Det er efterhånden sjældent, at der forløber en dag i medierne, uden at den ene eller den anden føler sig krænket over forhold, der tidligere tilhørte kategorien for bagateller eller slet ikke blev anset som problematiske.
På de højere læreanstalter har elever blandt andet protesteret mod et »mexicanertema« til en fest, mod fælles afsyngning af »Den danske sang er en ung blond pige« og mod en forskers opdeling af mænd og kvinder i en undersøgelse. Sagerne bliver hurtigt store på de sociale medier og afføder nye voldsomme følelser, og selv statsminister Lars Løkke Rasmussen har været ude at påpege, at nu var krænkelseskulturen gået for vidt.