Det er sværere, end man skulle tro, for et voksent menneske, at skrive som en 13-årig tænker, sanser og ræsonnerer. Nogle har imidlertid en forunderlig evne til ligesom at lukke øjnene og være der igen med alle sanser ude. Sådan en evne må den debuterende forfatter, skuespiller, instruktør og kommende teaterchef, Morten Kirkskov, være i besiddelse af.
Hans roman, »Kapgang«, er et hop tilbage i tiden til Danmark, nærmere bestemt den jyske flække Sdr. Omme, i midten af 70erne, og lukt ind i hovedet på drengen Martin. Han kommer en dag hjem fra skole og erfarer, at hans mor er død. I morges var hun der, nu er hun væk, og i sin sorg kan far ikke få hende hurtigt nok i jorden. Det, der før var en familie, sandsynligvis holdt sammen af moren, er nu en far og to teenagesønner, svævende i hvert deres kredsløb.
Lige på kornet
At sørge og at blive trøstet er der ikke rum til for Martin, som både skal tænke på far, der forstenet i sorg dels trøster sig med alkohol, dels med Mona damefrisør. Derudover har Martin nok at gøre med sin egen store rolle som konfirmand ugen efter. Dertil kommer at han er midt i at udforske seksu-alitetens verden både med en jævnaldrende veninde og en ven. Disse scener fulde af ømhed, begær, og ungdommelig klumsethed rammer Kirkskov lige på kornet.
Martin har i dén grad brug for ømhed, for det er ikke det, der udvises mest af i familien, ligesom sproget synes at være forsvundet fuldstændig. Flere steder bliver Martin hængende lidt i døren, ventende på at far skal sige noget, men det kommer aldrig. I stedet for tale sætter de voksne alkohol og desperat seksuel kontakt. Romanen munder ud i den mest rørende skildring af en stakkels konfirmand, der tåger rundt, allerede fra starten drukket under bordet af selvoptagede voksne. En skildring, der går direkte i kroppen
»Kapgang« er en flot debut, og kun et enkelt sted mærker man, at forfatteren også har set med det kommende filmkamera og ikke bare med sit sansende øje.
