Jens Bjerre - den sidste eventyrer

Jens Bjerre har oplevet og rejst mere end nogen andre. Han er opdagelsesrejsende fra en tid, hvor der stadig var hvide pletter på landkortet. Men selv om den 88-årige eventyrer kan fremvise et CV, de fleste vil misunde, bor der en sær rastløshed og uforløsthed i ham.

Jens Bjerre - opdagelsesrejsende fra en tid, hvor der stadig var hvide pletter på landkortet. Fold sammen
Læs mere

Stemmen fra radioen kan høres helt ud i haven foran villaen i Gentofte.

Den fortæller om endnu et skudoverfald på Nørrebro. Om unge mennesker, der hader så meget, at de er villige til at tage et andet menneskes liv.

Dørklokken overdøver kun med nød og næppe radioen, men alligevel åbner en gråhåret mand i kakiskjorte og blomstret halsklud døren sekunder efter.

»Goddag. Jens Bjerre. Kom indenfor.« Han venter ikke på svar, men er allerede vendt om og trisser med små skridt tilbage til stuen og Radioavisen.

Se billedserien med nogle af Jens Bjerres fotos fra sine rejser her til højre ....

 

»Det er sket igen, er det ikke forfærdeligt?«

Spørgsmålet flagrer ud i stuen og besvares kun af stirrende blikke fra stenfigurer og masker, der sammen med gamle våben, et forsølvet kranium fra Tibet og en bedeklokke i ædelt metal udsmykker stuen.

Med en pludselig bevægelse, der passer dårligt til den 88-årige krop og de forsigtige skridt, slukker Jens Bjerre radioen. Den tynde stemme har fået kraft, hænderne er knyttede, og de ellers så venlige øjne lyner af lige dele indignation og indestængt energi.

»Jeg ville ønske, jeg havde flere år at leve i. Så ville jeg trænge ind i de unges verden og give dem en ordentlig rusketur. De spilder deres liv og ødelægger andres med had, hævn og manglende livslyst. Det gør ondt helt ind i sjælen at se på, men jeg har ikke kræfterne til at ændre på det.«

For år tilbage rejste han Danmark og USA tyndt med sine film og foredrag om sine møder med de oprindelige folk. Han kaldte dem for »Mødet med det usædvanlige«. Det var tilløbsstykker dengang og gjorde ham vidt berømt.

»I USA kom jeg tit ud til belastede områder, hvor de voksne for længst havde opgivet de unge, men jeg kunne fange deres opmærksomhed. Jeg sagde til dem: »Shut up and listen, you Bastards ... De oprindelige folk taler til jer. Lyt til dem. Lær af dem, de har nemlig noget at sige jer.«

Skyderierne på Nørrebro er ifølge ham blot ét af mange eksempler på, at vi ikke lytter i tilstrækkelig grad og tager ved lære af vores fortid og forfædre. Og snart er det for sent. De oprindelige folk forsvinder i hastigt tempo. Dem, han har kæmpet for hele sit liv, er ved at blive ædt op af det såkaldte moderne fremskridt, som i Bjerres optik snarere er et tilbageskridt.

Det er ikke underligt, at hans kræfter er ved at være brugt op. I mere end 60 år har journalisten, forfatteren, filmmanden, globetrotteren og eventyreren Jens Bjerre rejst verden rundt, besøgt folkeslag og områder, hvor der sjældent har været en hvid mand før, levet i månedsvis blandt de mest primitive folkeslag i verden, filmet deres levevis og forsøgt at udbrede ét bestemt budskab til omverdenen.

»Disse naturfolk skal vi beskytte og tage ved lære af, for i deres tilsyneladende primitivitet bærer de på vigtige budskaber til os moderne mennesker. Budskaber som respekt for naturen. Kendskab til vores ophav og traditioner. Respekt for de ældre. Evnen til at drage fælles omsorg for hinanden. Vigtigheden af at have en stærk spiritualitet og tro. Og være til stede i livet og glædes over det, der er.«

Med den mission har han arbejdet sig til en plads blandt en lille eksklusiv skare af mennesker, man med rette kan kalde: Opdagelsesrejsende. Denne støvede, men alligevel smukke titel, som minder mere om »Jorden rundt på 80 dage«, end noget vi kender i vores moderne adrenalinjagende samfund.

Da han rejste ud for første gang i 1947, 26 år gammel, var der stadig hvide pletter på landkortet. Man talte i ramme alvor om »det mørke Afrika«, om halenegere og sky buskmænd i Kalahari-ørkenen, som kun få hvide nogensinde havde set, og ingen havde filmet.

