Erling Jepsen: Udkant, kærlighed og kattegasning

Dette er historien om vildkatten, der tog livet af kærligheden mellem to unge mennesker og hele landsbyens uskyld. Den er hevet ud af bogaktuelle Erlings Jepsens hjerne under et interview, der handler om at leve et liv på grænsen. Grænsen mellem liv og død, mellem psykisk og fysisk incest, mellem sandhed og fiktion, mellem det gode og det onde. Hans ny roman, Hjertets Dannelse, udkommer på tirsdag.

Forfatter Erling Jepsen Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

1.

De legede sammen hele sommeren, den tyske pige og Erling. Med fiskenet fangede de hundestejler i timevis i Gram Å med en energi, som kun otteårige kan mønstre. Det betød intet, at de sjældent forstod hinandens ord. For de grinede. Samarbejdede. Hyggede sig. Han morede sig over hendes gummistøvler, beundrede hendes ivrighed og bemærkede hendes lange mørke hår og brune øjne. 20 år senere ville skæbnen, at hans første kone havde tilsvarende træk.

Hun var lidt speciel, denne tyske pige. Drenget, egentlig – men ikke bare det. Hun var sådan et væsen, der kom ud af skoven. Ud af skoven iført blå gummistøvler. Alle andre gik i grønne. Sommeren 1962 var fantastisk, når han var med hende.

For i hans hjem boede et monster.

Forfatter Erling Jepsen Fold sammen
Læs mere

Erling Jepsen voksede op i et grænseland. I Gram i Sønderjylland var man på de fleste måder tæt på Tyskland. Hans far var dansk, hans mor tysk og Erling og lillesøsteren var et eller andet sted midt imellem. Moren, der kom fra bydelen Altona i Hamborg, var vokset op i et hjem med overskud. Både økonomisk, kulturelt og følelsesmæssigt. Faren, derimod, kom fra en slægt af bønder, der var præget af fattigdom, mange børn og psykiske sygdomme.

»Dengang havde vi ikke så fine ord for den slags, men skal jeg gætte, hvilken diagnose min far havde, vil jeg sige maniodepressiv. Det betød, at min søster og jeg voksede op i et hjem, hvor vores psykiske og fysiske grænser konstant blev overskredet,« siger Erling Jepsen, da jeg interviewer ham i hans toplanslejlighed på Islands Brygge. I 2002 fik forfatteren sit store, folkelige gennembrud med det autobiografiske værk »Kunsten at græde i kor«, der handlede om en tyrannisk far, der mishandlede datteren seksuelt og sønnen psykisk. I 2006 blev bogen filmatiseret. På trods af, at Erling Jepsen har fortalt om sin far i adskillige interviews og bøger, påvirker emnet helt tydeligt forfatteren.

2.

Sommer efter sommer lejede den tyske piges forældre feriehuset i Gram. I løbet af 60erne voksede venskabet mellem pigen og Erling. Af og til drillede kammeraterne ham med, at han var kæreste med en tysker, men det afholdt ikke den unge teenager fra at se hende. For drømmeriet var startet. Når hun gik i haven og vandede blomster og det lange mørke hår omkransede ansigtet, syntes Erling, at det var enormt kønt.

Desværre havde hendes forældre svært ved at falde til i Gram, for danskerne var ikke gode til at tage imod naboerne fra det store land mod syd. Derfor var forældrene glade for, at Erling altid ville lege med deres datter. De takkede ham med importerede tyske pølser i en grad, så han var ved at sprække, når han besøgte dem.

Forfatter Erling Jepsen Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Vi sidder i hans stue på den øverste etage og drikker kaffe under interviewet. Den 59-årige forfatter er klædt helt i sort, men fødderne er bare. Når han fordyber sig i sine fortællinger, piller han ubevidst ved tæerne. Generelt udtaler Erling Jepsen ordene nænsomt, og stemmen er sagte. Men når han mindes øjeblikkene med sin far, snakker han lidt højere og bander hyppigere.

»Det var min fars ret at åbne mine breve og se mine private papirer. Sådan opfattede han det. Og da jeg som stor dreng begyndte at onanere, så ville han også følge med i det,« erindrer Erling Jepsen. Han tier stille nogle sekunder. Husker. Så begynder han at fortælle »det værste eksempel«, han umiddelbart kan komme på.

Som teenager havde han været i et tivoli og skudt med gevær i en af boderne. Han ramte de små træpiger i bikini rent med haglene, og de røg en efter en ned med et knald. Da han kom hjem, var han så tændt af oplevelsen, at han fik lyst til at tilfredsstille sig selv. Faderen gik omkring i huset – tæt på værelset, kunne Erling høre. Først da han med sikkerhed hørte faren gå, gik han selv i gang.

»Sekundet efter, at jeg var færdig med mit onani-show, brasede han sgu ind på værelset. Han må have stået lige udenfor og lyttet,« fortæller Erling Jepsen.

