Da jeg mødte ham, forstod jeg ingenting. Senere ændrede han mit blik på verden

De store bøger: Sommeren er over os. Den gamle urostifter på himlen giver os fritid og fred til læsning. Vi har spurgt en række forfattere, bogorme og læseheste om deres livs bog eller bøger og bringer svarene i de kommende uger – i dag Berlingskes litteraturanmelder Søren Kassebeer.

Søren Kassebeers første og eneste personlige møde med Dag Solstad var ingen succes ... Fold sammen
Læs mere
Foto: Kyrre Lien

For en snes år siden havde jeg en aftale med en norsk forfatter. Vi skulle mødes på hans danske forlag. Han havde lige udgivet en ny roman, og nu skulle det være, havde forlaget tænkt, danske kulturjournalister skulle have mulighed for at møde den højt estimerede skribent, og det blev tilfældigvis mig, der blev bedt om at tage tjansen for Berlingske Tidende. Så jeg læste Dag Solstads på det tidspunkt nyeste roman, »T. Singer«, og så spadserede jeg over til forlaget og mødte manden, som røg meget og talte et norsk, som jeg havde meget svært ved at tyde. Eller for nu at være helt ærlig: Jeg forstod ingenting.

Mit første og eneste møde med Dag Solstad var altså ingen succes. Til gengæld betød det en ændring af min opfattelse af, hvad litteratur kan, for da jeg først havde sundet mig over fiaskoen, genlæste jeg »T. Singer«, som i første omgang ikke havde sagt mig alverden, og så skete der noget, der også senere er sket for mig: Jeg opdagede, at det ikke var bogen, der var noget galt med, men min første, umiddelbare og uforberedte tilgang til den.

Foto: Oktober.

»T. Singer« kan virke som en sær størrelse, hvis man ikke aner, hvad man går ind til. Den fortæller om en mand, T. Singer, der efter at have studeret på skrømt i mange år uddanner sig til bibliotekar og får en stilling i Notodden, og hvor sjovt er det lige? Og så fortæller den, hvordan han på vej i toget til provinsbyen i Telemark møder en vis Adam, der er chef for Norsk Hydro, og som inviterer ham hjem, og man er vidne til, hvordan Adam over mange sider og ledsaget af store mængder spiritus fortæller T. Singer om selskabets og egnens historie. De to møder aldrig hinanden igen, og mødet, der altså fylder en del i romanen, har ingen konsekvenser for resten af historien, og det irriterede mig i første omgang, for hvad dælen er meningen? Men i dag kan jeg se, at afsnittet er et smukt eksempel på det, man kan kalde Dag Solstads »sublime skævhed«. Forfatteren excellerer i den slags tilsyneladende (eller måske reelt) meningsløse digressioner, som virkeligheden også er fuld af, og som derfor i virkeligheden også er meget realistiske, og som derfor i virkeligheden også er med til at gøre Dag Solstad til en meget virkelighedstro forfatter.

En totalt uegnet hovedperson

»T. Singer« er også, det ved jeg i dag, Solstad-typisk i kraft af noget andet, nemlig den evigt grublende hoved- og titelperson, der egentlig, jævnfør også hans underligt anonyme navn, er totalt uegnet i rollen som netop dét, og som derfor godt kan frastøde førstegangs-solstadlæseren. T. Singer vil gerne bare være en anonym, tryg og kedelig bibliotekar i en anonym, tryg og kedelig norsk provinsby, men han ender et helt andet sted, for han gifter sig med Merete, hvis datter han til sidste bliver alenefar for, og ikke i Telemark, men i Oslo. Ingen havde set det komme, men tilfældet ville det, og det er her, »det interessante« hos Dag Solstad typisk ligger: I spændingen mellem det hverdagsagtige og det livsomvæltende. Få kan undgå at blive eksistentielt udfordret. Heller ikke i velfærdsstaten.

»Jeg opdagede, at det ikke var bogen, der var noget galt med, men min første, umiddelbare og uforberedte tilgang til den.«


Da jeg havde læst »T. Singer« for anden gang og var blevet begejstret, anskaffede jeg mig nogle andre af de Dag Solstad-romaner, der på det tidspunkt fandtes, herunder »Arild Asnes, 1970« og »Gymnaslærer Pedersens beretning om den store politiske vekkelsen som har hjemsøkt vårt land«, som begge, omend på meget forskellig vis, afspejler forfatterens maoistiske fortid. Jeg læste også den eksistentielt anfægtede »Genanse og verdighet«, og jeg blev mere og mere glad, både for klogskaben, den subtile humor og den letgenkendelige velfærdsskandinaviske kontekst, som letter identifikationen. (Og læs ham for alt i verden på norsk, det er så let og giver lige den der ekstra duft af norskhed!)

Senere udgav Dag Solstad den vidunderligt asymmetriske »16.07.41« (hans egen fødselsdato), hvor han vader rundt i Berlin, side op og side ned, for til allersidst at tage til studenterjubilæum hjemme i Norge (eller forsøge på det), og endnu senere kom den geniale og genialt anderledes »Armand V. –  Fotnoter til en uutgravd roman«, der, som titlen antyder, består udelukkende af fodnoter. Det er i en af disse fodnoter, at Dag Solstad skriver følgende kryptiske ord om »T. Singer«:

»Jeg skriver på overtid. Mitt forfatterskap endte med T. Singer.«

For mig begyndte det hele med »T. Singer«. Romanen gav mig et nyt blik på sproget og verden. Tilfældigt og omvæltende. Lige efter bogen.