»Vi ses i morgen. Sov godt.« Sådan sluttede 23 års samtale

På trods af, at over 18.000 danskere hvert år mister en ægtefælle, er der først nu kommet en gratis »brugermanual« til håndtering af dødsfaldet og sorgen. Den ville Charlotte Bork Høvsgaard gerne have haft, da hun mistede sin mand efter kort tids sygdom.

Charlotte Bork Høvsgaard har skrevet bogen: Så er Thomas væk, om at miste sin mand. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

At der findes ord, som jeg kan kalde de sidste mellem Thomas og mig, er ubegribeligt. Vi havde gennem 23 år talt og talt – samtaler og ord havde været nerven i vores forelskelse og kærlighed. Og nu kan jeg sige: Det var de sidste ord. Sådan lød de. Der kom ikke flere. »Vi ses i morgen. Sov godt.« Sådan sluttede 23 års samtale.

Charlotte Bork Høvsgaard mistede sin mand i 2011. Det gik hurtigt, da Thomas døde:

  • Den 6. oktober fandt lægerne ud af, at han var syg. Kræft i endetarmen.
  • Den 14. fik Charlotte og Thomas at vide, at helbredelse var udelukket, at han var terminalpatient.
  • Den 20. døde han 5.30 om morgenen i en hospitalsseng. Alene. Han blev 42 år.

Under sygdomsforløbet og i månederne efter skrev Charlotte Bork Høvsgaard i sin dagbog. Det er disse ord, der sammen med hendes øvrige minder og tanker fra tiden, er blevet til bogen »Så er Thomas væk«, som netop er udkommet.

»Efter dødsfaldet opstod et behov hos mig for at rekonstruere og forstå. En trang til at finde ud af, hvad der egentlig foregik, for da han døde, følte jeg, at alt var kaos. Det har vist sig at være en del af min sorgbearbejdelse. Det har været helende og lindrende,« fortæller Charlotte Bork Høvsgaard.

Hun føler, at hun gennem skrivefasen kom nærmere svar på nogle af de sværeste spørgsmål: Hvorfor skammede han sig over sin sygdom og sin krop? Hvorfor vendte han familien ryggen de sidste dage og hvorfor ville han helst dø for sig selv?

Foto: Johan Gadegaard.

»Når jeg ser tilbage, var der mange ting, jeg egentlig burde have spurgt personalet om på sygehuset, men jeg fik det bare ikke gjort. Det føles tilfældigt, hvad jeg fik spurgt om, for det var jo første gang, jeg prøvede at miste nogen. Ligeledes var der mange ting, de ikke af sig selv oplyste om, fordi de havde overværet hundredvis af dødsfald. Meget af det, der foregik, var indlysende for dem, men ikke for mig,« forklarer Charlotte Bork Høvsgaard.

En grundbog i døden

Hvad Charlotte Bork Høvsgaard gennemgik i oktober 2011, oplever adskillige tusinde danskere hvert år. De nyeste tal fra Danmarks Statistik viser, at 18.150 blev enker eller enkemænd i 2014. Dertil kommer dødsfaldene blandt dem, der lever ugift sammen, men som ikke officielt registreres.

Nu har PAVI – Videnscenter for Rehabilitering og Palliation på Syddansk Universitet – skrevet en gratis »grundbog« til dem, der har mistet deres samlever. Den hedder »Sorg – når ægtefællen dør«, og det er første gang, at en dansk bog om emnet henvender sig til de berørte mennesker og ikke til fagfolk.

Bogens 167 sider er fyldt med tabsberetninger fra folk, som har mistet, og dybdegående ekspertudsagn, der kan gøre vejen gennem selve døden og de følgende svære måneder lidt lettere for både den efterladte og de pårørende, siger projektleder Jorit Tellervo.

»Vi hører mange efterladte sige, at de var helt uforberedt på, hvor hårdt sorgen ramte dem. De troede bare, at det var noget »man skulle igennem«. For mange kan det have store konsekvenser at gå uforberedt ind i sorgen. Det kan føre til depression, mistrivsel og i værste fald selvmord,« siger Jorit Tellervo om det, man kalder kompliceret sorg.

