For fem år siden var Ditte Julie Jensens kvarter en spøgelsesby: »Amager var næsten som at tage på landet«

Mit København: Iværksætter, kagebogsforfatter, blogger, influencer og senest atlanterhavskrydser. Ditte Julie Jensen kan lide at gå på restaurant og har en forkærlighed for Amager. Og så kommer hun nok aldrig til at besøge et museum i København.

 
Hør mere om Ditte Julie Jensens yndlingssted her. Fold sammen
Læs mere

Hvordan vil du beskrive Københavns udvikling i den tid, du har boet i byen?

»Meget stor – det er måske et lidt træls ord. Amager, hvor jeg har boet allermest, har været i rivende udvikling. Særligt de sidste fem år synes jeg er gået stærkt i området nede ved Amager Strandpark og den del, hvor der i gamle dage lå det industrikvarter, der binder Christianshavn og Amager sammen. Det er blevet et helt magisk område.

Nogle er ikke så glade for den nye arkitektur og de mange højhuse, der er kommet til. Men det er jeg. Det betyder, at denne del af byen får noget menneskeliv, for det sker jo kun, hvis vi bor herude. Der er kommet restauranter, butikker og indkøbsmuligheder. På solskinsdagene myldrer folk til Amager Strandpark, og det giver en særlig, hyggelig energi.

Før var det en spøgelsesby. Der var få færdigbyggede højhuse rundt omkring, som ingen boede i, og så en masse tomme grunde og ledige butikslejemål.

Det var dejligt at være ved vandet, men der var ingen muligheder, så hvorfor skulle man tage derned? Københavnerne er vant til, at der ikke er et gadehjørne uden en kaffebar. Amager var næsten som at tage på landet.«

»Det vigtigste er at starte dagen med en god brunch, for så kan man køre mange timers shopping uden at sulte. På tom mave tager man virkeligt dårlige valg. «


Beskriv en perfekt lørdag i København!

»Jeg elsker at gå og ose. Ikke på Strøget, men på sidegaderne, i mit helt eget tempo. Så kan man lige sætte sig et øjeblik med en kop kaffe og suge byen ind. Dagen skulle nok afsluttes med en vanvittigt god middag.

Men det vigtigste er at starte dagen med en god brunch, for så kan man køre mange timers shopping uden at sulte. Det lægger en god bund, så man kan tage gode købebeslutninger. På tom mave træffer man virkeligt dårlige valg.«

»Jeg synes, at byen kunne bruge langt flere af sådan nogle street food-områder. Det skaber meget mere liv i gaderne, at man ikke altid skal sætte sig ind på en restaurant eller bar.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Hvilket sted i København holder du mest af?

»Mit yndlingssted er området omkring Kastellet. Nu har jeg kontor ved Esplanaden, så jeg kommer der rigtig meget. Men før anede jeg ikke, at vi havde sådan en unik perle. Nu løber jeg der faktisk næsten dagligt med mit team af ansatte. Under corona har jeg haft rigtig mange gåmøder på Kastellet. Det er så hyggeligt, at man kan tage en runde nede og en runde oppe – og er man ikke færdig, kan man tage en runde mere.

Det er simpelthen så surrealistisk, at man kan stå midt i København i den vildeste morgenmyldretrafik – og så i det sekund, man træder ind til søen og Kastellet, er det, som om al larm forstummer. Det er for mig at se noget af det, der er mest unikt ved København.«

Hvor går du ud i København – når du skal spise? Eller hvis du bare skal have en drink (eller flere)?

»Jeg ved faktisk ikke noget bedre end at bestille en gang god morgenmad og god kaffe og sætte mig på Bistro Royal udenfor i forårssolen. Så kan jeg se ud på Kongens Nytorv, som bare er et leben af forskellige mennesker. Nogle skal til og fra arbejde, nogle slapper af. Det er herligt.

»Da vi fik at vide, at nu åbner restauranterne, så tænkte jeg »FEDT – jeg skal booke bord«. Så gik jeg nærmest i baglås over, hvor det skulle være henne. Hvor spiser man egentlig henne nu?«


Hvis det er aftensmad, så kan jeg vildt godt lide at spise på restauranter, hvor jeg kan starte med en drink i baren, så sidde ved et bord og få god mad – og så bliver det ofte også et hænge ud-sted for flere om aftenen. Så behøver jeg ikke bevæge mig for meget rundt.

Jeg glæder mig så meget til at komme ud og blive forkælet med god mad. Det har jeg virkelig savnet. Da vi fik at vide, at nu åbner restauranterne, så tænkte jeg »FEDT – jeg skal booke bord«. Så gik jeg nærmest i baglås over, hvor det skulle være henne. Hvor spiser man egentlig henne nu?

Jeg endte med at booke bord tre steder: Først Gorilla i Kødbyen, som er et af mine yndlingssteder. Så skal jeg på Kejser Social, hvis interiør er så vanvittigt lækkert, at det er en hel oplevelse i sig selv. Og til sidst på The Market Asia, som er et sted, hvor man kan få hele pakken.

Hvis jeg skal have drinks, foretrækker jeg Kødbyen. Hvis man for eksempel tager på Bar 7, så ved man, hvad man får. Det er altid de samme typer, man møder – og de samme drinks. I Kødbyen kan du gå ind et sted og få et godt glas vin og så gå rundt om hjørnet og få en fed cocktail. Der er enormt rummeligt og mange forskellige mennesker. Det kan jeg godt lide.

Det, jeg allerbedst kan lide at drikke, er Espresso Martini. Kaffe og alkohol – så bliver det ikke bedre. Dandys har et menukort med 12 forskellige varianter, og jeg kan da godt afsløre, at jeg har prøvet alle 12 på én aften. Det er ikke anbefalelsesværdigt.

Men noget af det hyggeligste er at købe en corona i en lille kiosk og sidde langs kanalen ved Christianshavn. Det er helt unikt.«

Hvilken københavnsk kulturinstitution besøger du oftest – og aldrig?

»Det, jeg har besøgt allermest, er Det Kongelige Teater. Jeg har en kæmpe svaghed for intimkoncerter og for musicals. Jeg synes, at der er meget historie gemt der.

På min to do-liste er Louisiana, som jeg virkelig gerne vil besøge. Men der er ingen af museerne inde i selve København, jeg har besøgt, og jeg kommer nok heller ikke til det. Jeg ved ikke helt hvorfor. Måske er det, fordi jeg i bund og grund er dybt uvidende om, hvad der er – men jeg har ikke den store kærlighed til det. Det skal være sådan lidt ekstraordinært, og jeg skal virkelig blive kreativt inspireret.«

»Jeg tror faktisk, at hvis jeg var overborgmester, så ville jeg sætte noget mere fokus på, hvor mange unikke grønne områder, byen egentlig har. Jeg ville prøve at få københavnernes øjne op for, at vi ikke kun har Kongens Have.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Hvad er Københavns oversete åndehul?

»Jeg tror måske, at det er her, hvor jeg bor: Amager Strandpark. For mig er det et åndehul, for jeg er kun ti minutter væk fra Kongens Nytorv, men kan stå ved det mest klare, magiske vand.

Jeg kan vildt godt lide at subboarde, sejle i kajak, spille vandpolo og vinterbade. Du kan sidde og se folk spille volleyball og træne. Der er så meget liv, og det er virkelig overset.

Hvis du bor på Østerbro, kommer du ikke lige til Amager bare sådan. Men for mig at se bliver det mere og mere betragtet som en del af København.

Heldigvis har corona fået hele Københavns øjne op for Amarminoen. Lige pludselig går alle jo der, selvom den har eksisteret i mange år.«

Hvad mangler København for at blive verdens fedeste by?

»Jeg synes, at byen kunne bruge langt flere af sådan nogle street food-områder. Det skaber meget mere liv i gaderne, at man ikke altid skal sætte sig ind på en restaurant eller bar. I New York synes jeg, det er så nice at købe frokosten med og sætte sig i Central Park. Vi har så mange skønne grønne områder, som sagtens kunne bruge en madvogn eller en kaffebar. Det er lidt mere eksperimenterende og mindre låst end restauranterne. På Refshaleøen er det så hyggeligt, at man kan købe små retter forskellige steder. Så kan man smage lidt af Mexico, lidt af Italien og en bid af en sushi-ting. De har ikke alt for store menukort, så man får følelsen af, at man kan håndplukke lidt af hvert. Man kan faktisk sidde derude en hel dag og opleve.«

Færdiggør sætningen: Hvis jeg var overborgmester, ville jeg …

»Det er et godt spørgsmål. Jeg tror faktisk, at hvis jeg var overborgmester, så ville jeg sætte noget mere fokus på, hvor mange unikke grønne områder byen egentlig har. Jeg ville prøve at få københavnernes øjne op for, at vi ikke kun har Kongens Have. Jeg synes for eksempel, at Kastellet er en lille smule undervurderet. Og Botanisk Have, som har den hyggeligste sø.«