Søren J. Damm: Havde jeg skrevet denne kommentar for The New York Times, var jeg nok blevet fyret

Mediekommentar: Først var der heksejagter, så kom McCarthyismen, og i dag har vi »woke«, som via opportunt angiveri, infantil magtberuselse og paranoia med tiltagende nådesløshed jagter de anderledes tænkende og anbringer dem i karriereguillotinen.

Den 1. maj afholdes Beltane-flammefestivalen på en bakketop over Edinburgh. Det er den festligste dag i kalenderen, når man er hedning og heks og bor i Skotland. Flammefestivalen har vokset sig fra at være et stilfærdigt ritual overværet af få hundrede mennesker, til at der i dag kommer hen mod 10.000 mennesker. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Den amerikanske forfatter og dramatiker Arthur Miller (1915-2005) skrev i 1953 teaterstykket »Heksejagt« (»The Crucible«).

Stykket tager udgangspunkt i den berømte amerikanske Salem-hekseproces i Massachusetts i årene 1692-93. Her fandt en hysterisk eskalering af overtro, ondsindet angiveri, had og religiøs fanatisme sted, hvilket resulterede i, at over 200 mennesker blev anklaget for at stå i ledtog med djævelen og udøvelse af heksekunst. 30 blev efterfølgende dømt. 19 mennesker blev henrettet. Blandt dem var Giles Corey, som blev placeret mellem to træplader, som løbende blev påført tunge sten. Det tog tre dage, før den 81-årige Corey udåndede under ubegribelige smerter.

»Selv ikke i en analytisk situation må ordet længere ytres, som var det en trylleformular fra en satanisk bibel, der kan lægge markerne øde og farve floderne røde.«


Millers »Heksejagt« var mindre et historisk stykke, end det var en allegori over hans egen samtids »hekseprocesser«, anført af den fanatiske antikommunist Joseph McCarthy i den første halvdel af 1950erne.

Miller selv blev i 1956 indkaldt foran »The House of Representatives’ Committee on Un-American Activities« og dømt for at have deltaget i et møde arrangeret af kommunister. Miller nægtede at angive ligesindede og blev idømt fængselsstraf – en dom, der dog senere blev ændret.

Arthur Miller, forfatter og dramatiker, giftede sig i 1956 med filmstjernen Marilyn Monroe. Miller er mest kendt for stykkerne »En sælgers død« (1949) og »The Crucible« (1953). »Crucible« betyder »smeltedigel«. Fold sammen
Læs mere

McCarthy døde som kun 48-årig, fordrukken og forhadt. Men McCarthyismen har efterfølgende tjent som et soleklart eksempel på, at ukontrolleret angiveri, paranoia og hysteri, såvel i 1692 som i 1953, kan have uhyrlige konsekvenser for den både enkelte og tillidssamfundets grundlæggende konstitution.

Josephs genfærd

Desværre er McCarthyismen tilbage. Den har bare skiftet ham og navn. »De progressive« er nu blevet anklagerne. Ligesom McCarthy virker den nye woke-venstrefløjsbevægelse beruset af sin nyetablerede magt og sit knusende momentum, næret af en voksende paranoia og et tiltagende arbitrært angiveri.

»Wokeismen« har ikke en officiel komité, men den har The New York Times. Den hæderkronede journalistiske institution har de senere år ageret på en måde, der ville have gjort hekseforfølgerne i Salem, eller salig Joseph McCarthy, stolt.

Som Miller skriver i »Heksejagt«: »Vor nation er opdelt i særlige ideer og følelser, som er af Gud, og deres modsætninger, som er af Lucifer. Et politisk parti er lig den moralske ret, mens dets opposition er lig den diabolske ondskab.« (egen oversættelse).

Senest har den uofficielle woke-komité smidt sin egen højt respekterede medarbejder Donald McNeil i det, New York Post kalder »karriereguillotinen«. McNeils flirt med djævelen bestod i, at han i 2019 havde brugt det racistiske skældsord »nigger« i forbindelse med en historie, han havde fortalt en flok studerende under en studietur til Peru.

McNeil fik efterfølgende »blot« en reprimande, fordi man dengang konkluderede, at hans intention bag brugen af ordet ikke havde været ondsindet.

Men tiderne har ændret sig, og nu mener woke-bevægelsen på The New York Times, at enhver brug af det, der nu kun må omtales som »n-ordet«, uanset tid og rum er nok til en tur på bålet.

Selv ikke i en analytisk situation må ordet længere ytres, som var det en trylleformular fra en satanisk bibel, der kan lægge markerne øde og farve floderne røde. Så mens fornuften langsomt fordamper, vokser og værker hekselogikken i fornuftens land. Nu er det heksene selv, der bærer kvas til de knitrende bål.

Betændt zeitgeist

Den nådesløse bevægelse er endnu et soleklart eksempel på, hvordan en cocktail af betændt zeitgeist og ubegrænset magt i hænderne på et infantilt verdenssyn hurtigt kan nedbryde vores samfundssøjler og den gensidige tillid.

For at opsummere hele problematikken i en betændt nøddeskal: Havde jeg skrevet denne kommentar for The New York Times, var jeg nok blevet fyret – før eller siden.

Vi må forstå, at magt korrumperer såvel »de gode« som »de onde«. Vi må undgå, at den binære og primitive, calvinistiske amerikanske idé om rigtig og forkert får fodfæste i vores bevidsthed. Vi må insistere på stadig at se hinanden som fejlbarlige mennesker i stedet for som pseudomoralske apparatjikker. Vi må se hinanden som mere end blot vores gerninger og ord, men også vores oprigtige intentioner.

Vi må aldrig miste evnen til at se, hvilket menneske min næste er, i stedet for blot at automatdømme ham eller hende til evig fortabelse baseret på et enkelt fejltrin.