Det er jo bare en krimi

Sommertid er krimitid. Berlingskes krimianmelder Mette Strømfeldt har læst sig gennem en lang sæsons middelmådige krimiudgivelser. Men heldigvis også fundet guld undervejs. Her skiller hun fårene fra bukkene.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Det har været en hård vinter. Som pendlende anmelder har jeg stukket hovedet i den ene krimi efter den anden for at søge ly for snemasser og glemme alt om aflyste tog og det forsinkede forår, som nu er gået over i en forsinket sommer. Men der har været langt mellem de store krimioplevelser, hvor man glemmer alt om tid og sted for så at vågne op og se på verden med helt andre øjne. Fanget i et helvede af middelmådige parallelhandlinger begyndte jeg for første gang at vakle i min kærlighed til krimien. Havde de ret, alle de finlitterære idioter, der i årevis havde set skævt til krimien og blev ved med at kaste sig ud i stadig mere trivielle beklagelser om genrelitteratur og krimien i særdeleshed? Var jeg på vildspor, når jeg holdt fast i, at krimien kan være en rystende stor litterær begivenhed?

Trist formelrytteri

Forkølede politifolk hobede sig op i min lejlighed. Sæsonens store skuffelse, »Svinehunde« af Lotte og Søren Hammer, lå øverst i bunken af opreklamerede krimier, der gjorde et stort nummer ud af det antal lande, bogen på forhånd var solgt til. De andre bøger i bunken var svenske, for eksempel Kristina Ohlssons »Askepot«, og mindst lige så skuffende. Om jeg fatter, hvordan det kan lade sig gøre at sælge disse tynde historier. Jeg har næsten ikke ord for, hvor uendeligt trist jeg bliver over det formelrytteri, der er disse krimiers lave fællesnævner. Ingen skal komme og påstå, at det er ægte kærlighed til genren, der får håbefulde krimiforfattere til at sætte sig ned og koge så tynde supper på opskriften: middelmådige betjente tilsat blodig forbrydelse efter behag. Eller får forlagene til at presse glade amatører til at love op til ti bind med journalister og betjente, man allerede er træt af efter en halv bog.

Stangkrimier og metermålsvarer

»Slap nu af, det er bare en krimi,« sagde min veninde, der læser dem i fitness­centret for at få tiden til at gå hurtigere og glemme pinen. Men jeg er ikke parat til at afskrive krimigenren som smertestillende tidsfordriv. Hver gang jeg åbner en krimi, er det tværtimod den smertelige indsigt, jeg håber på. Det er derfor, jeg bliver ved med at genlæse Dashiell Hammett eller James Ellroy og altid ser frem til en ny bog af Håkan Nesser. Det er derfor, det næsten vender sig i mig, når Camilla Läckberg lader til at være blevet et forbillede for så mange debutanter. Jeg forstår selvfølgelig godt, at Läckberg og et hav af andre letbenede svenske krimiforfattere kan forlede de fleste til at tro, det ikke er nogen kunst at skrive en krimi. Men er det ensbetydende med, at vi herhjemme skal opgive håbet om, at det kan være det? Skal dansk kriminallitteraturs nye stjerner nu være de sælgere, der er skrappe til at få afsat middelmådige eller rent ud sagt ringe bøger på internationale bogmesser? Er det værd at fejre, at vi halser efter svenskerne på vej ind i et dyrt bestsellerselskab, hvor penge og kvalitet sjældent følges ad?

Fra grøde til grød

For kun få år siden jublede jeg, hver gang en ny dansk krimiforfatter debuterede. Jeg regnede med, at et stadigt større vækstlag ville højne niveauet. Men grøde er blevet til grød i løbet af ingen tid. Og i år kom det så vidt, at vi i Det Danske Kriminalakademi helt undlod at uddele diplom for bedste debutkrimi, fordi det mest opsigtsvækkende ved de nye var, at det blot var mere af det samme. I stedet for at skærpe konkurrencen har den store efterspørgsel på krimier resulteret i stangkrimier og metermålsvarer, hvor forfatterne lader til at tælle ord uden at veje dem. Og krimilæserne lader sig spise af med så ubehjælpsomme persontegninger, at det bedste, man kan sige om dem, er, at de er hurtige at skimme i de hamrende forudsigelige handlinger.

Unikke enere

Heldigvis er der undtagelser. Henning Mortensen og Susanne Staun er unikke enere, der kører deres sprogekvilibristiske trip helt derud, hvor ikke alle kan blive enige om, hvorvidt de overhovedet skriver krimier. Og i Elsebeth Egholm, Jussi Adler-Olsen og Gretelise Holm har vi en skarp superliga, hvis romaner lyser op i trængslen af platte kalkeringer af svenske journalist- og politikrimier. Der er masser af inspiration at hente hos disse tre, der utrætteligt knokler for at næste bind overrumpler, næste krimi bliver lige dét bedre. Jeg bilder mig ind, at de gør det af kærlighed til genren.