Mit København: Jimmy Jørgensen

Aktuel med albummet »Deep,« som er lavet i samarbejde med jazz-bassisten Lennart Ginman, som han netop har afsluttet Danmarksturne med, men de er klar til at spille i Vega igen til marts. Aktuel i forestillingen Nøddeknækkeren på Aarhus Teater og i gang m

Hvad er det bedste ved København?

»At den ikke er større, end den er. Det er fedt at være i New York, Berlin og andre steder, men det er altid rart at komme hjem. Der er noget rart i at kunne overskue byen, det må være noget mentalt. Jeg kan også godt lide at være steder, jeg ikke kan overskue, men det er rart, at man kan nå hele byen rundt. Alligevel er der stadig mulighed for, at der sker lidt, som man ikke ved noget om.«

Hvad er det værste ved København?

»Det er også, at den er så lille. Man kan godt få nok af det. Byen er så lille, at man kan blive genkendt på gaden, men så kan jeg tage en hat på, og bilde mig selv ind, at jeg ikke bliver genkendt. Nogle gange er det rart at komme hjem, og nogle gange er det også rart at komme væk.«

Er der et sted i byen, der betyder noget særligt for dig?

»Jeg er vokset op i København, i Sankt Pauls Gade og i Vanløse. Jeg synes, Vega er et fedt sted, og er rigtig glad for, at der bliver lavet et Mega Vega nu. Jeg synes, det er rigtig godt at få samlet tingene i det område og det er et suverænt spillested. Jeg kan godt lide Frederiksberg Have. Det er helt mærkeligt, at jeg skal sige det, men jeg bor tæt på søerne, og har gået rigtig meget rundt om dem, så lige nu kan jeg godt lide Frederiksberg Have.«

Hvor går du hen, når du går ud?

»Lige for øjeblikket er det på et nyt sted, der hedder Karriere, det synes jeg er et ret sjovt sted. Så ender jeg altid på Zoo Bar, Jazzhouse og Andy’s, når fantasien spiller en et puds. Det kan nogle gange være lidt opslidende, men folk har jo brug for tryghed, og det er nok derfor, man vælger det. Jeg går også ud og spiser, prøver at variere det lidt, men det bliver meget Sticks’n’Sushi. Det er for at få de der fisk tre gange om ugen, eller hvor meget det nu er. Og det er den eneste måde, jeg kan få det på.«

Hvad er den seneste kulturelle oplevelse, du har haft?

»Det var, da jeg var inde og se Gus Van Sants »Paranoid Park,« som jeg synes er en fantastisk film. Den handler om skatermiljøet, og så er den meget enkel i sin fortællemåde. Jeg havde nogle store oplevelser, som jeg ikke synes, jeg har haft med film længe. Det var i Øst for Paradis i Århus. Jeg spiller jo Nøddeknækkeren på Aarhus Teater, og keder mig helt vildt, når jeg har fri, og så tager jeg i biografen og sidder helt alene. Jeg kan forstå, at biografen har snydt med nogle penge (Biografen har bedraget EU for filmstøtte på omkring en halv mio. kr. red.). Jeg kunne heller ikke forstå, hvordan den kunne løbe rundt, når jeg to gange havde været den eneste i biografen.«