Hegeler-bog er alt for artig. Anne Sophia Hermansen har anmeldt

I Gitte Løkkegaards »Dobbeltbastarden« er der mere skødehund end bæst over seksualpioneren Sten Hegeler.

Gitte Løkkegaards »Dobbeltbastarden« er ikke så vild, som man kunne håbe. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efteråret er højsæson for erindringsbøger. Ritt Bjerregaard er kommet med sin, det samme er Ulf Pilgaard, Elisabeth Møller Jensen, Lone Kühlman og mange andre. Mens bladene falder, og vinteren truer forude, kan vi læse om andres liv og blive mindet om, at vores eget også snart ligger (mest) bag os. Således opmuntret kan man kaste sig over Gitte Løkkegaards »Dobbeltbastarden«, en biografisk gennemskrivning af Sten Hegelers 92-årige liv.

Sten Hegeler er ikke bare psykolog og forfatter. Han er også frisindsarkitekt, seksualpioner, kyssekussetyv og knaldeekspert. Han er bastardsøn af PH, der selv var en bastard, og han er blevet beskyldt for det meste, men næppe for at være kedelig. Den beskyldning må hans erindringer desværre lægge ryg til. Gitte Løkkegaards meget grundige, detaljerige og insisterende kronologiske biografi tangerer nemlig det kedsommelige.

»Dobbeltbastarden« indledes ellers lovende. Sten Hegeler byder journalisten indenfor i bar mave og maobukser. Maobukserne ryger dog hurtigt af - det aldrende livstykke befinder sig nemlig bedst i underbukser. Og faktisk helst nøgen, fortæller han.

Ingen læsere bliver formentlig overrasket over denne information, eftersom Hegeler er indbegrebet af ukonventionalitet og excentricitet, og derfor virker det også naturstridigt at tvinge hans liv ned i konforme kapitler.

Men sådan er »Dobbeltbastarden« opbygget. I stramme kapitler om hans forældre, modstandskampen, det første ægteskab, det andet og tredje, bøgerne, Inge og Sten Hegelers brevkasser, deres superstjernestatus og al den ballade, det har affødt at være normbryder og sexlivets filosofkonge.

En personlig danmarkshistorie

Hvert kapitel er adskilt af korte interviewsamtaler, hvor Gitte Løkkegaard opfører sig som en slags irettesættende mor over for Hegeler, der ellers må betegnes som et voksent menneske. Samtalerne skal sikkert skabe liv, men virker mærkelige og irriterende.

F.eks. siger Hegeler et sted: Jeg kan for øvrigt en helt vidunderlig historie om van de Velde. Hvortil Løkkegaard svarer: Nej, du skal fortælle mig om det med frigiditeten og skedeorgasmen. Hegeler insisterer, og hun siger: Okay så. Og Hegeler får nu lov af interviewmor til at fortælle sin historie. Han kan givetvis være lidt af en mundfuld, men den slags brudstykker kaster et sært lys over seksualmoralens revolutionsleder.

»Dobbeltbastarden« er derfor ikke så vild, som man kunne håbe. Mere skødehund end bæst. Tiden er for længst løbet fra det kontroversielle i budskaber om orgasmer og sex udenfor ægteskab, og det er helt komisk at læse om bogafbrændinger af »Hvordan, mor?« og »Kærlighedens ABZ«. Begge bøger er jo totalt harmløse i dag - men det skyldes jo ikke mindst Hegeler.

Biografien er dog vellykket som en slags personlig danmarkshistorie, og Gitte Løkkegaard skal roses for ikke at sovse rundt i Hegelers følelser, men overordnet holde sig til det samfundskorset, som sexlysten var iført, før og efter den blev penetreret af frisind.

Men hvis bogen skulle have været andet end en småmuseal rundvisning i seksualitetens danmarkshistorie, ville en opdatering have klædt den. Hvordan ser Hegeler f.eks. på muslimske kvinders seksualitet? På social kontrol, arrangerede ægteskabet og omskæringer? De spørgsmål er ikke tabu i debatten, men eksplosive, fordi sex og religion løber sammen.

Og apropos religion, så fortæller han undervejs om sit syn på ytringsfrihed, men lægger sig overraskende trivielt på hjul hos ravkæde-segmentet. Vi skal tale pænt og respektfuldt og ikke tegne Muhammedtegninger og lave sjov med religion. Og det er jo lidt reaktionært og hattedameagtigt. Jeg undrer mig over, at intervieweren ikke har udfordret Hegeler mere her. »Dobbeltbastarden« fortæller alt for artigt om en uartig mand. Desværre.

Titel: Sten Hegeler. Dobbeltbastarden. Erindringer. Forfatter: Gitte Løkkegaard. Sider: 280. Forlag: Lindhardt og Ringhof.