BILTEST: Den frække dreng i luksusklassen fylder 100 år – og vi gentager historisk kapløb

Bentley fylder 100 år, og vi markerer den runde fødselsdag ved at tage den helt nye Continental GT Convertible på tur i en minimalistisk genskabelse af et af mærkets største øjeblikke: Woolf Barnatos duel mod The Blue Train gennem Frankrig i 1930.

hedr
Der er et stykke vej fra The Conservative Club i St. James i London, hvor Woolf Barnato indtog sit sejrsmåltid til Rødvig Kro & Badehotel. Men sejren over toget skulle nydes med et solidt måltid, og det blev den. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Dreboldt

Der er mange øjeblikke i automobilhistorien, jeg gerne ville have oplevet som en flue på væggen. Som det møde, hvor Enzo Ferrari besluttede sig for IKKE at sælge Ferrari til Ford. Eller det bestyrelsesmøde hos Volkswagen, hvor ideen om en Golf GTI blev afvist (den beslutning blev som bekendt og til alt held omstødt senere). Men på det mere personlige plan, gad jeg allerhelst at have haft plads om bordet den dag i marts 1930 i havnen i Cannes, hvor den sydafrikanske diamantmillionær Woolf Barnato sad og nød en god middag i venners lag på dækket af sin yacht.

Der er et stykke vej fra The Conservative Club i St. James i London, hvor Woolf Barnato indtog sit sejrsmåltid til Rødvig Kro & Badehotel. Men sejren over toget skulle nydes med et solidt måltid, og det blev den. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Dreboldt.

Woolf Barnato var kendt som en playboy og verdensmand. Han havde vundet Le Mans flere gange med Bentley i starten af 1920erne, og han havde købt fabrikken i 1925 af grundlæggeren W.O. Bentley, der var bedre som ingeniør end som forretningsmand. Mens champagnen flød og stemningen steg, opstod ideen om et racerløb mellem en Bentley og »The Blue Train«, som var eksprestoget fra Cannes til Calais og den forbindelse, den engelske overklasse yndede at bruge, når de skulle frem og tilbage mellem England og deres foretrukne feriesteder i Sydfrankrig.

»I 1930 var automobilkørsel på tværs af Europa ikke stort lettere end at krydse et mellemudviklet afrikansk land i dag. Mangelfuld skiltning, masser af dårlige veje og kun få tankstationer – alle med et væsentligt lavere serviceniveau end dem, man møder på den tyske Autobahn i 2019.«


Woolf Barnato var ikke sen til at påstå, at han kunne gøre turen på de omkring 920 km hurtigere i sin Bentley Speed Six Coupé, end toget kunne, og bød alle til at tage ham på ordet og indgå et væddemål. Hans venner var dog for snu til sådan at lade sig lokke, for de kendte hans vanvidsvovemod og beslutsomhed. Men som snakken stod på, følte han sig så forpligtiget af sine ord, at han til sidst besluttede at gøre turen allerede næste dag.

Giver toget revanche

Bentley fejrer i år sit 100-årsjubilæum. Det ville være allermest passende at fejre det på Le Mans-banen uden for byen af samme navn, hvor Bentley slog sit navn fast med flere sejre i de larmende 1920ere – senest med danske Tom Kristensen som chauffør tilbage i 2003. Men det har altid været Woolf Barnatos kapløb med »The Blue Train«, der har fanget min fantasi. Her var en mand, med så stor tillid til både egne evner og til det bilmærke, han havde vundet så mange sejre for og siden erhvervet sig, at han var villig til at sætte dets ry på spil mod datidens foretrukne luksustransportmiddel: toget. For husk: Dengang var automobilkørsel på tværs af Europa ikke stort lettere end at krydse et mellemudviklet afrikansk land i dag. Mangelfuldt skiltning, masser af dårlige veje og kun få tankstationer (alle med et væsentligt lavere serviceniveau i forhold til både kiosk- og toiletfaciliteter end dem, man møder på den tyske Autobahn i 2019).

Woolf Barnato foran en Bentley-racerbil fra 1920erne. Han var millionær og racerkører, og han købte mærket i 1925 og ejede det frem til 1931, hvor børskrakket hev tæppet væk under markedet for luksusbiler. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR.

Historien om Woolf Barnato ansporede mig for et par år siden til at lave mit eget væddeløb mellem en Bentley og et tog på strækningen mellem Køge og Rødvig. Et væddeløb, jeg vandt ... Men kun med det yderste af skærmkanten.

