Kunst og komik

At læse billedbogen »Skvulp« er næsten som at komme på kunstmuseet Aros hjemme i sofaen.

Undertitlen lyder: »En kunstbog for børn om skulpturer og installationer«. Bogen er det tredje bind i en serie af kunstformidling for børn. Denne gang har tegneren Bo Odgård Iversen ladet sig inspirere af 13 af stedets kunstværker. Han går forfriskende uhøjtideligt og humoristisk til opgaven. Han tegner lydene frem til Bjørn Nørgaards skulptur »Portræt af Lene« og Arthur Køpckes »Skulptur« og følesansen til Kai Nielsens »Opvågnen«. Han henter forhistorien til Kai Nielsens »Opvågnen« hos H.C. Andersen og digter en til Mona Hartoums, sjovt og veloplagt. Allerbedst tegner han til Astrid Noacks skulptur »Siddende barn« med nedvendte øjne og hænderne let foldede i brysthøjde. Barnet bliver her udstyret med en mobil. Godt set! Bagerst vises bogens samtlige værker og tegninger på et opslag. Meningen er, at man selv skal parre foto og tegninger. Hvis man starter med det, pirres ens nysgerrighed, inden man går i gang med at læse. Gættede man rigtigt? Uanset er »Skvulp« en sjov måde at komme på museum på. Finn Lykke Schmidt og Birgit Pedersen har skrevet et forklarende forord til voksne.