Han har testamenteret sit sjæleliv til litteraturen

En dysfunktionel barndom i Sønderjylland er blevet til et rigt forfatterskab for Erling Jepsen. 14. maj fylder han 60 år.

Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere

Der er forfattere, der ser det som en dødssynd at tage af hovedstolen. De, der er rædselsslagne for, at nogen skal tro, at de skriver om sig selv. Eller endnu værre: At det at skrive er en slags terapeutisk projekt for dem.

Sådan en forfatter er Erling Jepsen ikke. Så langt fra.

Romanforfatteren og dramatikeren, der 14. maj fylder 60, har aldrig lagt skjul på, at hans romaner handler om ham selv. At historierne er hentet fra barndommen i sønderjyske Gram. At han, når han skriver, går ind i det, han selv har betegnet »Erlings verden dengang i 1960erne i Sønderjylland«. Prøver at forstå sig selv og sin opvækst som yngste søn i en dysfunktionel ismejerifamilie, hvor storesøsteren blev sendt i familiepleje på grund af faderens overgreb på hende.

I bøgerne om Erlings verden er Erling ganske vist ofte blevet til Allan. Ham har vi mødt i gennembrudsromanen »Kunsten at græde i kor« (2002), der også blev en succes som film, i »Med venlig deltagelse« (2006) og i »Den sønderjyske farm« (2013).

I »Hjertets Dannelse«, Erling Jepsens nyeste roman, der udkom sidste år, er fokus flyttet, så det ikke længere er et close-up på hovedpersonen, men en ensemble-roman, hvor man følger forskellige personligheder i den opdigtede by Bramstrup. Men vi er stadig i Sønderjylland, og stoffet er stadig hentet tæt på. For det er sådan, Erling Jepsen arbejder. Eller som han selv udtrykte det i et interview i Berlingske i 2014:

»Jeg ser mig selv som et interessant tilfælde. Jeg har ikke noget, jeg skal skjule eller forsvare. Jeg lukker bare op, og så kan folk kigge ind. Der er ikke noget, der er gemt. Jeg har testamenteret mit sjæleliv til litteraturen.«

I dag er Erling Jepsen især folkeligt kendt for romanerne, men han har i høj grad også markeret sig som en vores bedste og mest produktive dramatikere. Allerede som gymnasieelev i Haderslev skrev han skolekomedier til sine skolekammerater, og fra 1977 og indtil han debuterede som romanforfatter i 1999 med »Ingen grund til overdramatisering«, levede han af at skrive radio-og TV-dramatik samt en lang række teaterstykker.

Det begyndte med radiostykket »Kiks med kniv og gaffel«, og i 1981 TV-debuterede han med den barske gyserkomedie »Polledreng kommer hjem«. Fire år senere kom han med »Havens elsker« op på en teaterscene første gang. Siden er det blevet til omkring 40 stykker. Ikke mindst på Aarhus Teater, hvor han fra 1998 til 2002 var husdramatiker.

Efter eget udsagn var det i første omgang mere af nød end af lyst, at han skiftede dramatikken ud med prosaen:

»Jeg ville gerne kunne prale med, at jeg slog i bordet og sagde, at nu ville jeg skrive mit eget. Det passer bare ikke. Jeg blev næsten fyret, eller der kom ikke flere bestillinger. Man gad ikke flere stykker fra mig, jeg havde også skrevet over 40. Jeg vidste sgu’ ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg tror, at jeg for at få tiden til at gå, til de kom til at savne mig igen på teatret, ville prøve at skrive en roman,« har han sagt til Berlingske.

Han er dog lejlighedsvis vendt tilbage til dramatikken. I 2013 spillede Jepsens stykke »Hovedløs sommer« for eksempel på Det Kongelige Teater.

»Du tager udgangspunkt i noget selvoplevet og mytologiserer det,« ræsonnerer en af hans karakterer et sted i stykket. Det budskab er også en rammende beskrivelsen af Erling Jepsens eget forfatterskab.