne poter. Den er fremmed allevegne, både blandt mennesker og hvide kaniner, som blindt følger deres leder. Til sidst finder K sit nye hattehjem langt væk fra mennesker og larm: »Der var ingenting i hatten og alligevel var den alt.«
Anna Margrethe Kjærgaard tegner kaninen sødmefuldt nuttet, mens tekstens melankoli får et skud ekstra sørgmodighed, selv småfuglene har triste øjne. Farverne er douce, holdt i sort, gråtoner og sart lyseblåt med klarrøde kontraster. Stærkest står det opslag, hvor kaninen er længst nede: En hvirvlende sort tunnel med en hvid plet i bunden.
Størst er det at lade fantasien flyve frit
Frøen i samme Jesper Wung-Sungs fabel »Frøen og fluen« er en doven dåre, der sidder på en solvarm vej og fantaserer om endeløse rækker af fluelækkerier. Den hører en summen, og jo højere denne bliver, des mere fabler frøen. »Ikke jage, bare tage«, siger frøen, men da lyden stiger fra summen til støj, er det for sent, og frøen ender som flueføde.
»Frøen og fluen« er en skæbneironisk, grotesk fabel, gøglet og grov, skrevet sjovt og lyrisk smukt, og teksten har i dén grad inspireret norske Lisa Aisato til fremragende, farvemættede og satirisk meddigtende tegninger af tykmavede, fornemme tjenere, der serverer frøens maddrømme, og så levende billeder af frøen, at man mærker dens klamme krop. Det er humor på højt plan, og aldrig har man set frøer og fluer mere uhyggeligt tegnet. Formidabelt og flot.
”Lad os finde guld” siger pigen Anna til krokodillen Krokodille i Viviane Schwarz’ »Sådan finder du guld«. Som sagt, så gjort, og jo farligere skattejagten bliver, des bedre, synes den dødsforagtende pige. Historien, som har en udtalt, men troldsplintet morale, er et stykke dramatik, med en sprudlende sjov og stramt skåret dialog mellem pigen og krokodillen.
Viviane Schwarz er en gudbenådet billedbogsskaber, og i »Lad os finde guld« formidler hun med barnligt naive tegninger og smittende, højt humør,selve skabelsesprocessens betydning i børns leg. Glæden ved at finde guldet er nok stor, men størst er det at lade fantasien flyve frit: Tegne et skattekort, lægge en plan og sejle ud på en spændende skattejagt. Sådan!
