Det plejer ikke at være det muntre layout, man som det første lægger mærke til, når man har med bøger om bøger at gøre. Så meget desto større er fornøjelsen over den visuelle dimension af værket »Ole Lund Kirkegaard. Et forfatterskab«, skrevet af den pensionerede men myreflittige tidligere professor i børnelitteratur, Torben Weinreich.
LÆS OGSÅ: Alle anmeldelser fra Berlingske Tidende - kultur!
Ud over at Ole Lund Kirkegaards tegninger naturligvis må peppe enhver tematisk gennemgang op, så er der arbejdet kreativt og pædagogisk med farver og skrift. Det væsentligste er naturligvis, at Torben Weinreichs gennemgang af Ole Lund Kirkegaards forfatterskab er både velskrevet og oplysende. Weinreich skriver direkte til læseren uden teoretiske dikkedarer. Man mærker, at han simpelthen primært har læst rigtig godt efter. Han har Ole Lund Kirkegaards børnebogsunivers helt inde under huden, han er vild med det, og formår at formidle det.
Ole Lund Kirkegaard døde som kun 38-årig i 1979, og nåede i levende live kun at udgive syv bøger. Senere er der kommet opsamlinger og efterladte skrifter til, ligesom de gamle bøger er blevet moderniseret med den ene af hans to døtres farvelægninger af forfatterens illustrationer.
Torben Weinreich gennemgår forfatterskabet bog for bog, og viser ikke mindst, hvad det var, Ole Lund Kirkegaard kunne med sproget, såsom at skabe herlige dialoger, hvor børnelogik og de voksenes normer støder sammen. Udover den tekstnære læsning ser Weinreich værket i relation til børnelitteraturhistorien og til dets samtid, ligesom han diskuterer Ole Lund Kirkegaards brug af det nostalgiske, af genreforhold og de litterære kvaliteter i værkerne. Der er også et kapitel om filmatiseringerne af bøgerne.
Nybrud
Først og fremmest får Torben Weinreich fortalt, hvilket nybrud Ole Lund Kirkegaard har været for børnelitteraturen. Med den succes hans bøger lige fra debuten har haft (de er til dags dato solgt i 1,5 mio. eksemplarer i Danmark), er hans værker blevet en helt selvfølgelig del af vores forståelse af børnelitteratur.
Men der var altså ikke meget gang i børnebøgerne, når man ser bort fra billedbøgerne for mindre børn, dengang i 1967, da Ole Lund Kirkegaard debuterede med »Lille Virgil«. Det var Jan, Flemming, Puk og Susy, der regerede. Et modspil til det syn på børne og unge, de repræsenterede, var i den grad tiltrængt. Det kom med Ole Lund Kirkegaard, Cecil Bødker (Silas), Benny Andersen (Snøvsen) og Flemming Quist Møller (Cykelmyggen Egon).
Det nye ved Ole Lund Kirkegaard var hans børnesyn og hans kreative brug af sproget. Weinreich går så langt som at kalde værkerne for »avantgarde« og ser dem som et radikalt brud med måden at fortælle for børn på, som man skal tilbage til 1835, til H.C. Andersens »Eventyr, fortalte for Børn«, for at finde en parallel til.
Bogen om Ole Lund Kirkegaards forfatterskab skal anbefales til alle, der arbejder med børn og litteratur, men den kan med stor fornøjelse læses af alle, som bare holder af Ole Lund Kirkegaards vidunderlige historier og illustrationer.
