Flere aktuelle udgivelser viser styrken i kvindelige forfatteres værker i litteraturhistorien. Forfatternes iagttagelsesevne og æstetisk skabende indsats bringes med rette frem i lyset. Lise Busk-Jensens gigantiske disputats om romantikkens forfatterinder efterfølges nu af Line Kroghs fint bearbejdede udgivelse af Leonora Christinas »Jammers Minde«. En modernisering, der gør det muligt, at unge mennesker og kommende generationer kan tilegne sig dette væsentlige værk. For, som Line Krogh formulerer det: »Hvad nytter det, at Jammers Minde er med i en kulturkanon, når ingen rigtig gider læse den, fordi det er for svært.«
Hun har bidt hovedet af al tvivl om det rimelige i at modernisere sproget i dette centrale værk - som betragtes som det betydeligste stykke prosalitteratur, vi har fra 1600-tallet - og har gennemskrevet teksten, så den ikke blot er let læselig, men også trækker lyset ind i en sådan grad, at man hænger på og overbevises om værkets både kunstneriske og menneskelige værdi.
Bevidst fortæller
Den selvbiografiske tekst er et gribende menneskeligt dokument med fornem iagttagelsesevne, humor og selvbevidsthed om overlevelsesevne og kreativitetens betydning. I Line Kroghs bearbejdede udgave står de klarhjernede og psykologisk indsigtsfulde beskrivelser af situationer, replikskifte og mennesketyper endnu mere levende. Leonora Christina (1621-1698) var en meget bevidst fortæller med viden om, hvad læseren ville finde spændende. Lopperne sidder tæt og stanken er uudholdelig i Blåtårn. Alligevel formår hun - denne kunstnerisk begavede datter af Chr. IV - at holde sig selv oppe og undgå sindssyge ved at skrive, sy og skabe små figurer og skåle. Sidstnævnte ved at blande en klump ler med øl. Et blækhus fremstiller hun selv ved at bøje et tinlåg. Der opstår en bevægelse fra skidt til skrift.
Hun var det mest kreative af Chr. IVs børn, og han havde håndplukket adelsmanden Corfitz Ulfeldt til svigersøn. Leonora Christina, der sad fængslet i Blåtårn i 22 år, viser os det store i det uendeligt små. Hun blev underkastet nærgående forhør, men nægtede at vide noget om Corfitz Ulfeldts forræderiplaner. Hun har meget fin fornemmelse for sproglige pointer og beskriver tjenestekvinderne med psykologisk sans. Det er højloftet ånd i trangt fængsel.
Intrigant dronning
Den krise, som hun gennemlever i Blåtårn, og Ulfeldts død, lægger grunden til en stærk religiøsitet i hende. Hun lader læseren tro, at det meste af værket er skrevet i Blåtårn. En undersøgelse af papir og skrifttyper har dog vist, at to tredjedele af værket er skrevet i 1690erne i Maribo.
I hendes optik var det ikke Frederik III, der var den egentlige skurk. Han lod sig vildlede af intrigante slægtninge og ministre samt dronning Sophie Amalie, der ønskede at hævne sig på den smukke kongedatter. I den nye udgave er det lettere at se med Leonora Christinas øjne og føle med denne kunstnerisk begavede, stolte og indsigtsfulde kvinde, som fik hævn over sine fjender med offentliggørelsen af »Jammers Minde«.
