I 1942 fødte Herbjørg Wassmos mor, Hjørdis, hende på et køkkenbord i sin søsters trange hus, hvor hun og hendes mand havde fået et værelse. Bagefter lå hun på bordet med den nyfødte og så jordemoderen danse vals til svogerens harmonikaspil.
Barnets far havde ikke opfattet, at fødslen var på vej, så han var der ikke til at spolere aftenen. Ude var han charmerende, men hjemme hidsig og upålidelig, og han skulle komme til at begå mange overgreb mod sin datter.
Faderen hedder konsekvent han, når Herbjørg Wassmo skriver om ham. Fra hun var 11 år, hævnede hun sig ved at ødelægge hans ting og skrive hemmelige noter om ham, men hun vil prøve at se faderen som et menneske. »Ikke for at tilgive, men for at redde mig selv. At tilgive er heldigvis ikke min pligt, det må en højere magt tage sig af.«
Tilbage i tiden
Men i »Hundrede år« er faderen heldigvis kun en skygge, for Herbjørg Wassmo går tilbage i tiden og nordpå til Lofoten og fortæller om sine formødre, og deres livsforløb bliver man fuldstændig opslugt af.
Oldemor Sara Susanne, født 100 år før Herbjørg, var husjomfruen, der blev gift med den næsten stumme jægtskipper og sildekonge. Man sagde, hun var modellen til præstens altertavle i Lofoten-katedralen, og den blufærdige kærlighedshistorie mellem maler og model vil man så gerne tro på.
Mormor Elida, Sara Susannes tolvte barn, fik en hjertesyg mand og måtte splitte sin børneflok ad og tage sydpå med ham. Efter hans død ville hun have sine børn tilbage. Et af dem var Hjørdis, som aldrig kom over tabet af de to kærlige plejeforældre og selv blev en svag mor.
Herbjørg Wassmo fortæller om et fantastisk landskab, hvor man kan blive sildekonge på et døgn, men dø af sult efter et års misvækst, og om en tid, hvor fattigdom, slid og utallige barnefødsler var almene betingelser. Der hører hendes stærke, spændende formødre hjemme.
