Hvor mange gange har du læst en bog, der ikke ligner noget andet, du har læst?
For mit vedkommende sjældent. Da jeg var yngre, skete det naturligvis ofte. Simpelthen fordi jeg endnu ikke havde læst så meget. Siden da er kurven fladet ud, og derfor er det også som at få stød, når en – bogstavelig talt – mageløs bog dukker op.
Men at hviderussiske Svetlana Aleksijevitj er leveringsdygtig i den slags litterære åbenbaringer, ja, det blev jeg og resten af den læsende verden tippet om, da hun forleden blev udpeget til dette års modtager af Nobelprisen i litteratur.
Det valg gav genlød på biblioteker og i boghandlere og må også have fået sveden frem i håndfladerne på den danske forlægger Marie Andersen. Hun ejer det lille forlag Palomar, der sidste år og i al stilfærdighed købte rettighederne til forlagets blot anden udgivelse, nemlig Aleksijevitjs »Krigen har ikke et kvindeligt ansigt«.
Netop som oversætteren var færdig med sit arbejde, annoncerede Sara Danius, litterat og sekretær for Svenska Akademien, der uddeler Nobelprisen i litteratur, at prisen i år skulle gå til Aleksijevitj.
Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg kun kendte hviderusserens navn fra betting-listerne. Altså fra de steder på nettet, hvor man kan spille på, hvem der får Nobelprisen. Mon ikke det også gjaldt de fleste af de litterære æggehoveder herhjemme, og sikkert også en del af dem, der efter tildelingen gav udtryk for et indgående kendskab til hviderusserens forfatterskab?
En nyopfundet genre
Én, der uden tvivl kender til det, er nævnte Darius, der motiverede tildelingen af Nobelprisen til Svetlana Aleksijevitj med henvisning til prismodtagerens »mangestemmige værk, et monument over lidelse og mod i vor tid«. Den beskrivelse passer eminent godt på »Krigen har ikke et kvindeligt ansigt«, der er første del af en trilogi, og som Palomar nu endelig har fået i handlen.
Det er blevet en smuk bog, hvorpå der med guldtryk står »Nobelprisen i litteratur 2015« over et fotografi af en kvindelig soldat. Det er da også netop kvinder som hende, de 376 sider lægger plads og ikke mindst stemme til, og de gør det på en måde, der måske mest minder om et stort, sorgfuldt korværk.
Aleksijevitj har om sine bemærkelsesværdige stilistiske greb sagt: »Jeg har ledt efter en genre, der ville være mest hensigtsmæssig til at formidle min version af verden, til at formidle, hvordan mine ører hører og mine øjne ser verden.« Og videre: »Jeg har prøvet det ene og det andet, og til sidst valgte jeg en genre, hvor menneskestemmer taler for sig selv. Rigtige mennesker taler i mine bøger om de vigtigste begivenheder i historien, såsom krig, Tjernobyl-katastrofen og et stort imperiums undergang«.
Når Aleksijevitj kalder det »en genre«, er hun beskeden. For genren er hendes egen opfindelse, den er ikke lånt fra andre og fungerer sublimt i »Krigen har ikke et kvindeligt ansigt«, som hun påbegyndte i 1978, men som først udkom i 1985. Her handler det, som hun er inde på i ovenstående citat, om krig.
Nærmere bestemt Anden Verdenskrig og den knap én million kvinder, der meldte sig til Den Røde Hær og kæmpede, led og døde side om side med mændene. Mødet mellem Aleksijevitjs emne og hendes litterære greb skaber noget, der i mangel af bedre kan kaldes verdenslitteratur: »Krigen har ikke et kvindeligt ansigt« hører - både hvad angår originalitet og emotionel gennemslagskraft - til blandt det bedste, vi mennesker kan præstere.
En skræmmende krig
Men nok panegyrik. »Krigen har ikke et kvindeligt ansigt« består af 17 kapitler med titler som »Og hun lagde sin hånd der, hvor hjertet er ...«, »Vi blev dekoreret med små medaljer ...« og »Om bittesmå medaljer ... «. Titlernes tilstræbt naive tone står i voldsom kontrast til de vidnesbyrd, der gemmer sig i teksterne under dem.