Men for at fejre Bentleys fødselsdag og for at give toget revanche, vil jeg gentage spøgen. Ruten er gjort en anelse sværere for mig, da fartbegrænsningen er skærpet mellem Køge og Rødvig, så resultatet er ingenlunde givet på forhånd. Toget forlader stationen i Køge klokken 11.11 og ruller ind på stationen i Rødvig omkring klokken 11.44. Det giver mig omkring 33 minutter at tilbagelægge ruten på omkring 35 km. Jeg vælger at skulle passere Hårlev cirka halvvejs, så min vej minder så meget om togets rute som muligt.

Motorredaktøren efter sin første sejr over toget i en Bentley tilbage i 2015. Dengang var det også en Continental GTC. Fold sammen
Læs mere
Foto: unknown.

Fra 1920erne til 2020erne

Bilen er den helt nye Bentley Continental GT Convertible – eller bare GTC. En lille historisk ukorrekthed i forhold til Woolf Barnatos oprindelige bil, der var en lukket coupé. Men det er stadigvæk sommer, og solen brager ned over Sydøstsjælland, så hvad bilen mangler i historisk korrekthed, kompenserer den for ved i den grad at matche vejret på dagen.

Jeg starter den 6,0 liters W12-motor samtidig med, at toget forlader perronen. På vej ud af parkeringspladsen må jeg holde tilbage for en autocamper, som jeg irriteret fletter ind bag ved på vej ud af Køge. Allerede her er der dømt fordel til toget, for jeg har endnu til gode at opleve en autocamper, der kører mere end 70 km/t., hvor man må køre 80 km/t., og som ikke tager farten overdrevent af ved udsigten til den mindste seværdighed – fra græssende køer til en mejetærsker på arbejde.

Bentely Continental GT Convertible er med sin W12-motor den kraftigste åbne bil, Bentley nogensinde har lavet. Den rammer 100 km/t. på 3,8 sekunder, og topfarten er 333 km/t. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Dreboldt.

Men humøret holder, fordi solen skinner, og bilen er en udsøgt fornøjelse. Især kabinen forfører med små tre kilometer håndsyede sting i læderinteriøret, og en materialekvalitet og finish uden tilløb til anmærkninger. Måske digitaliseringen med digitalspeedometeret og den store centralt placerede skærm synes lige vel moderne til en klassisk gentlemanmobil som Bentley.

Men med et tryk på en knap vender den centralt placerede skærm vertikalt om sin egen akse og erstattes af tre analoge ure. Et perfekt greb til en æstetiker som mig, der elsker rene linjer og klassisk elegance, men som i det skjulte helst heller ikke vil undvære den moderne bils bekvemmeligheder. Lige fra navigation over Apple Carplay til de mange justeringsmuligheder af alt fra undervogn til gearskift, som bilen naturligvis også leverer. Et enkelt tryk mere og skærmen vender tilbage. Med drejeskærmen kan man zoome umærkeligt ud og ind mellem 1920erne og 2020erne, og det er en elegant underspillet hyldest til mærkets 100 års historie.

Interiøret er en anelse til den moderne og pyntesyge side, men med et tryk på en knap vipper den centrale skærm rundt og bliver til tre analoge ure. Kvalitetsfornemmelsen er dertil uangribelig, og materialerne er decideret udsøgte. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Dreboldt.

Kampen mod toget

Efter nogle kilometer lykkedes det at ekspedere autocamperen. Selv om GTC er åben og dermed kræver mere afstivning end den lukkede coupéversion, er den kun blevet små 100 kg tungere. Accelerationen er dermed kun minimalt påvirket, så det i GTC tager 3,8 sekunder at ramme 100 km/t. – i modsætning til 3,7 sekunder i coupeen. Forskellen er umærkelig, og i mellemaccelerationerne – som ved overhalingen af autocamperen – træder alle bilens 900 Nm moment i karakter. Den har både firehjulstræk og et 8 trins automatgear. Firehjulstrækket er vigtigt for at tøjle de mange kræfter, men den har så meget bundtræk, at den i princippet bare kunne nøjes med et højt og et lavt fremadgående gear. Den her motor er en af de kraftigste på markedet, og den leverer lige præcis den oplevelse af uanet overskud, som en Bentley-motor skal levere.

