»Kæft, hvor du er en dårlig kliché«

Journalisten Trine Gregorius har altid ristet andre mennesker for at være behagesyge. For nogle år siden tvang hun sig selv til at se grundigt på sit liv. Da hun gjorde status, ventede der hende en overraskelse og lidt af et paradoks. På mandag udkommer hun med ny kogebog.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hun kan sagtens sidde en hel weekend i sit sommerhus på Mols og ikke foretage sig andet end at spille computerspil. De nyeste strategispil eller som i øjeblikket »Anno 2070« og »The Journey Down«, et indie-adventurespil.

Som var hun »en bumset 15-årig dreng med colaen og smelteosten indenfor rækkevidde.«

Og ikke en moden dame på 58 år. Næstformand i Danmarks Radios bestyrelse, tidligere politisk reporter på Radioavisen og indtil for nogle år siden vært på flere populære TV-programmer, blandt andet »Rigets tilstand« på TV2.

I dag medietræner for erhvervslivet og aktuel med en kogebog om klassiske danske retter: »Stegt flæsk med persillesovs«, der udkommer på mandag.

Andre gange spænder Trine Gregorius sofaen på ryggen og »dunker total ukritisk den ene TV-serie igennem efter den anden.« En hel dag. Fra tidlig morgen til sen aften. Hun rører sig ikke ud af flækken. Og gider ikke engang at lyve om det.

Er der en rest hjerter i flødesovs til overs fra middagen, står hun gerne op om natten og guffer lækkerierne i sig. Inklusiv en kæmpe klat kartoffelmos med masser af smør og sødmælk i.

»Jeg elsker mad og plejer at sige, at mad er min livret, jeg har ikke kun en enkelt eller to favorit-retter. Hvilket man jo nok godt kan se på min statur.«

Når man er Trine Gregorius, gør man, hvad man har lyst til. Under forudsætning af, pointerer hun, at hun kan være et ordentligt menneske over for andre.

Tidens hysteriske sundhedsidealer gør hende iskold.

»Når man får livsangst over selleri- smoothies, er det godt at gå ud i køkkenet og lave sig en tartelet,« er hendes modtræk.

At spise er at synde

Trine Gregorius forsøger ikke at pege fingre og fremhæver, at folk bare skal knokle løs i fitnesscentret, hvis det gør dem glade. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Ifølge Trine Gregorius er gode, velsmagende måltider blevet noget, mange kun nyder lejlighedsvis. Til højtider, på restauranter og ja, ved særlige lejligheder.

»Det virker som om, at flere og flere føler: At spise er at synde. Bevares, det er da en ærlig sag, at man ikke har lyst til at blive for tyk og gerne vil spare på kalorierne. Men når jeg har været i selskab med kvinder, der mest taler om fitness og fedtfattige udgaver af hvad som helst, kan jeg ikke lade være med at tænke:

Kan du med hånden på hjertet sige, at du nyder det? At du nyder dit sunde og måske lidt for kontrollerede liv? Folk undskylder, inden tager de tager en portion mere:

»Jeg tager bare lige en lille ekstra portion, det smager så godt,« siger de. Men hvorfor skal de undskylde først? Og hvorfor skal det kun være en lille portion, hvis der er piskefløde i sovsen?

» Når jeg ser granvoksne mænd sidde og stikke i en skål salat og skylle frokosten ned med en kedelig danskvand, slår det mig, hvor sjældent, det er, jeg hører nogen sige: Det går skidegodt, du – for pokker, hvor jeg nyder det hele, så længe det varer.«

Nydelsen ligger i forsagelsen, mener hun. Og den er der prestige i at ventilere. Det synes hun er en ejendommelig udvikling.

Men hele pointen er, at livsglæden, grinet og humoren ikke ligefrem strutter ud af folk i takt med indsatsen.

»Det er, som om nogle mennesker tror, at jo mere de træner og jo mindre, de spiser, desto større er garantien for en belønning ude på den anden side. Men livet er ikke et pilotprojekt. Eller en opvisning i, at man er medlem af alle de rigtige klubber, hvis formål er at give hinanden accept af, at man lever det rigtige liv, det sunde liv.

