HBOs fremtid uvis: Manden bag TV-seriens guldalder siger farvel og tak

HBOs direktør Richard Plepler forlader posten efter 27 år, hvor HBO blev førende på kvalitet og var med til at starte den såkaldte guldalder for serier.

Ifølge Variety er det angiveligt forestående trusler om nedbemandinger på HBO, der har fået HBO-direktør Richard Plepler til at søge sin afsked. Arkivfoto: AFP PHOTO/Brendan SMIALOWSKI. BRENDAN SMIALOWSKI / AFP Fold sammen
Læs mere
Foto: BRENDAN SMIALOWSKI

Richard Plepler har været en af Hollywoods vigtigste beslutningstagere i over to årtier, og nu er et stort kapitel i hans karriere slut. Den øverste chef for HBO forlader den stilling, han har beklædt i årtier.

»I de seneste par uger har jeg tænkt meget på den utrolige rejse, som dette firma har været igennem i de snart 28 år, jeg har været så heldig at være her. Det er en rejse, der rummer stolthed og hvor meget er opnået, og det skyldes, at så mange af jer og mange andre før os har gjort HBO til et kulturelt og forretningsmæssigt fænomen,« skrev Richard Plepler i sin besked til medarbejderne.

Nyheden om Richard Pleplers farvel kommer efter, at branchebladet Variety kunne afsløre, at TV-koncernen NBC Entertainments direktør Bob Greenblatt forhandlede om at blive leder af en kommende streamingtjeneste, der samler HBOs, Turners og WarnerMedias indhold.

HBO-direktøør Richard Plepler traf beslutningen om at igangsætte produktionen af »Game of Thrones«, som da var verdens dyreste TV-serie nogensinde. Sidste sæson kommer denne sommer. Foto af GoT-skuespillere, Emilia Clarke og Kit Harington Fold sammen
Læs mere
Foto: LFI/Avalon. red / B4413.

Digital medieanalytiker Claus Bülow Christensen siger til Berlingske, at Richard Pleplers afsked markerer afslutningen af en epoke, hvor særligt HBO var leveringsdygtige i en stribe TV-serier med en stor og loyal fanskare såsom »The Wire«, »The Sopranos« og ikke mindst det globale kæmpehit »Game of Thrones«.

»HBO var i TV-seriernes guldalder førende på kvalitet, hvilket blandt andet kunne aflæses i antallet af tildelte Emmy-priser, hvor HBO var nummer 1 lige indtil sidste år, hvor streamingtjenesten symbolsk blev overhalet af Netflix ved Emmy-uddelingen,« siger Claus Bülow Christensen, der står bag den årlige branchebegivenhed, Copenhagen FutureTV Conference.

Samtidig, siger han, markerer Richard Pleplers afsked starten på en kommende krig mellem fire amerikanske streaminggiganter, nemlig Netflix, Amazon Prime, en kommende Disney-streamingtjeneste og Warner Media OTT, hvoraf sidstnævnte omfatter HBO.

Lukrativ niché

HBO fandt allerede i 1980erne en lukrativ niché ved at tilbyde abonnenter reklamefri film og TV-serier. Mens mange medier ved Richard Pleplers afgang hæfter sig ved de berømte serier, han personligt har fået sat i gang gennem årene, såsom »Sex and the City«, fremhæver Claus Bülow Christensen, den afgående direktørs teknologiske resultater.

»I USA lykkedes det i 2015 Plepler at få omdannet HBO fra kabel-TV til ren internetstreaming og kom derved på teknologisk omgangshøjde med Netflix. Hvad der kommer til at ske med HBO nu, må siges at være uvist, men man vil givetvis stadig udnytte det kvalitetsbrand, som HBO har, og i den henseende kan modellen i Norden, HBO Nordic, blive en rettesnor for fortsat ekspansion,« siger Claus Bülow Christensen.

Anonyme kilder tæt på WarnerMedias ledelse har sagt til Variety, at Plepler forlader HBO som følge af truslen om store nedbemandinger, der vil følge en sammenlægning af streamingtjenesterne HBO og Turner.

Richard Plepler begyndte i HBO i 1992. Han blev direktør i 2012, og løbet af sine år med firmaet stod han bag TV-serier som »Game of Thrones«, »Veep«, »True Blood« og »The Newsroom«.

TV-guldalder

For chefredaktør på filmbladet Ekko, Claus Christensen, er Richard Plepler først og fremmest manden, der gav grønt lys til en kæmpesatsning, som blev nyere tids største TV-serie: »Game of Thrones«.

»Serien slutter i år som en markering af, at tv-serier er voldsomt populære, men også en fragmenteret branche, hvor tilbuddene er uendelige, og få mennesker ser det samme. Plepler har med sine næsten tre årtier hos HBO været en betydelig faktor i den amerikanske TV-guldalder, der for alvor startede i slutningen af 90’erne med »The Sopranos«. Med ham som en af de mest visionære ledere har TV-mediet undergået en forvandling til i dag at være kunstnerisk respekteret på linje med film. Det stopper ikke med hans afgang, men med den stigende konkurrence in mente kan HBO få svært ved at bevare sin fremtrædende kvalitetsposition på markedet,« siger Claus Christensen.

Berlingske interviewede Richard Plepler i 2016, da han besøgte Norden for at fejre, at tjenesten ifølge sine egne opgørelser havde opnået en million nordiske abonnenter. På det tidspunkt beskrev HBO-direktøren for undertegnede, hvor vanskeligt det er at forudse en succes i streamning.

»Hvis jeg kunne bestemme, lavede vi en serie som »Game of Thrones« hvert eneste år. Men ingen ved nogensinde, hvornår man er i gang med at udvikle en serie, der bliver et fænomen af den størrelse. Jeg sad med ved bordet, da »The Sopranos« blev planlagt, og jeg kan helt ærligt sige, at ingen vidste, at den ville blive et hit af den størrelse. Det samme gjaldt »True Detective«. Så hver gang du er så heldig at få et globalt fænomen som »Game of Thrones« i dine hænder, kan du kun være taknemmelig for, at TV-guderne har skinnet på dig,« sagde Richard Pleplar dengang.