Faren sagde:

»Du er da helt rød i hovedet, og du ligger i sengen. Er du syg, Erling?«

Så tog han sønnens puls ved håndledet. Han elskede at lege hjemmedoktor.

»Din puls er helt vild. Du har jo feber, mand.«

Så gik faren ned og hentede moren, og pludselig stod de begge på værelset og spurgte Erling, om han var syg. På det tidspunkt havde drengen fået sin normale temperatur igen, og det stod nu også klart for moren, hvad Erling havde foretaget sig. Så gik faren i gang med sin moralprædiken. »Fy fy fy. Skamme skamme skamme,« siger Erling Jepsen og karikerer faren. Men farens blik fortalte en anden historie. Det væltede over med hånlig latter.

»Mellem linjerne sagde min far: »Der fik jeg dig!« Det var jo sindssygt. Føj for helvede!« siger Erling Jepsen og spytter næsten ordene ud.

Behovet for at tale om de ikke-eksisterende grænser slipper aldrig taget i Erling Jepsen. Når han holder foredrag rundt om i landet, går til psykolog eller besøger sin lokale præst for at tale om sjælesorger, kan han dvæle ved oplevelserne med faren i timevis.

Forfatteren er for helt nylig blevet alene efter at have boet med en kæreste i fem år. Der er sparsomt med møbler i lejligheden, for eks’en har taget de fleste af sine med. Nu vil Jepsen for første gang i sit liv prøve at indrette sin bolig. Det er en personlig grænse, han vil flytte. Han håber, at han kan udnytte muligheden til én gang for alle at løsrive sig fra barndomshjemmets spøgelser.

»Jeg føler, at jeg befinder mig på grænsen mellem de levende og de døde. For jeg har mistet gode mennesker gennem årene. Men jeg har også mistet mindre gode, såsom min far,« siger han.

»Jeg lever med en følelse af, at jeg aldrig er flyttet helt hjemmefra. Selv om mine forældre er døde i dag, så følger især min far mig stadig. Når jeg er ved at gå over for rødt ude i trafikken, fornemmer jeg, at det er ham, der skubber mig,« siger Erling Jepsen.

3.

Der var bogstaveligt talt rotter på loftet i Erlings barndomshjem. Derfor havde familien katte til at fange dem. Kongen blandt kattene var en stor rød han, der var født som vildkat og var komplet utilnærmelig for mennesker. Ikke nok med, at den styrede loftsrummet - den var også loftets bedste jæger. Gennem utallige besøg havde katten lært at acceptere Erling. Han var det eneste menneske i verden, der kunne ae den. Det fyldte ham med stolthed, og han ville vise dyret til sin veninde. Men denne gang spændte manglen på sproglig forståelse ben for det unge vennepar. Pigen gik igen uden at have set katten og uden at forstå, hvad de egentlig skulle på loftet. I forvirringen fik Erling ikke lukket døren i tide, og yndlingskatten løb ud.

Forfatter Erling Jepsen Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Erling Jepsens mor var dum. Det sagde hun selv, og sådan så omverdenen hende. Men hun var ikke dummere, end at hun altid forsøgte at reparere de relationer, som faren brugte sin tid på at destruere. Selv om hun på næsten masochistisk vis underlagde sig ægtemanden, havde hun overskud nok til at tage på udflugter til caféer i Hamborg og komme hjem tidligt om morgenen. Hun fandt frihed og gjorde oprør gennem utroskaben, siger forfatteren.

Generelt bekymrede moren sig om folk omkring hende – også selv om mange af dem bekymrede sig lidt mindre om hende, fordi hun ikke var dansker. Hun havde svært ved at lære sproget i detaljen, og hun blev aldrig belæst, husker Erling Jepsen. »Nok var hun dum, min mor, men hun havde hjertets dannelse. Det inspirerer mig stadig .«

Netop »Hjertets Dannelse« er titlen på Erling Jepsens nye bog, der udkommer på Gyldendal på tirsdag. Indtil videre i sit forfatterskab har han udelukkende kredset om en hovedperson, men denne gang har han turdet skrive en ensemble-bog, hvor man følger forskellige personligheder i den opdigtede, sønderjyske landsby, Bramstrup. Her møder vi Christian, en historiestuderende fra København, der er boglig, men udelukkende besidder kløgt og ikke forståelse for andres følelser. Vi læser om Peder Post, der vil folk det bedste. Og vi møder Kirstine, der ikke fik grundlagt »hjertets dannelse« i sin barndom, men som gennem litteraturen har læst sig til den. For det kan man godt, siger Erling Jepsen. Det har han nemlig selv gjort.

Med sin bog om trængslerne i udkantsdanmark føler Jepsen, at han har ramt en aktuel og yderst vigtig problemstilling.

»Når man læser mine bøger, kan man tænke, at der er mindre af hjertets dannelse i Sønderjylland end andre steder. Som den provokatør, jeg er, vil jeg gerne sige: »JA!«. Der er langt mindre af hjertets dannelse i provinsen, men de er sgu ikke selv ude om det. Gennem en årrække har der været hjerneflugt fra provinsen. Ja, man kan faktisk kalde det tvangsforflytning,« siger Erling Jepsen.

»Hvis man i Gram gerne vil have et mere interessant arbejde end bare at være håndværker eller stå i butik, skal man altså til enten Aarhus eller København. Og så flytter de ambitiøse. Men der bliver altid én hængende, der ikke er så boglig. Han gifter sig med en kvinde, der heller ikke flyttede sig nogen steder. Faktisk er de ofte fætter og kusine. Så derouten i Sønderjylland er en kombination af hjerneflugt og indavl. Men jeg vil gerne understrege, at det er københavnernes skyld. Det er fra regeringernes side, at man har valgt at flytte arbejdspladserne til København. Det er det, jeg håber, at jeg kan være med til at ændre med mit opråb og denne bog,« siger Erling Jepsen.

I Gram anno 2015 bor der dobbelt så mange mennesker som i 60erne. Alligevel er alt lukket, fortæller forfatteren. Alene i hans gade var der for 50 år siden ismejeri, bager, renseri, barber, kro og slagter. I dag er der kun én Brugs-forretning i hele byen.

»Jeg er glad for, at jeg oplevede Danmark, da landet stadig havde en slags uskyld. Men de her prægtige landsbyer eksisterer stadig uden for Danmark. Jeg var i Estland for nogle år siden i forbindelse med et skuespil, jeg havde skrevet. Dér forelskede jeg mig i en kvinde og blev boende i den lille by Pärno i seks måneder. Der duftede simpelthen af min barndom, for alle havde små urtehaver,« fortæller Erling Jepsen.

På den negative side har Frankrig givet forfatteren det største chok.

»Bare vi aldrig kommer til at se ud som det land. Alt er koncentreret om Paris. Ude på landet ... gode Gud, hvor er der fattigt! De lever af tomater og løg. Og imens stemmer de mere og mere på Marine Le Pen. Hver dag vokser deres højreekstremitet. Så vrede de er! Og jeg forstår dem faktisk godt. Vi har noget af det her i Danmark – og jeg er bange for, det bliver værre,« siger han.

Han mener, at Dansk Folkeparti forud for seneste valg var de eneste, der var opmærksom på dette problem i provinsen. De eneste, der viste omsorg.

»Sønderjyder føler, at Socialdemokraterne og Radikale Venstre er nogle arrogante københavnersnuder. Hvis du bor i udkantsdanmark, er du ikke integreret i det danske samfund, og fortsætter vi sådan her, får DF samtlige stemmer uden for København næste gang. Det er slet ikke noget at grine af, du. Det er rigtigt,« siger Erling Jepsen, der hele livet har stemt på Socialdemokraterne, men denne gang »var så forvirret«, at han stemte blankt.

4.

13-årige Erling kom cyklende mod sin sommervenindes hus. Underligt. Adskillige mennesker fra byen stod ude foran tyskernes garage. Han fik øje på den tyske pige og hoppede af cyklen, som han smed på græsset. Hun pegede stolt mod garagen, og han fandt vej mellem de mange stille mennesker, til han til sidst stod foran katten. Den lå helt alene på garagens rå beton. Først tænkte han, at den var besvimet. Men den var jo død. Pigens far forklarede tilhørerne, hvordan det var lykkedes dem at slå den store røde vildkat – der de senere dage havde terroriseret hele nabolaget – ihjel. Ægteparret havde lokket den ind i garagen. Derefter startede de bilen og lukkede carporten samt døren ind til bryggerset. De havde gasset katten.

I den kommende tid kunne Erling ikke stå imod kammeraternes drillerier om hans tyske »kæreste«. De have fået ny ammunition: Hun var jo datter af tyskerne med gaskammeret. Det betød, at han aldrig igen stoppede, når han cyklede forbi pigens hus. Han husker, hvordan hun stod i døren og kiggede efter ham. Han husker hendes blik. Han husker længslen.

Forfatter Erling Jepsen Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Erling Jepsen glemmer aldrig den tyske pige. Han ærgrer sig over, at han endnu ikke har brugt historien i et af sine værker.

»Jeg tror egentlig, at forældrene har tænkt, at det var en human måde at slå katten ihjel på. Men selv om katte ikke blev regnet for noget i Sønderjylland og på trods af, at tyskerne blot havde forsøgt at hjælpe, så reagerede folk voldsomt. Det slog alt i stykker for familien. De tog sjældnere på ferie i Danmark efter dette. De følte sig ikke længere velkommen til at krydse grænsen,« siger han.

»Det ebbede ud med pigen. Simpelthen. Jeg føler, jeg svigtede hende. Jeg har gennem hele livet tænkt, at hun var spændende. Tænk, hvis vi var blevet kærester, og jeg havde fået nedbrudt grænsen til Tyskland. Det kunne have været godt for mig både som menneske og forfatter. Stakkels pige, kan man tænke. Og stakkels mig.«

Forfatter Erling Jepsen Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.