Og hvor er »payoff«, hvor er benefit, hvis man skal hænge i en klokkestreng hver dag, for at nå alle sine holdaktiviteter og træningstimer? Måske på bekostning af samvær med børnene?«

Afviser at være en gammel, sur madamme

Trine Gregorius er ikke specielt stor fan af det »sundheds-flip«. Hun foretrækker at nyde livet - og den gode mad. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Hun trækker vejet dybt, griner og konstaterer, at hun »med meget stor ekspertise udtaler sig om især børnefamilier, fordi hun ikke selv har nogen børn.«

Og afviser, at hun er blevet en gammel sur madamme, der mener, at alle nu skal spise oksesteg i gryde, andestreg, stegeben, finker, kalvetunge med peberrodssovs og tournedos med bearnaisesovs. Og ellers smide sig på sofaen, når de ikke lige spiser.

»Måske skulle man tage børnene med i køkkenet og lave mad sammen med dem og bruge tiden der,« foreslår hun, velvidende, at nogle vil tænke:

Det kan hun da sagtens sige. Det er ikke hende, der kommer sent hjem efter at have hentet trætte børn i daginstitution onsdag eftermiddag.

»Men man kan jo gøre det en gang imellem. Jeg synes, det er forkert at lære børn, at mad er noget, der skal overstås for at overleve. Viden om, hvor maden kommer fra og måltidets tilblivelse bør være en prioriteret aktivitet. Sluk elektronikken, tag børnene med i køkkenet og lad dem deltage i processen.«

For Trine Gregorius’ skyld må »folk kravle rundt på væggene i et fitnesscenter, hvis det er det, de har lyst til. Og ellers leve af selleri resten af tiden, bare de nyder det.«

»Der er noget dødsangst over det. Vi lever i en tid, hvor mange stræber efter udødelighed. Hvad kan det ellers være, der ligger nedenunder al den fokus på sundhed? Den ærgerlige meddelelse er, at manden med leen under alle omstændigheder kommer, og at han altid kommer ubelejligt.«

Selv er hun ikke ligefrem henrykt ved udsigten til at skulle herfra en dag.

»Det er der vel ingen, der er. Men jeg er glad for livet, så begejstringen fylder meget mere end frygten.«

Og begejstring har der indtil videre været masser af. Hun kan ikke rigtigt diske op med store op-og nedture.

Derfor mener hun ikke selv, at hun er særlig interessant for andre, når det gælder privatlivet.

Ingen depressioner, ingen skilsmisser, hun har for nylig fejret sølvbryllup med administrerende direktør Peter Sterup. Ingen fyringer, ingen alvorlige sygdomsforløb, ingen alderskriser. Og ingen store hemmeligheder, der ikke tåler at komme ud i offentligheden. Heller ikke en dårlig barndom kan tilføre en snert af noget, der er gået lidt skævt.

 

Problem-resistent

»Når jeg ser granvoksne mænd sidde og stikke i en skål salat og skylle frokosten ned med en kedelig danskvand, slår det mig, hvor sjældent, det er, jeg hører nogen sige: Det går skidegodt, du – for pokker, hvor jeg nyder det hele, så længe det varer.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Måske har hun bare været en heldig kartoffel. Et svøbe, som godt kan være lidt småirriterende at høre om for andre, siger hun.

»Eller også har jeg været relativt problem-resistent. Altså, den negative del af at have haft et ukompliceret liv kan jo være, at jeg har været en lille smule ureflekteret i forhold til, hvad der er sket omkring mig.«

Men helt ureflekteret har hun ikke altid været. Med sin egen formulering havde hun »alt, hvad der stod på spisekortet«, da hun på et tidspunkt for første gang nogensinde i en alder af 40 år tvang sig selv til at træde et skridt tilbage og undersøge, hvorfor hun en overgang havde følt, at der var et eller andet galt.