Ifølge hende er der kommet en ny sorgforståelse de senere år, og den er vigtig at få kommunikeret ud, da vi stort set alle mister før eller siden. Noget af det vigtigste er at få aflivet mange af de klichéer, folk gemmer sig bag i forbindelse med dødsfald.

»For det første knytter sorgen sig ikke direkte til alderen. Det er ikke nødvendigvis nemmere eller mere naturligt at miste et ældre menneske i forhold til et yngre. For det andet ved vi i dag, at sorgen er noget blivende. Tidligere troede man, sorgen var noget, man skulle »komme over« – noget, man burde adskille sig fra i løbet af et år eller to. I dag ved vi, at vi integrerer tab i resten af livet. Og vi ved, at det støtter den efterladte at være tæt på den afdøde i tanker, ord og handling. For eksempel ved at dyrke små og store ritualer for at mindes og snakke om de afdøde,« fortæller Jorit Tellervo, der er uddannet sygeplejerske.

Afskeden på »stue 12«

At døden sjældent følger en romantiseret skabelon, oplevede Charlotte Bork Høvsgaard. Det var ikke blot Thomas, der ikke opførte sig, som hun havde forestillet sig. Scenerne fra amerikanske film, hvor hele familien står rundt om sygesengen og tager dybtfølt afsked, fandt heller ikke sted. I sin erindringsbog beskriver den filosofi-uddannede gymnasielærer, hvordan Thomas døde alene på »stue 12« på Regionshospitalet Herning. Og hvordan hun få timer senere inviterede sin otteårige søn, Halfdan, og sine forældre til at se ham.

Halfdan så lille og tynd ud mellem sine bedsteforældre. Fra i dag og altid uden far.
Mine forældre havde [valgt ikke at se] Thomas syg. Nu tog jeg dem med ind for at se ham død. Min far gav et hulk fra sig og omfavnede mig. Min mor skulle lokkes. Sidelæns, et lille hop ad gangen, nærmede hun sig døren, som stod på vid gab. Jeg stod med front mod hende i døråbningen og lokkede hende. »Kom, kom nu bare, du vil være glad for det bagefter, kom nu«. Hun tog et hop til siden med kroppen lænet ud i en akavet vinkel, så hun kunne se uden om mig – uden at se for meget.

Dette er bordet, hvor Charlotte Bork Høvsgaard skrev bogen om Thomas. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger.

Thomas Høvsgaards var museumsleder på Spøttrup Borgmuseum syd for Limfjorden ved sin død. Fra sekundet, hvor han blev terminalpatient, blev sorgen et livsvilkår hos alle, der holdt af ham. Men ingen kendte ham bedre end Charlotte. Som hun beskriver i bogen, var det ikke blot en ægtefælle, hun mistede. Det var hendes søns far, hendes bedste ven og hendes elsker. Hendes åndsfælle og livsledsager. De forelskede sig som teenagere og voksede på mange måder op sammen.

»Efter min mands død fulgte jeg to spor med hensyn til sorgbearbejdelsen. Jeg fulgte min intuition – hvad ville kunne hjælpe mig? Og jeg fulgte en vidensvej, hvor jeg fandt andre efterladtes beretninger og læste faglitteratur. Jeg gik til psykolog i tre år. Men jeg kunne godt have tænkt mig at have en bog, der samlede meget af det, jeg selv måtte tage initiativ til at lære,« fortæller Charlotte Bork Høvsgaard.

Vi kan forberede os

Det meste af livet lykkes det mennesker at holde døden og sorgen i armslængde. Det siger Maja O’Connor, psykolog og ph.d., der er tilknyttet enheden for psykoonkologi og sundhedspsykologi (EPOS) på Aarhus Universitet.

»I dag har vi døden lidt for meget på afstand. Vi bilder os ind, at sygdom og dødsfald kun hører hospitalerne til – at det ikke er en del af vores hverdag. Men pludselig står vi midt i sorgen, og når vi kommer dertil, ville det være en fordel, hvis vi anede lidt om, hvad der venter os,« siger Maja O’Connor.

