Læg mærke til det ekstra s i titlen »Stedssans«. Hos Dan Ringgaard - universitetslektor og blandt andet forfatter til en bog om Henrik Nordbrandt - drejer det sig om noget meget mere omfattende end stedsans og evnen til at finde vej fra det ene sted til det andet. Forfatteren begiver sig bogstavelig talt med litteraturen som kompas på opdagelsesrejse ind i stedets endnu kun delvis udforskede verden.
I den vedlagte forlagsmeddelelse oplyser Ringgaard selv, at han havde lyst til at skrive en anderledes bog, hverken en nyttig guide til litteraturen eller en regelret videnskabelig afhandling. »Stedssans« gav ham mulighed for at forene tre af de ting, han holder mest af: at læse, skrive og rejse.
Forfatterens egen rejse går til Bahia i Brasilien og de personlige iagttagelser, overvejelser og notater - holdt i en lettere ambitiøs litterær stil - er placeret forrest i afsnit med overskrifter som »Pausen«, »Kloden«, »Kroppen«, »Rejsen« og »Kortet«. Afsnittenes hovedindhold er læsningerne af en række forfattere som Simenon, Graham Greene og Dag Solstad eller Inger Christensen, Thomas Boberg, Henrik Nordbrandt og Morten Søndergaard. Indimellem sniger sekvenser fra film som »Prinsessen holder fridag« og »De syv samuraier« sig ind, og så myldrer det frem med teoretiske referencer. Det hele afrundes med ti teser om stedet. »Stedet er som et kunstværk«, »stedet brydes imellem kroppen, landskabet og kulturen«, »stedet er fremmed for sig selv« eller »stedet er en hvirvlende pause« for nu at nævne nogle stykker.
Projektet er interessant, og »Stedssans« rummer mange stimulerende betragtninger og formuleringer omkring stedets væsen. Men tungen skal holdes næsten krampagtigt lige i munden, hvis man skal holde styr på begreberne »sted«, »rum« og »lokalitet«, som de bruges og også bruges forskelligt af de mange tænkere og teoretikere.
Fascination og frustration brydes næsten permanent under læsningen. Til tider er det simpelthen svært at få øje på stedet for lutter referencer. Når Dan Ringgaard i et enkelt afsnit med fem linjers afstand læser Camilla Christensen med henvisning til Nietzsche og Jeppe Brixvold med reference til Henri Bergson kobles den almindeligt interesserede læser af. Det er den slags steder fristelsen til at efterlyse en radikalt »anderledes bog« melder sig.
