Skakspil for kroppen

Blandingen af de fysiske og mentale udfordringer får folk til at strømme til klatreklubberne. Tag med Fri ud til Danmarks største indendørs klatrevæg, hvor tyngdekraft ikke er noget, man hænger sig i. Grafik: Klatreklubber i Danmark

BM200610103110017AR.jpg
Lise Usinger har fået tilladelse af sin jordemoder til at klatre, selv om hun er i gravid i syvende måned.<br>Foto: Jens Astrup Fold sammen
Læs mere

Det kan være svært at afgøre, hvad der er oppe og nede inde i den gamle lagerhal ved Sundholmen på Amager. Overalt hænger kvinder, mænd og børn i mere eller mindre umulige vinkler, i hvad der svarer til 4. sals højde.

Pludselig er det, som om taget er utæt, da noget, der ligner fin frostsne, daler ned i gennem det store lokale. Det er ikke sne, men talkum fra René Andersens hænder. Han hænger fast til en skrå væg ti meter over det grå betongulv udelukkende i benene, mens han kridter sine hænder, der er blevet svedige.

Det er svært at tro på, at det er Københavns Klatreklubs begynderhold, der er i gang med den ugentlige træning. Men klatring er for alle. Den brogede flok i alderen 15-40 år, der er mødt op denne søndag aften, er et bevis på, at bare to måneders træning forvandler helt almindelige mennesker til civile udgaver af Spiderman.

Lise Usinger er formand for klatreklubben, hun har klatret i syv år og er ikke i tvivl om, hvad det er ved sporten, som tiltrækker folk.

»Klatring er som et fysisk skakspil. Man er hele tiden nødt til at være et par træk foran for ikke at ende i en blindgyde. Jeg elsker den måde, man i klatring bliver udfordret fysisk og mentalt. Nogen har endda kureret deres højdeskræk herude,« siger Lise Usinger.

Hun ser sej ud med det kraftige røde utæmmede hår og sit fregnede, markerede ansigt. Hendes stærke arme og skuldre vidner om, at hun har stor erfaring med klatring. Og selv om Lise Usinger er gravid i syvende måned, klatrer hun stadig rundt efter at have fået grønt lys fra sin jordemoder.

I aften hjælper hun nybegynderne med at komme rigtigt op ad de 12 meter høje vægge.

»Højre fod på den hvide! Husk at lægge mere pres på foden, hænderne højere op - ja, det er rigtig godt!« lyder det konstant fra Lise Usinger.MAN FORSTÅR MED DET SAMME, hvad hun mener, når hun sammenligner klatring med et skakspil. På vægge med en høj sværhedsgrad skal klatreren bevæge sig i et helt bestemt mønster for at komme rigtigt op ad væggen. Finder man ikke det rigtige mønster, ender det som regel med, at klatreren falder og må starte forfra fra det sted, hvor sikkerhedsrebet er fæstnet fast til væggen. I klatring handler det nemlig ikke bare om at komme hurtigt op ad en væg - det kan næsten alle, forklarer Lise Usinger. Tricket er, hvordan man kommer derop.

Hvis man ikke er klatrer, ligner de mange vægge i hallen alle sammen hinanden, men hver sektion af væggene har deres egne særpræg og sværhedsgrader. Det bevirker, at der hele tiden er nye udfordringer at tage fat i. Så når man har fået styr på grebene, de rigtige teknikker og fremfor alt bliver i stand til at læse væggen, så kan man gå videre til de lidt sværere vægge med færre og mindre greb.

Ovre fra en af de vægge lyder der pludselig et ordentligt bump. Det er Randi Vestergaard, som har mistet grebet og ramler ind i væggen lige idet, sikkerhedsrebet strammer til. En rebbremse, som er bundet fast til hendes hjælpers bælte nede på jorden, forhindrer hende i at falde mere end en meter. Hun ser hverken skræmt eller overrasket ud, hun smiler blot af sig selv og begynder uden tøven at bestige væggen igen. Det er tydeligvis ikke første gang, Randi Vestergaard benytter denne noget uortodokse måde at komme ned af væggen på.

»Næsten alle, der starter med at klatre, bliver pirret af frygten for at falde. Selv om man selvfølgelig er forsvarligt sikret, så giver det alligevel altid et kæmpe sus i maven, når man hænger 12 meter over jorden med de små greb som den eneste støtte. Hvis man ikke falder lidt her er der, så presser man ikke sig selv hårdt nok,« forklarer Lise Usinger.HØJDESKRÆK KAN FOR NOGEN være den største barriere, der skal overvindes. Klubben har flere medlemmer, som lider af højdeskræk, og de har hver sin måde at takle det på. Nogen boulder udelukkende, det vil sige, at de aldrig kommer højere op end fire meter. Andre bruger klatringen til at udfordre deres højdeskræk, så den til sidst forsvinder helt. En af dem er 31-årige Linda Pickersgill.

»Jeg har altid været enormt bange for højder. Selv det at tabe ting ud fra højder var jeg bange for. Jeg kan huske, lige efter jeg var startet her, lykkedes det mig at kravle helt til tops. Men min højdeskræk kunne slet ikke følge med, og jeg panikkede fuldstændig og anede ikke, hvordan jeg skulle komme ned igen. Det handler om, at man lidt efter lidt vænner sig til at stige højere og højere op, indtil man til sidst er helt oppe, og ved med sig selv, at det er en selv, der har kontrollen. Men det er svært i starten og man skal være klar til at få flyttet nogle grænser herinde,« siger Linda Pickersgill, der må siges at være kureret for sin højdeskræk. Udover de kunstige vægge på Amager er hun nu også begyndt at bestige de rigtige klipper ved Kullen i Sverige. www.kk.klatreklub.dk

Københavns Klatreklub har åbent for træning stort set alle årets dage. Et års medlemsskab koster 1.000 kr. På grund af den store interesse har klubben lukket for nye medlemmer fra starten af efteråret til omkring januar.

www.rockclimbing.com

Her kan du læse om gode udendørs klatresteder, blandt andet et populære Kullen og Bohuslän i Sverige, hvor der nogle steder er støbt beslag ind i klipperne.