Alle er de en slags sammenskrevne, fortættede versioner af de lange samtaler, Aleksijevitj har ført med kvindelige soldater, der overlevede krigen, og under hver tekst står deres navn og funktion. Eksempelvis »Nonna Aleksandrovna Smirnova, Menig, luftværnssoldat« eller »Lola Akhmetova, Menig, skytte«.
Bag navnene og funktionerne, der tæller alt fra snigskytter over kirurger og piloter til mekanikere, findes knivskarpe og uhyre indfølte erindringer.
Om det skriver Aleksievitj i sit forord: »Optikken bruger begrebet »Lysstyrke« om et objektivs evne til mere eller mindre klart at fiksere et motiv. Man kan godt sige, at kvindernes erindringer om krigen er de mest »lysstærke«, når det gælder den følelsesmæssige belastning og smerten. Jeg vil endda sige, at den »kvindelige« krig er mere skræmmende end den »mandlige.«
Om diskussionen om kønsroller har trange kår i Hviderusland, har jeg ikke belæg for at mene noget om. Men stereotype forestillinger om mænd og kvinder lever i hvert fald i Aleksijevitjs bog. Det tænkte jeg i hvert fald indledningsvis.
Men siden blev jeg i tvivl om, hvorvidt det nu også er stereotyper. For når Aleksijevitj skriver, at »Mændene gemmer sig bag historien, bag kendsgerningerne, krigen fascinerer dem som begivenhed og som en kamp mellem ideer og interesser, mens kvinderne fængsles af følelserne«, ja, så lyder det frygtelig firkantet og generaliserende.
Overvindelse og poetisk oplevelse
Men de hundredvis af vidnesbyrd, hun har indsamlet og gengiver, de underbygger hendes pointe: Kvinderne er virkelig fulde af følelser og sensibilitet og har tilsyneladende ladet al gruen løbe gennem hele sanse- og erindringsapparatet.
Som kvinden der siger, at »Blod er kirsebærfarvet ... Næsten sort ...« Som når en anden fortæller: »Jeg husker en knasen ... Så snart en nærkamp begyndte, hørte man denne knasen - af menneskeknogler, der knager, og brusk, der brækker.« Som kvinden, der finder en mandlig soldat med en arm, der stort set er sprængt af. Hun har ingen saks, ingen kniv, så »Jeg bed kødstrimlerne over med tænderne.«
Det er på samme tid en overvindelse og en poetisk oplevelse at læse om alle disse kvinder, mange af dem helt unge, der sammen udgør et sorgens, tabets og meningsløshedens kor.
En af de sovjetiske censorer, der i sin tid læste manuskriptet til »Krigen har ikke et kvindeligt ansigt«, sagde til Aleksijevitj: »De har læst for meget Remarque.« Det kvinderne fortæller om at vende hjem, minder da også om forfatterens »Intet nyt fra Vestfronten«. For soldaterne i romanen blev intet nogensinde det samme igen, noget var dødt indeni, og ingen ville kunne forstå hvordan det er at se lig ligge som »Sveller på en jernbanestation« eller have set »ansigter med øjnene stukket ud«.
Men i modsætning til mændene i Remarques (anti)krigsroman blev de russiske kvinder, efter krigen var vundet, ikke set som fædrelandsvenner, men derimod som pariaer, som ukvindelige spøgelser, som noget, ingen giftefærdig mand ville røre ved.
Den grumme ironi er imidlertid, at læger og psykologer sagde til disse kvinder, at det eneste, der kunne læge deres sår og traumer, var at blive gift og få børn. Skabe nyt liv. Men ingen ville have dem, og de var, kvinder i deres bedste alder, dømt til liv som enlige og overladt til de frygtelige minder, de på en måde deler med de andre kvinder, men også er helt alene med.
Netop deres gru, dét de så og sansede, kan ingen andre begribe. Det forbliver noget privat. Eller som der står et sted: »Krigen er en alt for intim oplevelse«.
Den slags ætsende, lyriske linjer er der talrige af i »Krigen har ikke et kvindeligt ansigt«. Et udsagn bogen selv dementerer. For det har krigen nu. Et kvindeligt ansigt. I kraft af Svetlana Aleksijevitj, hendes suveræne litterære greb og uendeligheden af krigsofre.
Titel: Krigen har ikke et kvindeligt ansigt. Forfatter: Svetlana Aleksijevitj. Oversætter: Tine Roesen. Sider: 376. Pris: 300 kr. Forlag: Palomar.