Selv om det skrider fornuftigt frem, så er jeg bagud ved halvvejspunktet. Toget triller ud af Hårlev samtidig med, at jeg triller ind. Så på vej ud af den lille by er fokus mere på kapløbet end på bilen. Til mit held stopper toget ved trinbrættet i Varpelev. Det behøver jeg ikke, og ved Klippinge står det lige.

Der hersker den dag i dag tvivl om, hvilken Bentley-model det var, Woolf Bernato besejrede toget i. Man er enig om, at det var en Bentley Speed Six Coupé, men om det var denne Gurney Nutting-model eller en med en karosse bygget af Mullinier, er der ikke enighed om. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR.

Jeg kan følge toget på hele min færd. Den luksus havde Woolf Barnato ikke, da han kørte fra Cannes klokken 17.45 om aftenen efter middagsselskabet på båden.

The Blue Train var et nattog, så mens de hjemadrejsende medlemmer af den britiske overklasse lå og sov i deres sovekupeer, drønede Woolf Barnato nordpå gennem Frankrig med regnen piskende mod forruden. Uden for Paris var han uhyre tæt på at løbe tør for brændstof i sin jagt på en tankstation. Motoren i hans Bentley Speed Six Coupé var direkte i familie med kraftværkerne i Bentleys Le Mans-biler, og de var tørstige.

Barnato kørte ind foran banegården i Calais klokken 10.30 om formiddagen. Små 17 timer efter, at han havde forladt Cannes. Men hvor var toget? Det var endnu ikke ankommet. I stedet for at nyde sejrens sødme med fransk champagne besluttede han at tage båden til England og sætte kursen direkte mod London. Klokken 15.20 – små 22 timer efter at han havde forladt Cannes – kørte han op foran The Conservative Club i St. James i London og slukkede motoren på bilen. Det var fire minutter før, The Blue Train trillede ind på stationen i Calais. Han havde i den grad understreget automobilets overlegenhed i forhold til eksprestoget, når det handlede om at komme hurtigst frem mellem Middelhavet og Den Engelske Kanal.

Børskrakket i 1929 havde dog trukket tæppet væk under efterspørgslen på luksusbiler i Bentleys klasse, og i 1931 var firmaet i så sølle en forfatning, at Barnato ikke selv ville skyde flere penge i det. Efter en restrukturering overtog Rolls-Royce Motor Cars fabrikken, og fra 1931 til 1998 var Rolls-Royce og Bentley ejet og drevet under samme tag. I 1998 købte Volkswagen-gruppen dog Bentley. Det blev starten på en genopstandelse, som især GT-modellen (hvor første generation blev lanceret i 2003) har været fanebærer. Sidste år producerede og leverede Bentley flere end 10.000 biler.

Sejrsmarginen var på omkring fem sekunder, men det gjorde det ikke mindre tilfredsstillende at køre i Woolf Barnatos hjulspo, og slå et tog i en Bentley. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Dreboldt.

Sejr til automobilhedonismen

Både for at ære historien og for at holde min egen sejrsstime er det vigtigt, at jeg slår lokalbanen, og jeg når akkurat at standse bilen på stationen i Rødvig, stige ud og gå om på perronen, før toget triller ind. SÅDAN! 3-0 til Bentley!

Første sejr gik til Barnato, og jeg har to skalpe i bæltet nu. Umodent? Måske. Men det er samtidig essensen af Bentley og har altid været det. I alle de år, hvor Bentley var ejet af Rolls-Royce, var Bentley-modellerne de lidt kække og sportslige, hvor Rolls-Royce-modellerne var de mere modne og elegante. I nullerne var Continental GT det typiske valg for den velbeslåede engelske Premier League-stjerne – typer som David Beckham og Wayne Rooney. At kalde dem drengerøve er måske forfladigende. Men det er typer med mange penge og en sans for at sætte dem i spil for underholdningens skyld. Typer, der spiller stort, vinder stort og forstår at nyde livet. Måske aristokraterne med »den gode smag« og de gamle penge ser en anelse ned på de sporty stjerner? I hvert fald er de ligeglade. For dem handler livet om at spise af det – råt og grådigt. Og har man råd, så er Bentley et af de mest hedonistiske automobilvalg derude, og ser man på mærkets historie – især i dets første årti – så er et lille hverdagsracerløb mod et lokalbanetog på mange måder den helt rigtige måde at markere mærkets skarpe 100-årige hjørne.