Når mangfoldighed betyder, at man skal skamme sig over sig selv

Identitetspolitik og krænkelseskultur. To af de varmeste begreber i debatten. Enkeltvis kan sagerne om krænkelser forekomme latterlige. Men samlet set tegner der sig et billede af en tid, hvor vores ellers givne identiteter har været i opbrud. Resultatet er imidlertid, at identitet som undertrykkende våben mod andre står stærkere end nogensinde før.

Ved juletid kunne den amerikanske avis New York Times berette, at organisationen Women’s March, der blandt andet arrangerede en stor demonstration i Washington D.C. mod præsident Donald Trump dagen efter hans indsættelse i januar 2017, var brækket over i to dele.

Hvad var årsagen til splittelsen? Jo, tilsyneladende at de ansvarlige bag Women’s March var uenige om, hvad man skal stille op i forhold til jødiske aktivister, der er en del af gruppen.

En af stifterne, en jødisk kvinde, er smidt ud af organisationen, der – som New York Times beskriver det – er i vildrede om, hvorvidt man skal betragte jøder som privilegerede hvide amerikanere, der bør skamme sig over deres historie som undertrykkere. Eller om jøder er en marginaliseret minoritet.

Hvis nogen skulle være i tvivl, er der tale om identitetspolitik i fuld vigør. Det vil sige, at det ikke er menneskets individuelle erfaringer og oplevelser, der er afgørende for, om man kan definere sig som privilegeret eller undertrykt. Det er derimod ens tilhørsforhold til den ene eller anden identitetsgruppering: Køn, race eller seksualitet – eller andet.

Går du i den vildfarelse, at den slags er noget, der hører fortiden til, så tager du grueligt fejl. Identitet ser ud til at blive en helt afgørende markør for samfundsdebatten og de menneskelige omgangsformer i det 21. århundrede.

En ung blond krænker

Før jul dominerede krænkelsesberetninger fra danske universiteter og læreanstalter i medierne. I kender sagerne om afsyngelsen af »Den danske sang er en ung, blond pige« på CBS eller forbuddet mod mexicanerhatte til universitetsfester på KU.

Disse sager blev enkeltvis måske overdækket, men tilsammen er de illustrative for de problemer, der opstår, når den moderne identitetspolitik får lov at sætte dagsordenen. Jeg vender tilbage til hvorfor.

Men … hvordan kan det nu være, at identitet er blevet sådan et nøgleord her et par årtier inde i et nyt århundrede? Jeg tror egentlig svaret er ganske logisk. Indtil for få årtier siden var vores identitet noget, de fleste af os hvilede relativt statisk i. Vi vidste, hvem vi var, og hvor vi kom fra. Det normale var, at man havde en identitet knyttet til sin familie, til den samfundsgruppe, man var rundet af – og til den nation, man boede i.

Alt dette kom i opbrud under det, man kan kalde den anden store globaliseringsbølge i løbet af 100 år (den første kom frem til 1913/14, men blev brat stoppet af Første Verdenskrig), sideløbende med, at nye tanker og strømninger brød igennem.

Pludselig var der skred i alt muligt. Nogle fandt på tværs af tid og sted identiteter, der fik voksende betydning for dem. Via medier, turisme, handel og nye kommunikationslinjer kom mennesker i betydeligt tættere berøring med andre kulturer. Og som en integreret del af det hele kom opbruddet efter 1968, hvor strukturer, magtforhold, roller og vaner blev forvandlet af et oprør med varige efterdønninger.

Dernæst fik vi udfordret vores egen kultur og nations før så givne samhørighed (et alt for lidt benyttet ord, statsministeren relancerede i sin nytårstale) af indvandringen fra kulturer, der er meget anderledes, og som på mange områder repræsenterer helt andre værdier end dem, vi selv står for.

Det er ikke kun gældende for Danmark. Det er gældende i mange lande.

Den perfekte identitets-storm

Opbrudstidernes bestanddele skabte en perfekt storm. For identitet og tilhørsforhold bliver ikke mindre vigtigt for mennesker, blot fordi tingene er i opbrud. Tomrummet måtte opfyldes af noget andet. Martin Luther King drømte i 60erne om et samfund, hvor drenge og piger uanset race (identitet) kunne holde i hånd som søstre og brødre, og ‘68 byggede vel også på et slags ideal om, at mennesket skulle kunne frigøre sig fra sine givne identiteter.

Det viste sig at være en løgn. I stedet for det gamle, givne, voksede noget nyt og givent i en verden, hvor identiteter og kultur nu i langt højere grad end tidligere mødtes og blandede sig på kryds og tværs.

Ud af det fremkom identitetspolitikkens virvar af omvendte hierarkier på baggrund af forskellige identitetsgruppers påberåbelse af undertrykkelse. Og videre kravet om beskyttelse mod ubehag og krænkelser; krav, der kun vokser i styrke, når det fremsættes af en minoritet over for en majoritet. Altså kan man ikke længere synge »Den danske sang er en ung, blond pige«, hvis der er en »brun« kvinde til stede, da majoriteten herved udviser ekskluderende adfærd over for minoriteten. Den krænkede får et veto, der tvinger andre til at tie.

For nogle dage siden skrev Tor Hernes, professor på CBS, i en kronik, at hele stormen om denne sang var en »middelmådig molbohistorie«. På en institution som CBS, der arbejder internationalt og dermed i sammenhænge med stor mangfoldighed, er en sang som denne helt malplaceret, lød argumentationen.

Hvilket for mig slog hovedet på sømmet i denne diskussions meningsløshed. Det kan ikke være sådan, at det globaliserede 21. århundredes nybesættelse af identitet skal tvinge os til at opgive den kultur og identitet, der grundlæggende er os given. Det giver ikke mening, at det med kravet om mangfoldighed følger, at man skal udviske sig selv. Derfor er diskussionen om krænkelserne ikke perifer. Den handler om det helt centrale: Hvem vi er, og hvad vi fortsat må få lov at være.