I månedsvis har han levet blandt menneskeædere på Ny Guinea, Aboriginals i Australien og buskmændene i Kalahari-ørkenen i det, der i dag er Namibia. Han har arbejdet sig ind på dem, vundet deres tillid og respekt. Det, der startede med en spirende nysgerrighed og ungdommelig udlængsel, blev hans livs kald. Et projekt med klare personlige rødder, for her, længst væk hjemmefra, følte han sig på en sær måde mest hjemme.

»Blandt buskmændene i Kalahari blev jeg modtaget på en måde, jeg aldrig tidligere havde oplevet. Jeg blev behandlet med dyb respekt og nysgerrighed. Jeg blev budt velkommen og følte mig på mange måder mere hjemme her end i det moderne samfund, jeg kom fra. Jeg oplevede på nærmeste hold en kultur og et samfund, der levede efter de regler og normer, vores moderne verden allerede dengang var ved at miste. Det ramte noget dybt i mig og blev bestemmende for resten af min karriere som eventyrer og rejsende. Jeg gjorde det til mit kald at forsvare og forklare de oprindelige folks levevis. Men opgaven var for stor. Det må jeg indse i dag. De kunne ikke klare sig, men budskabet fra de oprindelige folk lever videre – det skal de.«

Jens Bjerre sætter sig tungt i stolen på terrassen efter endnu en gang at have hentet en artikel, en notits, en avis, en bog, en kasse med film og fotos fra sine mange gemmer, som også lige skal med. Alt sammen handler om ham og hans rejser.

 

Mere end 10.000 fotos er det blevet til fra de utallige rejser. Dertil kommer et utal af artikler, kronikker, bøger, gaver og genstande. Kun en lille del har han derhjemme, resten er opmagasineret ude i byen eller lånt ud til Moesgaard Museum i Århus eller Royal Geographical Society i London, hvor han blev optaget i 1948, som det dengang yngste medlem af det prestigefyldte selskab, der havde haft berømtheder som Livingstone og Stanley blandt deres medlemmer før Bjerre.

»Det er det, jeg har travlt med nu. Billederne og filmene skal registreres og bevares for eftertiden, for jeg er ofte den eneste, som ved, hvad der er på de ruller. Det er med at få skrevet det hele ned, inden det er for sent. Ellers dør en stor del af historien med mig, og det fortjener den ikke.«

Han afbryder sig selv. Han har fået øje på et billede af et indvielsesritual fra Australien, hvor en ældre Aboriginal sprøjter sit blod ud over en dreng for at overføre sin kraft til ham. Få øjeblikke efter er han i Kalahari-ørkenen hos de afrikanske buskmænd, da et billede af to næsten nøgne jægere, der sniger sig gennem det høje græs med deres bue og pil, ligger øverst i bunken.

Historierne griber ind i hinanden og væver sig sammen i et stort baggrundstæppe af personlige og idealistiske fortællinger. Adskillige gange står følelserne helt op i øjnene på den gamle fortæller, der har en fotografisk hukommelse, når det kommer til alle bedrifterne, mens der er betydeligt flere huller, når samtalen drejer over mod det mere private. Alligevel siger han efter en lang pause:

»Jeg har det skidt med at blive gammel. Jeg er ikke mæt af dage, som mange spørger mig om. Det bliver jeg aldrig. Der er så meget, jeg gerne vil nå. Jeg vil gerne ned til buskmændene én gang til, men jeg må ikke rejse mere for lægen. Og denne gang lytter jeg til ham. Jeg mangler at lave en film om Aboriginal-kulturens drømmeverden. Men jeg når det ikke. Tiden løber fra mig, og min krop kan ikke følge med. Den siger tværtimod til mig: »Jens, du er 88 år. Du har fået, hvad du kan regne med – og lidt til.«

Han ved, han tilhører en uddøende race. Måske er det derfor, rastløsheden og uforløstheden lever i ham. Skuffelsen over, at hans »andet hjem« blandt de oprindelige folkeslag forsvinder, vil altid sidde i ham. Det mærkede han med al tydelighed, da han sidste gang besøgte den boplads dybt inde i Kalahari-ørkenen, hvor han havde boet i månedsvis sammen med buskmændene.

»Da jeg kom frem hvirvlede en svag morgenbrise støv og aske op. Her var ingen, og jeg kom til at tænke på buskmændenes egne ord: »Vinden er den, der kommer og sletter vores spor, som om vi aldrig har været her«. Jeg knyttede hænderne og fik en klump i halsen. Jeg fortrød, at jeg var vendt tilbage. En illusion var bristet. En illusion om at man kunne leve sådan her. En del af mig selv forsvandt med gensynet.«

 

Jens Bjerre lider af det, han kalder »Kløe i fodballerne«. Sådan har det altid været. Han vil ikke bindes til en bestemt stol, et bestemt sted og have bestemte arbejdstider. Han vil være sin egen herre.

