Spørgsmålet melder sig i en af Georg Metz' nye noveller, hvor konfliktstof og selvpromovering dukker op til overfladen ved en delikat frokost med tilsyneladende venner og allierede i nordsjællandsk idyl lige efter folketingsvalget. I et andet tilfælde kigger vi med ned under rødvinstågen i sommerhuset til ægtemandens følelsesmæssige savn og hustruens hemmelighedsfulde notater. Gennemgående er der i novellerne en kritik af tidsånden, en melankolsk fokusering på overfladiskhed, karriereræs, konkurrencementalitet, fortrængning, manglende moral, egotrip og forstillelse. Novellerne har imidlertid mere karakter af kronik end af kunst. Man har ganske enkelt vanskeligt ved at se personerne for sig. Bedst lykkes det i novellen om »Den påtvungne partner«, der trækker læseren ind i en hvirvel af følelsesmæssig højdeskræk.
Langer ud efter tidsånden
Er vor tid mere til netværk og »bekendte« end til egentlige »venner«?
Fik du læst?