»Jeg havde en skøn mand, en pragtfuld familie, et dejligt hus og sommerhus, spændende job i mediebranchen, gode venner, rejser og et godt helbred. Alligevel gik jeg rundt og var sådan lidt småutilfreds og mellemfornøjet, uden at finde ud af, hvad årsagen var. Det ville jeg ikke acceptere. Og nej, det havde intet med det mest oplagte at gøre: 40 år og stadig ingen børn. Det valg havde jeg truffet flere år tidligere. Og 40 års krise var det heller ikke. Det havde virkelig intet med noget af det at gøre.«

Hun begyndte at skrive sit livsforløb ned. Og når man gør det, opstår der nogle sammenhænge og forklaringer kommer op til overfladen. Fra sin tidligste barndom skrev hun sit liv ned kronologisk.

»Jeg var ret grundig, og gav mig selv den tid, der skulle til. Så i alt brugte jeg vel samlet to måneder på at skrive ved siden af mit arbejde og alt det andet, jeg var i gang med. Det kan være svært at huske langt tilbage, men der er faktisk adgang, hvis man er lidt insisterende.«

Hun tænkte det sådan, at hendes hjerne var et firma.

»Forrest i hjernen ligger receptionen med alle de flerfarvede brochurer. Det er alt det, man umiddelbart ser og kan huske. Mens alt det, jeg ikke kunne huske, var gemt ude på lagerhylderne bagved receptionen. Jeg skulle finde nøglen til lageret. Det var en ret fantastisk oplevelse, det giver overblik, klarhed og forståelse at samle tanker og erindringer på papir.«

Da kassen til sidst blev gjort op i firmaet, og hun foretog en sidste status, nåede hun frem til et overraskende paradoks. Til en erkendelse, som i den grad kom bag på hende.

I årevis havde hun brugt meget energi på at riste andre mennesker for, at de ikke turde sige nej til noget eller nogen og helst ville gøre alle andre tilfredse. De var behagesyge.

Og det var lige præcis det, som viste sig at være den røde tråd i hendes eget liv.

Vi kan ikke alle være bedste venner

Trine Gregorius gjorde op med sin egen behagesyge, hvilket førte til accept omkring, at ikke alle nødvendigvsi skal kunne lide dig. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

»Så man kan jo kalde det for en lidt ærgerlig opdagelse, når pilen peger på én selv. Men omvendt også noget konkret, jeg kunne prøve at gøre noget ved.«

Det særlige ved behagesyge er, mener Gregorius, at man går rundt og har nogle forestillinger om, hvad der skal til, for at andre synes om én.

»Jeg kunne lave en udsendelse af »Rigets tilstand«, hvor jeg for eksempel fik 90 mails fra seere, der roste mig, og ti mails fra seere, der handlede om, at de aldrig havde oplevet en større spade på TV, end mig.

»Kæft, hvor du er en dårlig kliché,« kunne nogen skrive.

Det gik mig meget på dengang, virkelig meget, og sådan var der flere forskellige ting. Jeg fokuserede på de ti procent, der var utilfredse, i stedet for at glæde mig over de 90 procent, der syntes, det var godt, det, jeg lavede. Men uanset hvad man gør, vil der altid være nogen, der synes, man er en idiot. Det er den dårlige nyhed. Den gode nyhed er:

»Man behøver ikke beskæftige sig med dem. Med mindre folk kan bidrage med noget fornuftigt. Man skal lytte og lære, hvis der er noget at hente. Ellers er det jo bare et udtryk for, at man ikke kan have kemi med alle.«

Når Trine Gregorius får et gok i nøden i forskellige situationer, og det kan ingen jo undgå, siger hun, er hun meget hurtig til at komme op igen og ryste på hovedet:

»Det var ærgerligt, men frem over isen.«

Hun kalder opdagelsen af sine behagesyge for en afgørende erkendelse. Fordi den førte til en ny bevidsthed om, at ikke alle behøver at synes om hende.

»Lad dem bare komme, dem, der ikke bryder sig om mig. Jeg skal ikke bruge krudt på at prøve at omvende dem. Og jeg skal ikke spilde tid på at gøre, hvad jeg tror, andre synes, jeg skal gøre.«

Trine Gregorius udgiver snart kogebogen, »Stegt flæsk med persillesovs, om klassisk dansk mad.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.