»Jeg har gennem hele mit liv haft en stærk rastløshed i mig og tilsvarende stor angst for at gro fast. Den store verden venter jo derude, og ingen skal holde mig fast eller begrænse mig i at opdage den. Min frihedstrang har altid været enorm stærk. Jeg vil selv bestemme alt. Det har været en rød tråd gennem mit liv.«

På hans opslagstavle står der med store kantede bogstaver: »If you can dream it you can do it!« Ordene er gamle Walt Disneys, men de er med tiden også blevet hans. For det er sådan, han har levet. Kunne han drømme det, kunne han også gøre det. Og han har været ualmindelig god til at drømme. I lange perioder af sit liv har han befundet sig i fjerne egne af verden, i en tid længe før mobiltelefonen eller mailen var opfundet.

»Jeg skulle ud, forstår du det? Det er ligesom søfolk, der efter et halvt år i land, må af sted igen. Sådan har jeg haft det. Det har været en drift og et grundvilkår i mit liv. Jeg har haft dårlig samvittighed over for min kone og datter. Når jeg kom hjem efter at have været væk nogle gange i halve år, sprang Lisbeth (Jens’ datter, red.) mig i møde og omfavnede mig. Det øjeblik havde jeg drømt om, når jeg lå ensom i ørkenen, men jeg må også være ærlig og sige, at min frihedstrang gennem alle årene har været stærkere end den dårlige samvittighed.«

Han holder inde og kigger på bunkerne af gamle avisartikler og billeder, der ligger på bordet foran ham. Han vil hellere tale om sine rejser og møder med oprindelige folkeslag. Efter en lang pause tilføjer han:

»Gu’ har jeg dårlig samvittighed, men den må jeg leve med. Jeg har ikke fortrudt mit liv. Det kunne ikke være anderledes, selv om det til tider har været egoistisk ... Rejserne har været mit liv! Min kone ofrede meget, men hun vidste, at det var sådan, det var. Jeg har ikke lovet noget, jeg ikke kunne holde.«

En af hans yndlingssætninger er: »Livet er fuld af tilfældigheder. Det gælder om at udnytte de tilfældigheder, man render ind i ...« Sådan blev han opdraget, og sådan overlevede han sin første time i verden.

Han blev født 16. marts 1921 ved en såkaldt hjemmefødsel med tilkaldt læge og jordemoder. Lægen kom først og erklærede med det samme det lille liv for dødfødt, men jordemoderen, der ankom kort tid efter, gav ikke op. Efter et par kraftige klask i numsen fik hun den »dødfødte« vakt til live igen.

»Den slags forpligter. Jeg har alle dage været et menneske, der føler, at livet skal bruges fuldt ud. Fra barnsben lærte jeg at være taknemmelig for det, der tilfaldt mig. Den dag, jeg fyldte ti år, vækkede min far mig tidligt om morgenen. Han sagde: »Kom, Jens ...« Vi gik op på bakketoppen bag ved huset, mens det stadig var mørkt. Der satte vi os og så solen stå op. Da den netop havde sluppet horisonten, sagde min far: »Her er din gave, som du kan bruge til det, du vil. Du får en helt ny dag. Værsgo!« Dengang forstod jeg det ikke, men det gjorde jeg senere og har levet efter det lige siden.«

 

Jens Bjerre lærte hurtigt, at nysgerrigheden også kunne bruges til at tjene penge. Hans far drev et frøfirma i Skive og tilhørte derfor det bedre borgerskab i byen. Der kom mange lokalpolitikere og kunstnere i familiens hjem.

Lille Jens elskede de mange besøg udefra og slugte de vidtløftige diskussioner råt. Efter skole sad han ofte i håndværkerforeningens bibliotek og læste tidsskrifter og aviser fra København til langt ud på eftermiddagen. Han opdagede, at biblioteket havde en protokol med alle mærkedage og fødselsdage indskrevet. Når de andre kiggede den anden vej, sneg han sig over og skrev de kommende mærkedage ned, gik over på de lokale avisredaktioner og proklamerede stolt: »Jeg har en nyhed«.

Redaktørerne bed på og købte dem for 25 øre stykket. Snart havde han en blomstrende forretning kørende. Han blev meddeler for Skive Folkeblad og kom i mesterlære som journalist. Men så snart redaktørerne lokkede med fast stilling og god løn, trak han sig.