Danske undersøgelser viser, at 70 procent arbejder sig gennem de første års sorg uden at få professionel hjælp. Men blandt de hårdest ramte oplever 16 procent stadig komplicerede sorgreaktioner et år efter dødsfaldet. Maja O’Connor har læst »Sorg – når ægtefællen dør«, som hun håber kan skabe en positiv effekt på sorgbearbejdelsen i den bredere befolkning. Ud over, at der er mange autentiske fortællinger og ekspertindslag roser hun, at den kan downloades gratis. Den er altså potentielt tilgængelig for alle, der mister. Hun mener også, at personlige beretninger i længere form som Charlotte Bork Høvsgaards »Så er Thomas væk« kan hjælpe med at klæde folk bedre på til livets hårdeste stunder. For folk kan spejle sig direkte i hendes oplevelser.

»Det er vigtigt, at vi taler sorg ind i livet, og det sker for tiden. Der opstår flere støttetilbud, og der kommer flere sorggrupper, hvor man møder andre, der er i samme situation. Skæbnesammenhold med andre fortrolige kan skabe meget håb for fremtiden hos dem, der har mistet,« siger Maja O’Connor.

PAVIs projektleder, Jorit Tellervo, håber, at de senere års udvikling kan være med til at skabe et »sprog«, vi kan bruge i sorgen. Et sprog, der ikke bygger på klichéer som »vi skal alle samme vej« eller »det var godt, at han fik fred«.

I stedet skal vi blive endnu bedre til at turde sige de dødes navne. At tale om dem og mindes.

»Vi skal turde være der, hvor vi finder det naturligt at snakke om både kærlighed og sorg,« siger Jorit Tellervo.

Psykolog Maja O’Connor er enig i ordenes store betydning.

»Alene det at nævne den afdødes navn betyder, at den efterladte føler sig respekteret. Ved at tale om »Peter« og sige »Peter syntes, det var sjovt, da...« integrerer vi, at dette dødsfald – der formentlig både føles ubehagelig og uacceptabelt – har fundet sted,« siger Maja O’Connor.

At vokse efter tab

Charlotte Bork Høvsgaard sætter om nogen ord på sin ægtefælles død. Hvor hendes erindringsbog primært beskriver selve dødsfaldet og de første måneder derefter, fortæller hun i dag om, hvordan sorgen føles tre et halvt år senere.

»Jeg kommer aldrig over det. Det kan man ikke sige. Jeg tænker på ham hver dag. Men jeg har lært at leve med, at han ikke er her,« siger hun.

Hun kalder det paradoksalt og uventet, at sorgen på mange måder har gjort hende stærkere.

»Jeg blev som forælder ladt alene med vores barn. Det var, som om tilværelsen udfordrede mig og spurgte: »Hvad kan du? Kan du noget mere?« Nu føler jeg, at jeg er vokset. Det gør det faktisk lettere at leve med tabet,« siger Charlotte Bork Høvsgaard.

Hun er nået frem til, at man ikke skal føle skyld over at vokse efter dødsfaldet.

»Sorgen har givet mig nye vinkler på tilværelsen. Jeg kan beskrive det som om, at jeg har fået klangbunde, jeg ikke tidligere kunne ramme. Men samtidig tænker jeg jo, at det virkelig er noget lort,« siger hun og griner lidt.

Charlotte Bork Høvsgaard har skrevet bogen: Så er Thomas væk, om at miste sin mand. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger.

At sorg kan styrke bliver også behandlet i PAVIs nye bog, og såvel Jorit Tellervo som Maja O’Connor understreger, at man ikke skal føle skyld over at vokse med opgaverne.

Med hensyn til skyld beskrives det i desuden i »grundbogen«, at man ikke skal skamme sig over at finde kærligheden igen, når man er klar til det. Charlotte Bork Høvsgaard er ikke i et forhold, men hun føler sig sat fri. Det tog hende lang tid at nå til det punkt – rekonstruktionen af de sidste dage med Thomas hjalp hende frem til erkendelsen.

»Han skrev i en notesbog nogle dage før sin død, at han håbede, at jeg ville møde en ny kærlighed. Det var en frisættelse. Som den efterladte er min opgave måske, at tillade mig selv den tanke, at der også er vækst i en ny kærlighed … selv om forbindelsen til Thomas aldrig kappes.«

Klik her for at finde et gratis link til bogen »Sorg – når ægtefællen dør«. Den kan også købes i trykt form.

Charlotte Bork Høvsgaard har skrevet bogen: Så er Thomas væk, om at miste sin mand. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger.