Markedet bekæmper madspild bedre end politikere

Arzrouni Christopher Arzrouni
Christopher Arzrouni Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax LIndhardt Bax Lindhardt

Da jeg var ung, arbejdede jeg for Irma på Grønttorvet. Det var et vellønnet ufaglært sommerjob. Jeg tømte de lastbiler, som kom tilbage fra butikkerne med frugt og grønt. Selvom det meste stadig så spiseligt ud, havnede de kasserede produkter i en stor kværn. Et grufuldt spild, der skar i hjertet på en god kapitalist. De appelsiner, salater og æbler burde være solgt med profit, om ikke andet til en lavere pris, end da de var helt friske.

Derfor er det let at forstå, når Socialistisk Folkeparti vil fremsætte et lovforslag om at forbyde supermarkeder at smide mad ud. Men SF overser som sædvanlig, at markedsøkonomi er bedre end planøkonomi. Enhver butik kan undgå madspild. Den skal bare sørge for at sætte så få produkter på hylderne som muligt, så alt er udsolgt inden lukketid. Til gengæld vil det være temmelig surt at blive den kunde, der køber ind, et kvarter før kasseapparatet lukker. Man vil sandsynligvis gå forgæves. Af hensyn til de uforudsigelige kunder er butikkerne derfor nødt til at have friske produkter i hele åbningstiden. Og så vil der være produkter, som er svære at komme af med dagen efter. Tørt brød, triste tulipaner og bløde bananer.

I de seneste mange år har detailhandelen heldigvis arbejdet på at få noget ud af fødevarer, der nærmer sig sidste salgsdato. I supermarkederne er det blevet normalt at sænke priserne på varer, der er tæt på udløbsdatoen. Netto sænker sågar prisen på frisk brød med 50 pct efter kl. 20.00. Frugt og grønt falder typisk i pris dagen op til en større helligdag. Og kort efter jul bugnede forretningerne af julechokolade og slik, som var til salg for spotpriser. Ingen har en interesse i at smide ting ud. Markedet fungerer.

Når der alligevel forekommer spild, kan det skyldes besværet med at finde kunder til de ellers kasserede produkter. En pakke julechokolade forsvinder nok hurtigere end et kedeligt salathoved. Man må prøve sig frem, når man sætter priser. En markedsøkonomi er ikke bare en magisk maskine. Og det tager tid at matche købere og sælgere, blive enige om vilkår osv.

Transaktioner koster, og nogle skal udføre opgaven med at formidle. Det er dyrt, hvis man skal redde en pose æbler hist og en bakke jordbær pist. Hvis mellemhandlerne mangler, og transaktionsomkostningerne er store, opstår der spild og udsmidning – selv på velfungerende markeder.

SFs forslag om et forbud mod at smide noget ud vil tvinge butikkerne til at gøre noget, som de i forvejen bestræber sig på. SF vil bare have butikkerne til at skille sig af med fødevarer på en dyrere måde. Og derfor vil forbuddet kun medføre højere priser for almindelige forbrugere. Det pudsige i den forbindelse er, at SF samtidig vil forbyde mængderabatter. Det skal ikke længere være muligt at »lokke« forbrugerne ved at sælge tre varer til prisen for to varer. Men det kunne jo være en udmærket måde at komme af med varer, der ellers ville gå til spilde.

Måske skulle SFerne prøve noget nyt. En lille app, som hedder »Too Good To Go«, hjælper butikker og kunder med at komme i kontakt med hinanden. Det er typisk bagere, sushiforretninger og tankstationer, der tilbyder kunderne på appen gode tilbud nogle få minutter før lukketid. Man kan i forvejen booke sig ind og købe en portion af et eventuelt restlager. »Too Good To Go« er den slags mellemhandler, der får markeder til at fungere bedre. Bare rolig. Markedet virker. Og det er langt mere kreativt end politikerne.