Ingen skulle binde ham. Sådan var det også, da han som 30-årig mødte en smuk kvinde, blev forelsket i og senere giftede sig med. To dage efter brylluppet stak han af på et halvt års barsk – og til tider livsfarlig – ekspedition til Himalaya. Han havde ikke noget valg.

»Mit første møde med buskmændene nogle år tidligere havde på sin vis været skæbnesvangert. Jeg havde her mødt en ægthed og et fællesskab, som satte sig dybe spor i mit unge sind. De ragede ikke bare til sig, når vi delte tobak ud. De delte med hinanden og sørgede for, at alle fik. Når de var på jagt, tog de aldrig alt, hvad de fandt, men lod noget ligge tilbage. I gruppen passede de på hinanden. Børnene spiste, hvor de var, når de var sultne. De ældre genfortalte stammens historie og myter, så alle vidste, hvor de kom fra.«

Det var alle disse eksempler, der kom til at stå i skarp relief til den verden, han selv var en del af. Han opdagede, at det ikke var så ligetil at tage stammefolkenes værdier med sig ud af ørkenen og praktisere dem i »den store virkelighed«.

Jens Bjerre banker med knoerne på coveret af sin seneste bog »Forsvundne Verdener«. Titlen siger alt. I dag, mere end 60 år efter, at han drog ud, kan han se tilbage på et eventyrligt liv, men også et liv som for altid er præget af sorgen over, at de oprindelige folk i stor stil har måttet bukke under.

I dag bliver han af og til spurgt: Hvad er et eventyr? Hvad definerer en moderne eventyrer? Han ønsker ikke at være dommer over den slags, siger han, men ser alligevel tydeligt smigret ud over at blive spurgt.

»Hvad lægger man i begrebet: »Opdage« eller »Udforske«? Bare fordi man har været i et område, betyder det ikke, at man ved alt. Mit motto har i mere end 50 år været »Rejs langt væk. Rejs langsomt. Gå på dine ben. Sæt dig ned og tal med folk.« Rejs langt væk skal forstås i overført betydning. Jeg mener langt væk fra din dagligdag. For nogen kan Vestjylland være langt væk. Langsommeligheden er også vigtig. Det er derfor, jeg siger: Gå på dine ben. Eventyret ligger ofte i detaljerne og tiden. Det er den måde, man kommer tæt på mennesker og får adgang til dem – og måske endda til selve livet.«

For ham er en stor del af nutidens eventyrere forskerne i laboratorierne, der forsøger at knække kræftens gåde eller it-eksperterne, der skaber nye måder at kommunikere på. Han kan genkende samme dedikation og iver efter at »komme over bakketoppen«, som han selv har haft. Til gengæld er han mere skeptisk, når det gælder dem, der rejser ud uden et formål med rejsen eller strabadserne.

 

»I dag kan alle mennesker snurre globussen rundt, sætte fingeren ned et hvilket som helst sted og sige: »Der vil vi være om en uge.« Det er kun et spørgsmål om de har midlerne til det eller ej. Men så melder spørgsmålet sig: Og hvad så? Hvad vil de der? Hvis bare det er for at bevise, at de kan, så er det ikke meget bevendt. Min mission har været at udbrede kendskabet til de oprindelige folk, at vise, hvordan de lever og forsøge at beskytte dem. Jeg vil gerne huskes for at have været en, der gjorde en forskel – ikke kun for mig selv men også for andre. Jeg håber ikke, jeg har levet forgæves.«

Jagten på anerkendelse har været vigtig for ham. Når alt det, han ikke har nået, plager ham, glæder han sig over de mange hundrede breve, han har modtaget gennem tiden. De er et vidnesbyrd om, at han har berørt mange mennesker med sine film, bøger og foredrag. Selv i dag dumper der af og til et brev ind af brevsprækken med en lille tak og en historie om, hvad filmene har betydet.

Men der går længere og længere imellem. De færreste ved i dag, hvem Jens Bjerre er. »Sådan er det,« siger han med et skuldertræk og ser ud som om, han mener det. Han bøjer sig frem og tager et gammelt sort-hvidt billede op. Han kigger længe på det, bøjer sig pludselig frem og kysser det blidt. Billedet viser en gammel kvinde fra Kalahari-ørkenen. Jens Bjerre mumler knap hørbart:

»Ingen mennesker er gjort af et sejere stof end disse kvinder. De har født mange børn og set flere af dem dø. De har overlevet sult og tørst. Takket være deres stærke udholdenhed og kærlighed til livet har slægten kunnet overleve generation efter generation. Deres betændte øjne lyser af en lærerig taknemmelighed og mildhed.«

Læs flere store interviews: