Filminstruktøren, forfatteren, debattøren m.m. Christian Braad Thomsen har et stort hjerte for jazzen - og en tilsvarende viden. Derfor denne vægtige og vigtige bog. Helt konkret omtales 100 CD-udgivelser, heraf mange boks-sæt, og med den kronologiske linje bliver det et solidt stykke jazzhistorie, hvor såvel garvede som jomfruelige jazzrotter med udbytte kan være med. Forfatteren angiver, at bogen primært skal bruges som inspiration til at hente musikken frem - fra pladehylden eller pladeforhandleren. Det gør den helt klart.
Udvalget er selvfølgelig subjektivt, dog langt hen ad vejen med blåstemplede navne som Louis Armstrong, Billie Holiday og Charlie Parker. Efter 1970 fravælger forfatteren fusionsjazzen til fordel for forskellige former for såkaldt free jazz. Det er dog ikke - som angivet i forord - først med denne bog, en række af genrens centrale kunstnere introduceres herhjemme. Men det er ikke tidligere sket i samme omfang og med samme engagement.
Den velskrevne tekst giver ikke blot en indsigtsfuld beskrivelse af musikken, her er også solide mængder af biografisk stof, hvor faktuelle fejl er fåtallige, om end der godt kan være lidt flydende overgange mellem fakta, passion, aversion og anekdote.
Kunne bare ikke lide jazz
I forordet bliver komponisten Carl Nielsen taget ved vingebenet, fordi han for 80 år siden tog afstand fra jazzen i perfide og kuriøse, og hyppigt fejlciterede, vendinger. Christian Braad Thomsen mener, at det, der generer Nielsen, er, at jazzen opstod i New Orleans' bordelkvarter. Nej, det vidste hverken han eller og hans samtidige. Han kunne bare ikke lide den musik, man dengang kaldte jazz.
Og hvis Christian Braad Thomsen har ret til at omtale pianisten Dave Brubeck som inferiør og tilmed finder det bizart, at han har været på forsiden af Time Magazine, så har salig Carl Nielsen da med samme ret lov til at tale om »denne dødningeagtige, skeletranglende, frække og paatrængende Jazzmusik.«
