Godt nyt til de læsere, der tabte hjertet til amerikanske Marilynne Robinsons roman »Gilead«.
Hun har nemlig givet os en fortsætter eller, burde vi sige, parallelroman. Vi befinder os stadig i den lille Iowa-by Gilead, og vi skriver stadig 1956. Men hvor den første roman primært handlede om den aldrende præst John Ames og hans familie og slægt, er det Ames' nære ven, Gileads anden præst Robert Boughton, der er i fokus i »Hjemme«.
Boughton er døende, og hans 38-årige datter Glory er vendt hjem for at hjælpe ham gennem den sidste tid. Men hun er ikke den eneste. Sønnen Jack melder nemlig også sin hjemkomst.
Det sorte får
Jack er familiens sorte får, en enspænder fra barnsben, på kant med omverdenen og loven, men alligevel den faderen hævder at have elsket mest af alle sine børn. Jack vendte Gilead ryggen 20 år tidligere, da han havde gjort en lokal pige gravid og derved kastet skam over familien.
End ikke ved sin moders begravelse lod han høre fra sig. Efter et kuldsejlet forhold til en kvinde vender han hjem for at finde svar på, hvorfor han er, som han er, og for at få faderens og Ames hjælp til at forandre sig.
Han modtages af faderen som den fortabte søn, men det holder hårdt med at finde svar endsige retvise, og Ames er ikke til nogen videre hjælp. Tværtimod holder han en prædiken, som Jack ikke kan opleve som andet end en offentlig revselse af ham.
Bedre støtte finder Jack hos Glory - den fromme lillesøster, som også har et knust hjerte, og ét af romanens centrale spor er, hvordan de to nærmer sig hinanden, samtidig med at Jack forsøger at finde sin plads i det hjem, som han altid har følt sig fremmed i, selv om han ved, det er hans.
Stillestående by
»Hjemme« er blottet for overfladisk suspense og letkøbte dramatiske plotdrejninger. Virkeligheden er stille-stående i Gilead, i en grad så man føler klaustrofobiens greb i struben. Både Jack og Glory ved, at der holdes øje med dem, og selv en uskyldig spadseretur kan sætte krusninger i den glatte overflade. Den »store« virkelighed, melder sig kun sporadisk, igennem aviserne og det nyanskaffede TV.
Vi hører om raceurolighederne i Alabama og fornemmer, at de går Jack på, imens gamle Boughton afviser dem med henvisning til, at de er udtryk for dårlig opdragelse.
Intelligent selskab
Boughtons verdensfjernhed kan næppe udtrykkes klarere, men den er ikke baseret på fortrængning. I stedet står den på en uddøende konservativ puritanisme og en gennemgribende tro på det gode i mennesket. Netop den tro prøves hårdt i romanen.
Begreber som præ-destination, skæbne, forsoning, ondskab, tro og kærlighed gennemspilles og diskuteres på kryds og tværs af karaktererne, med masser af eks- og implicitte referencer til såvel biblen som Shakespeare.
Dermed også sagt, at romanen ingenlunde er nogen let sag at læse til trods for, at den er fabelagtig godt oversat af Hanne Richardt Beck.
Vi er i intelligent selskab, hos Boughton-familien, og siderne driver af lange eksistentielle og teologiske diskussioner, og det er i og for sig romanens største mysterium, at den formår at holde læseren i så fast et greb, som den gør. Men ikke desto mindre lægger man den nødigt fra sig.
