Vinder af De Gyldne Laurbær: »Jeg bliver på en måde altid lidt overrasket, når folk vil mig eller noget, jeg har lavet«

Hun brugte mange år på at ville være som Tove Ditlevsen. I dag føler hun, at hun har fundet sin egen stemme. Stine Pilgaard er årets modtager af litteraturprisen De Gyldne Laurbær for en roman, der handler om hendes egne følelser – blandt andet.

Stine Pilgaard modtog onsdag De Gyldne Laurbær 2020 ved et arrangement i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hun havde sin farfars vielsesring på tommelfingeren. Sin farmors på ringfingeren. Det var 15. maj 2020 – bedsteforældrenes bryllupsdag – og dagen, da »Meter i sekundet« udkom.

De døde begge, mens Stine Pilgaard skrev bogen, så datoen er vigtig for hende.

»Er der overhovedet nogen, der gider læse den,« tænkte hun om sin roman.

Det var der. Onsdag eftermiddag i denne uge blev forfatter Stine Pilgaards »Meter i sekundet« tildelt litteraturprisen De Gyldne Laurbær.

Og prisen var en overraskelse for den 37-årige forfatter.

»Jeg havde det som dronning Margrethe, der træder ud på balkonen til sin fødselsdag,« siger hun om det øjeblik, det gik op hende.

Stine Pilgaard havde taget toget fra hjemmet i Vestjylland til København, til hvad hun troede var et redaktionsmøde om den »lille bitte bog«, som hun skriver på for tiden.

»Jeg bor altså fem timer væk. Har du hørt om Zoom, kan vi måske tage mødet der?« havde hun sagt til sin redaktør.

Men mødet skulle finde sted fysisk, lød svaret.

»Så umedgørlig plejer min redaktør altså heller ikke at være. Men så forberedte jeg mig på at skulle til et hardcore-møde. At jeg skulle have en masse røde streger, og vi skulle skændes lidt, som vi plejer. Da jeg så åbnede døren inde på forlaget, var der bare helt vildt mange mennesker, der sagde tillykke.«

Stine Pilgaard troede, at hun skulle til møde med sin redaktør. »Da jeg så åbnede døren inde på forlaget, var der bare helt vildt mange mennesker, der sagde tillykke.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix.

Stine Pilgaard

»Det er en bog, der er skrevet på en følelse af at være fremmed i sit eget liv. At håbe, at folk vil have en. Den er så famlende og handler om at føle sig ved siden af. Det her giver mig en oplevelse af, at mange kan spejle sig i alt det.«


Følelsen af at være fremmed i eget liv

De Gyldne Laurbær uddeles normalt i januar, men grundet corona skete det ikke i år.

»Jeg er meget overrasket. Og det er en følelse, der godt kan skygge lidt for andre følelser. Måske det bare er, fordi jeg har fået en masse børn, så jeg ikke lige har fulgt med, men jeg havde i hvert fald ikke fattet, at prisuddelingen var flyttet her til maj.«

»Ej, undskyld, jeg er lige lidt fuld,« afbryder hun sig selv i sin beretning om eftermiddagen, der – da interviewet finder sted – har budt på et par timers fejring af nyheden.

En eftermiddag, hvor hun som modtager af De Gyldne Laurbær skriver sig ind i en række af tidligere modtagere som Tove Ditlevsen, Helle Helle og Tom Kristensen.

Og netop den række af forfattere betyder meget for Stine Pilgaard:

»Jeg har altid været helt vild med Tove Ditlevsen og hele hendes historie. Hun var det her lidt mærkelige barn, der voksede op i en eller anden opgang. Da jeg var barn, identificerede jeg mig meget med hende. Hun var lidt en outsider og syntes, det var lidt svært at være barn. Sådan havde det jeg også.«

Et af de første billeder af Tove Ditlevsen, som Stine Pilgaard så som barn, var, da Tove Ditlevsen blev kronet med laurbærrene.

