»Jeg ser den – fortiden – som en allé, der ligger bag os; et langt bånd af scener, følelser. For enden af alléen ligger stadig haven og børneværelset.«
Virginia Woolf var en ivrig læser af andres erindringer, men noget regulært værk om sin egen fortid skrev hun aldrig. Nogle år efter hendes selvmord i 1941 udkom dog »Moments of Being«, der bestod af erindringsskitser, hun havde skrevet mellem sine romaner – hvoraf »Mrs Dalloway«, »Bølgerne« og talrige andre er klassikere – og det omfattende dagbogsarbejde.
Fra »Moments of Being« har det fortrinlige danske forlag Virkelig tidligere udgivet »22 Hyde Park Gate«, der er et såvel lysende som dystert billede af Woolfs barndomshjem i London.
Med »Et rids af fortiden« er en anden vægtig del af »Moments of Being« nu også tilgængelig på dansk i Karsten Sand Iversens (altid) flotte, samvittighedsfulde oversættelse. Og som læsere af Woolfs romaner vil vide, er »haven og børneværelset« – de to steder, hun i det indledningsvise citat tillægger afgørende betydning – også genkommende størrelser i hendes forfatterskab.
Interessant er det også, når Woolf i en anden passage skriver, at vi ved at vende tilbage til disse barndomssteder »bliver i stand til at gennemleve vores liv fra begyndelsen.« Vi kan så at sige gå ned ad livets allé, og da Woolf i »Et rids af fortiden« gør netop dét, kommer hun forbi steder, der ikke bare er afgørende for hende, men også for litteraturhistorien. Som her, hvor et af hendes mesterværker bliver til: »En dag jeg gik rundt om Tavistock Square, undfangede jeg »Til Fyret«, sådan som jeg undertiden underfanger mine bøger; i en stor, tilsyneladende uvilkårlig raptus.«
Kort efter spørger Woolf »Hvorfor netop da?« og svarer i næste sætning: »Jeg aner det ikke.« Men hendes måde at se forholdet mellem liv og værket, der med ét opstår, synes påvirket af psykoanalysen. Om »Til fyret« skriver hun: »Men jeg skrev bogen meget hurtigt; og da den var skrevet, var jeg ikke længere besat af min mor. Jeg hører ikke hendes stemme mere; jeg ser hende ikke.«
Feminismen i et patriarkalsk samfund
Sproget og fiktionen er i forbindelse med det ubevidste og med en afgørende, men uafklaret følelse, og når »jeg udtrykte den, forklarede jeg den, og stedte den dermed til hvile.«
Moren, Julia Stephen, fylder trods udsagnet meget i »Et rids af fortiden«. Det samme gør Woolfs indfølingsevne og menneskeklogskab samt et skarpt blik for den victorianske epokes kønsroller, der var så konsoliderede, at de fleste kvinder sikkert ikke engang tænkte over deres afsind.
I den virkelighed, hvor mænd nød særlige privilegier, fordi de var mænd, indtog de vigtigste af dem en særlig position. Ja, de kunne være »onde at leve med«, men det var, fordi »geniale mænd fra naturen var ubeherskede«, skriver Woolf ikke så lidt sarkastisk.
Og selvom »Et rids af fortiden« fremstår ufærdig med sin sværm af semikoloner, sit lidt ujævne sprog og abrupte afslutning, så er den altså ikke bare for Woolf-fans, der ønsker at se bag om værket og ind i mesterens sind og familieforhold. Nej, bogen er for alle, der ønsker indsigt i menneskers psyke og i skaberkraftens og feminismens veje i et patriarkalsk samfund.
Set gennem en enestående forfatters prisme.
Titel: Et rids af fortiden. Forfatter: Virginia Woolf. Oversætter: Karsten Sand Iversen. Sider: 161. Pris: 129 kr. Forlag: Virkelig.
