Hvad blev der af pauserne?

Pausefisken, pausekommaet og pausegymnastikken er alt sammen fortid. Det betyder ikke, at pausen er forsvundet, men den er ikke, hvad den har været.

Den danske app »PAUSE«. Læs mere om appen i faktaboksen nederst i artiklen. Foto: PR. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tømreren har stukket sin tommestok i lommen. Til gengæld bærer han på en chokoladebar, der er omtrent ligeså stor som han selv. Den er knækket på midten, fyldt med kiks og et par streger i luften understreger lyden af et »knæk« ledsaget af teksten: »Have a break. Have a Kit Kat«.

Reklamen er fra cirka 1960 og et godt eksempel på, at nogle slogans hænger bedre ved end andre. Arbejdsmanden holder pause, og han skal ikke lave andet end at spise et stykke chokolade imens. I en anden reklame fra samme firma, godt 50 år senere, sidder to kvinder på en bænk med et stort skilt i baggrunden. »No Wifi Zone«, lyder budskabet nu. En pause fra skærmen med tid til at snakke. Og til at spise Kit Kat, naturligvis.

Nogle mener, at pausen har det hårdt i disse år, og at konkurrencesamfundet og frygten for at spilde tiden har druknet det lille afbræk. Andre, at strømmen af informationer og afhængighed af skærme ganske enkelt har gjort det sværere for os at hvile hjernen. Én ting er de fleste dog enige om: En pause er ikke, hvad den var for 30 år siden.

Faktisk holder over halvdelen af os færre end tre pauser om dagen – inklusive frokost- og toiletpauser. Og når vi så holder pauser, bruger en tredjedel af os tiden foran skærmen. 29 procent besøger sociale medier i pausen, mens 28 procent tjekker nyheder, viser en undersøgelse fra sidste år foretaget af Analyse Danmark for Riberhus blandt 1.000 danskere mellem 18 og 56 år.

Det er et af tidens største problemer, at vi i stedet for at hvile hovedet drøner rundt på nyhedssites, Facebook, Twitter eller andre steder, hvor vi kan blive stimuleret, mener Birgit Signora Toft, ph.d. i biokemi, farmaceut og forfatter til bogen »Pausens Kraft«.

»Vi har ikke mere travlt, men der er flere impulser, og vores grænser har rykket sig. Arbejdet er interessant, man er produktiv, og der er rigtig mange mennesker, som kan holde til det. Men vi kan ikke stole på vores hjerner, så hovedet siger ikke fra, når det bliver bombarderet af det, jeg kalder inflow. Tværtimod producerer vi nogle kemiske stoffer, som får os til at præstere endnu mere, når vi konstant orienterer os gennem internettet.«

»Vi er i en slags overreaktion – også ørerne bliver fyldt med information, når vi bevæger os i trafikken med musik eller radio. Det er så først, når vi holder weekend eller ferie, at vi klasker helt sammen,« siger Birgit Signora Toft, som blandt andet arbejder med meditation som pause.

Pausen er per defintion ikke længere ens betydende med hvile

Pausen er ikke død. Men vores tilgang til den har ændret sig grundlæggende, mener Johannes Andersen, lektor i politologi ved Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet. Nu skal vores pauser have et formål, og det er en udvikling, der er kommet over de seneste 10-20 år.

»Vi programmerer vores pauser på en helt anden måde end tidligere og mener, at der skal være et indhold i alle vores aktiviteter. Vi får ikke stress, fordi vi ikke holder pauser. Vi får stress, fordi vi programmerer pauserne,« siger han.

»Børnene er et godt spejl. Når vi fører vores programmerede tilgang til tilværelsen over på børnene, hvilket vi gør i stor udstrækning, betyder det, at det kreative tomrum, hvor barnet bare falder lidt ned, bliver erstattet af noget programmeret.«

I industrisamfundet blev pausen en rettighed på landets arbejdspladser. Under parolen »otte timers arbejde, otte timers hvile og otte timers frihed« krævede arbejderbevægelsen, at der blev lagt pauser ind i løbet af arbejdsdagen.

»Her betød pausen frihed fra arbejde, fordi arbejdet blev anset som nødvendig tvang. Ved siden af det har vi et landmandsliv med sin egen pauselogik. Her veksler landmanden mellem hvile og virke. Det betyder for eksempel, at han står op klokken 05, men til gengæld sover han til middag – og det er jo et slemt forbigået fænomen i dag. Pausen er her afgørende for, at han kan virke. Han indbygger sine hvilepauser.«

I det moderne samfund har vi fået en anden opfattelse af arbejde. Fra at føles som tvang er arbejdet nu vejen til selvrealisering, og det påvirker også vores forhold til pausen, mener Johannes Andersen.

»For mange er arbejdet forbundet med kreativitet. Her kan det være vanskeligt at stoppe, mens legen er god, fordi man synes, det er fedt. Mange oplever pauserne som kreative. De giver mulighed for, at vi kan få ny inspiration, for eksempel gennem en snak over kaffemaskinen.«

»Så der er mindst tre udgaver af, hvad en pause kan være. Den kan være autonomi i forhold til tvang, hvile efter virke og pusterummet, hvor man kan komme videre med det kreative,« siger Johannes Andersen. Programmeringen er ikke forbeholdt arbejdstiden. Vores fritidsliv bliver også et projekt i sig selv.

»Jeg plejer at sige, at vi overdriver vores arbejde de første ti timer, vi overdriver fritid de næste ti og vores hvile de sidste ti. Men ti plus ti plus ti giver ikke 24 – det giver meget mere. Derfor er det også vigtigt at reflektere over, hvad pausen skal indeholde. Er den et sted, hvor man får hvilet ud og trukket vejret, eller er den endnu et forum for kreativitet og fede oplevelser?«

»Du skal hele tiden forbruge dig selv til pirring og oplevelse«

De tropiske pausefisk svømmede over skærmen i 1980erne. I dag viser DR togture og sovende Ramasjangværter – dog ikke i primetime. Foto: DR. Fold sammen
Læs mere

Fra 1981 til 1887 svømmede en lille gruppe tropiske saltvandsfisk rundt i et akvarium ude i Gyngemosen og var – formentlig uden selv at vide det – selve symbolet på pausen. Det var DRs legendariske pausefisk, der ledsaget til klassisk musik blev vist på skærmen, når der var ophold i sendefladen.

For forfatteren Knud Romer var fiskene lig med kedsomhed: »Hvis vi tager pausefiskene, er pausen her defineret som fravær af stimulans, fravær af tanker, aktivitet – med andre ord kedsomhed. Så pauser og kedsomhed hører godt sammen.«

»Så sidder du der fuldstændig understimuleret uden at være rettet mod noget. Men er det godt eller skidt med kedsomhed? Man kan kede sig så meget, at man går i panik, man kan blive klaustrofobisk indespærret i sig selv. Så skal man oprette et system uden for sig selv – for eksempel tænde radioen. Pause er her fravær af bevægelse. Stilstand,« siger han.

»I dag har vi jo en kulturindustri, som gør, at du aldrig får en chance for at kede dig. De prøver at gøre dig afhængig. Du er ikke selvmotiveret. Du skal hele tiden forbruge dig selv til pirring og oplevelse. Det er ligesom Coca-Cola. Du skal helst sidde med øjne så store som møllehjul, og alle ved jo, at du bliver mere tørstig af Coca-Cola.«

Pausefiskene slog med halen for sidste gang i 1987, da DR mistede sit monopol, og begrebet »at zappe« snart bed sig fast. Siden kom flow-TV, der blev skabt for at holde seeren til ilden fra det ene program til det andet. Fiskene har med andre ord udspillet deres rolle, mener planredaktionschef i DR, Henrik Birck.

»Vi kan se, at når der er et ophold i sendefladen, zapper seerne over på en anden kanal, så det er lidt svært at insistere på at have et ur eller pausefisk. Vi ved jo heller ikke, hvad folk lavede, mens de så på pausefiskene, om de slukkede TV’et. Dengang kunne vi ikke måle folks TV-vaner. Vi ved kun, at folk syntes, det var pudsigt.«

Slow kulturen vinder frem

Pausefiskene vender formentlig ikke tilbage til TV-skærmene. Men der findes en modbevægelse på det flimrende mediebillede. Især i Norge har man haft succes med at sætte tempoet på TV ned.

Programmet »Hurtigruten minut for minut«, som viste MS Nordnorges sejlads fra Bergen til Kirkenes, varede i alt 134 timer, 42 minutter og 43 sekunder og blev senere optaget i Guinness Rekordbog som verdens længste TV-program.

Ikke færre end 3.2 millioner seere valgte at bruge tid på udsendelsen, hvilket fik Washington Times til at stille spørgsmålet: »Kan Slow TV eksistere uden for Skandinavien? Har andre kulturer udholdenhed til at finde glæde i monotoni ...?«

For nogle år siden genindførte DR også et pauseelement, som denne gang bestod af en togtur gennem Danmark, – dog kun på de mindre DR-kanaler og uden for »prime- time«.

»Vi havde optaget hele skinnenettet, som vi så sendte om natten på HD-kanalen. Vi har også sendt »nuttet om natten« og flere meditationsagtige udsendelser. I Ramasjang ligger værterne og karaktererne også og sover fra 20-06. Det er alt sammen et forsøg på at lave noget mere slow, men det er ikke noget, der på den måde bryder ind i primetime,« siger Henrik Birck.

Sidste forår fulgte BBC trop med en serie, hvor man blandt andet kunne følge en uredigeret flodtur, ligesom folkene bag bloggen »Slow TV Blog« fortæller, at Slow Road-TV, hvor man som seer kommer med på en uredigeret biltur, er på vej i USA – noget de fleste havde fundet utænkeligt for nogle år siden.

Her, i USA, er Slow Movement også blevet udbredt de senere år. Det er en bevægelse, der agiterer for, at vi sætter tempoet gevaldigt ned, uanset om vi læser, laver mad, er forældre, rejser eller dyrker sex.

Samme bevægelse bruger udtrykket »sekulær sabbat«, hvor de lukker helt ned for digitale medier en dag om ugen og på den måde skaber en pause for sig selv. I hvert fald en pause fra de mange indtryk. Andre dyrker meditation, yoga eller tager på retreat for at få en pause.

»Vi har nok en længsel efter et nulpunkt – et fravær af impulser, et fravær af frustration, og det har vi fået en hel industri, som tilbyder. Tag i skoven, på refugium og få den der pause. Man sætter det andet på standby. Men jeg tror, det er en utopi, for der kan man ikke komme hen, med mindre man er Buddha,« siger Knud Romer.

»Velkommen til ingenting«

Måske står det slet ikke så skidt til med de daglige pauser – hvis man altså bor i hovedstaden. Undersøgelsen fra Analyse Danmark viste, at 11 procent af københavnerne holder fem-seks pauser på en typisk arbejdsdag, mens det kun er fem procent i resten af landet, der drister sig op på en hel håndfuld pauser.

»Men man kan jo også vende og dreje pause-begrebet, som man vil,« påpeger Knud Romer.

»Pausen er afhængig af konteksten. Det at realisere sig selv og arbejde skulle helst være lystbetonet og noget, man får noget ud af. Din chef er ikke en chef, men en ven, så her overtager pausen det hele.«

»Du har for øvrigt heller ikke fri, for du er konstant på arbejde, men hvis du hele tiden er på arbejde, og det er sjovt, bliver fritiden måske til arbejdet. Den største straf, der findes, er jo de mennesker, der ikke kan gøre sig gældende på arbejdsmarkedet, og som bliver udelukket af arbejdsfællesskabet,« siger han.

Så nej, pausen er ikke en død sild.

Det er Kit Kat for øvrigt heller ikke. Kort før jul sendte Nestlé et reklamespot hen over TV-skærmene i USA. Det skulle vække interesse for chokoladen ved helt konkret at give fjernsynskiggere en pause fra visuelle indtryk. Spottet bestod af 30 sekunders grå skærm, hvor en voice-over forsikrede seerne om, at det næste halve minut ville de være fri for alle stimulanser.

»Velkommen til ingenting. Absolut ingenting. Ingen, der foreslår, hvad du skal købe i julegave. Ingen, der danser fjollet om et juletræ eller kendisser, der køber kalkuner. Absolut ingenting.«

Selv ikke et logo havde sneget sig ind som forstyrrende element. Men selvfølgelig sluttede den med et »Aaaah. Have a Break. Have a Kit Kat«.

Knaselyden måtte seerne selv tænke sig til.

I reklamen fra 2012 opfordrer Kit Kat til at holde en god, gammeldags pause. Bag kampagnen står J. Walther Thomson Amsterdam. Fold sammen
Læs mere