»Det billede er helt ikonisk for mig, fordi jeg tænkte ‘hvad fanden laver de’. Jeg brugte mange år på gerne at ville være som hende. Nu tror og håber jeg, at jeg har fundet min egen stemme, selvom ens stemme jo er et sammensurium af andres stemmer. Heldigvis, ikke? Nu er jeg bare Stine Pilgaard.«

Bogen handler om følelsen af fremmedhed, og du nævner, at du kunne relatere til Tove Ditlevsen, fordi hun var en outsider. Føler man sig stadig som en outsider, når man bliver anerkendt med De Gyldne Laurbær?

»Det er faktisk noget af det, jeg synes, er det smukkeste. Det er en bog, der er skrevet på en følelse af at være fremmed i sit eget liv. At håbe, at folk vil have en. Den er så famlende og handler om at føle sig ved siden af. Det her giver mig en oplevelse af, at mange kan spejle sig i alt det. Det er sjovt, at en bog, der handler om at føle sig forkert, giver mig anerkendelse af som forfatter at være rigtig. Eller at det i hvert fald viser, at man ikke er alene om at føle sig alene.«

Hvad tænker du har gjort, at netop »Meter i sekundet« vinder De Gyldne Laurbær?

»Det ved jeg simpelthen ikke, for det overrasker mig. Men jeg bliver på en måde altid lidt overrasket, når folk vil mig eller noget, jeg har lavet. Jeg tror faktisk heller ikke, jeg skal prøve at forstå det. For en bog har sit eget liv. Jeg har gjort mig så umage, som jeg overhovedet kunne, og jeg har delt ud af nogle følelser, selvom det jo ikke er, fordi alt er sket i virkeligheden. Men måske den rammer ned i en tid, hvor folk vender sig indad, ser færre mennesker og gør sig nogle tanker om at være alene i et fællesskab. Og det handler »Meter i sekundet« også om.«

Hun tænker et øjeblik og tilføjer så,

»Og så elsker folk Anders Agger. Og ham beskæftiger bogen sig jo også med.«

En surrealistisk succes

Siden Stine Pilgaard lærte at læse, har hun skrevet tekster. Men selv da hun nåede til Forfatterskolen, havde hun svært ved at tro på, at hun nogensinde ville få udgivet en bog, fortæller hun.

»Nogle gange kan drømme være så store, at man næsten ikke rigtig kan forestille sig, at de nogensinde kan forenes med virkeligheden. Så på den måde er det her surrealistisk.«

Vi vender tilbage til den »lille bitte bog«, som hun nævnte i begyndelsen af interviewet. Den bog er, hvad den seneste modtager af De Gyldne Laurbær har på tegnebrættet.

»Den havde jeg faktisk deadline på i går. Men det går lidt dårligt med den deadline. Nu er jeg lovligt undskyldt. Nu stikker jeg bare nogle laurbærblade i hovedet på min redaktør, hvis hun siger noget,« griner Stine Pilgaard.

I romanen »Meter i sekundet« indgår ni sange skrevet af forfatteren selv. De sange har musiker Katrine Muff Enevoldsen sat musik til.

»Vi udgiver en lille sangbog, hvor noder og sangteksterne er i, og så skriver jeg et essay til hver sang. Og så vi skal lave romankoncerter, hvor hun skal spille, og jeg skal læse op. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Det var det, jeg troede, at redaktionsmødet i dag skulle handle om. Men det blev så De Gyldne Laurbær i stedet.«

»Nogle gange kan drømme være så store, at man næsten ikke rigtig kan forestille sig, at de nogensinde kan forenes med virkeligheden. Så på den måde er det her surrealistisk,« siger Stine Pilgaard om De Gyldne Laurbær, som hun blev tildelt onsdag. Her træder hun ind ad døren til forlaget, uvidende om hæderen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix.