Flere betjente i bøger, der til forveksling ligner hinanden, tænkte jeg med et suk og åbnede, da mit postbud, Jonas, bankede på døren med endnu en bogpakke. Men så var det, miraklet skete. Jonas kom med en 60 år gammel, amerikansk krimidebut, og i løbet af ingen tid var jeg fuldstændig opslugt. »Farligt møde« af Patricia Highsmith fra 1950 minder mig om alt det, der oprindeligt gjorde mig forelsket i krimien. Med et mageløst blik for genrens potentiale tog Highsmith krimiens konventioner, vred dem ind i nye, uventede konstellationer og skabte et intenst psykologisk drama. De fleste kender den geniale idé, Patricia High-smith introducerede i »Farligt møde« eller »Strangers on a Train«, som bogen hedder på engelsk. To fremmede mødes tilfældigt på et tog, og den ene bliver besat af tanken om, at de bytter mord. Rigmandssønnen Bruno har en far, han gerne vil af med, og arkitekten Guy en kone, der trækker skilsmissen i langdrag. Så bytte-bytte-købmand, foreslår Bruno, og de får hver især et alibi, og ingen vil drømme om at forbinde dem med hinandens mord.
Alfred Hitchcock filmatiserede bogen allerede året efter, den udkom, men filmen er blottet for alt det farlige, som Highsmith kroner sin idé med i romanen. I filmen er Guy nemlig entydigt et offer. Hos Highsmith har Guy et meget mere tvetydigt forhold til truslen Bruno. Highsmith skildrer de to mænd som forvrængede spejlbilleder af hinanden, og midt i al afskyen og frygten må Guy også vedkende sig en slags ømhed for den fascinerende psykopat Bruno. Fem år senere introducerede Highsmith Tom Ripley, den romanfigur hendes navn er uløseligt knyttet sammen med. I modsætning til Ripley er Bruno en meget skrøbelig psykopat, et ensomt monster, godt på vej til at drikke sig ihjel i en ung alder. Da faren ikke længere vil sponsorere Brunos livsstil, må faren dø. Men Bruno gør også kur til Guy med sine vanvittige mordplaner, fordi hans elskede mors skønhed er ved at falme. I stedet for hende bliver Guy nu målet for hans begær, og som et vildfarent barn, der ikke forstår sin egen seksualitet, bruger Bruno mordene til at gøre dem uløseligt forbundet.
Forvrængede spejlbilleder
Hvor andre psykopater med tiden mister deres glans, føles Bruno om muligt endnu mere aktuel i dag. At han ikke virker fortænkt og overmenneskelig, gør ham så meget mere provokerende og farlig. Helt ned i mindste detalje, i hver eneste scene og med hver eneste personskildring viser Highsmith så stort et format, at det virker næsten ufatteligt, at »Farligt møde« er en debutroman. Highsmiths klokkeklare prosa løfter sig over tid og sted, og havde der ikke været utilgiveligt knas i den nyreviderede oversættelse, var det uden videre blevet seks store stjerner for at fejre denne genudgivelse. »Farligt møde« er ikke bare en krimi. Det er en stor bog, som sætter en ny standard for, hvad man kan i kriminallitteraturen.
