Basim: Jeg vil altid være en »people pleaser«

Hele sit liv har Basim drømt så meget om at passe ind og få succes, at han som lille til tider løj sig til den. I dag har han succesen – men med den har han også fået en frontplads i en debat om danskhed, det aldrig har været hans hensigt at involvere sig i.

Gennem Basims barndom i københavnerforstaden Høje Gladsaxe var det småt med penge, så den unge musiker måtte nøjes med at drømme og håbe på, at han en da ville nå dertil, hvor han er i dag. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er ikke langt fra den lille, storsmilende gavflab, der i 2008 charmerede sig til en plads på Remees »X Factor«-hold, til den 21-årige Melodi Grand Prix-vinder som Basim er i dag.

Men selv om Basim, hvis rigtige navn er Anis Basim Moujahid, blev stemt ud af »X Factor« inden finalen, er der løbet meget vand under broen, siden han for seks år siden stod på scenen i DR-byen i den første sæson af »X Factor«.

Tøjet er blevet dyrere, smagen bedre og stemmen er vokset sammen med efterspørgslen på hans musik. Alt det, som Basim som lille dreng håbede på, ville ske, er så småt faldet på plads.

»Jeg har vundet Dansk Melodi Grand Prix med min egen sang, jeg skal repræsentere verdens bedste land i finalen på hjemmebane, og så har jeg lige skrevet under på en kontrakt med Warner/Chappell Music, der er verdens største publishing firma. Det bliver ikke større, end det er nu,« siger Basim og forklarer, hvordan det hele er en drøm, der er gået i opfyldelse.

»Jeg har altid forestillet mig de ting, jeg ikke havde, for at få dem. Jeg er en usikker dreng, og jeg kan godt tvivle meget på mig selv. Men jeg tror på, at hvis man håber og tror nok på noget, så skal det nok ske en dag. Jeg har drømt om at falde ned på knæ og skrige: Ja!, når jeg vandt Melodi Grand Prix og har også øvet det hjemme i min lejlighed inden showet. Hvis folk havde holdt øje med mig på skjult kamera, ville de nok sige: »Ok – send ham på Sankt Hans,« siger Basim.

En drøm om succes

Ønsket om at få succes har siddet i popsangeren med de marokkanske rødder, siden han trådte sine barnesko flade i hjembyen Høje Gladsaxe nordvest for København. Men herfra syntes stjernerne så uendeligt langt væk, at Basim til tider løj sig nærmere dem.

»Jeg kan huske, at jeg engang sagde ovre i skolen: I morgen skal jeg danse med Justin Timberlake og Michael Jackson. Og de andre kiggede jo bare på mig og tænkte: freak. Men det var jo selvfølgelig noget, jeg sagde, fordi jeg gerne ville have succes og være smart. Men jeg har altid været drengen, der ikke var som de andre,« siger Basim.

Han er ikke et sekund i tvivl om, at hans dagdrømmeri har været med til at lede ham væk fra de andre børn på hans alder, ligesom Melodi Grand Prix-vinderen også fra en meget ung alder følte sig udenfor, fordi han opførte sig mere modent.

»Allerede som helt ung tænkte jeg over økonomien. Pengene var der ikke – så jeg vidste godt, at jeg ikke skulle plage min far om at få et par nye fodboldstøvler, og jeg skulle overhovedet ikke spørge, om jeg måtte komme med klubben til Lalandia, for vi havde jo ikke engang penge til at betale alle regninger. Så som seksårig var jeg nærmere 13 år inde i hovedet,« siger Basim.

Han begyndte derfor at spille musik. I musikken fandt Basim nemlig en hjemlig tryghed, hvor han ikke skulle være bange for at blive stemplet som en freak eller som mærkelig. På den måde blev musikken et skjulested for den unge sanger.

»Jeg passede ikke ind som barn, jeg har altid været meget ældre oppe i hovedet end de andre, og derfor blev musikken et gemmested for mig, den blev mit helle og min bedste ven,« siger Basim.

Underholdningslysten og spilleglæden har Basim fra sin far, der selv blandt andet arbejdede som entertainer. Men da han for knap to år siden døde af kræft, mistede Basim ikke bare sin far, men også sin inspirationskilde og sin drivkraft.

»Der er ingen tvivl om, at jeg har kæmpet hårdere for at nå at vise min far, at jeg godt kunne, inden han lå i sin grav. Min far var ret musikalsk. Lige så snart han trådte ind i et rum, var han klar på spilopper – og han var bare god til at underholde af natur. Sådan har jeg det også, jeg kan ikke få nok af at underholde, jeg var altid klassens klovn, og jeg skulle altid sige de sjove bemærkninger, der fik de andre til at smile og grine,« siger Basim, der flere gange tidligere er blevet spurgt, om han ville deltage i Dansk Melodi Grand Prix.

Men det er ikke kun gennem sin fars over fem år lange sygdomsforløb, at musikeren har haft alvoren tæt inde på livet – hans mor lider nemlig af Parkinsons sygdom. Og selv om Basim tror på, at alt sker af en årsag, har de to sygdomsførløb givet ham stof til eftertanke.

»Min historie – mit eventyr – om den grimme ælling fra Høje Gladsaxe, der udvikler sig til en, som hele Danmark er på fornavn med, er en god historie. Folk synes, at min historie er interessant, og derfor er der selvfølgelig en efterspørgsel på mig. Så jeg har jo en plads i samfundet, der gør, at jeg kan hjælpe nogen ved at råbe lidt op om de ting, jeg tror på,« siger Basim.

Allerede fra barnsben, længe inden Basim blev kendt fra tv, lå det dog i sangeren, at han gerne ville gøre en forskel.

Som 12-årig var Basim derfor aktiv med at hjælpe andre børn som Unicef-børneekspert, hvor han tog med hjælpeorganisationen rundt på skoler i hele Danmark for at fortælle om børns tarv og rettigheder. Senere hen er Basim også blevet ambassadør for Børnecancerfonden, der er et vigtigt budskab for den unge musiker.

»Jeg har altid været en ret engageret person, der gerne ville hjælpe til, om det så var i køkkenet eller til store internationale indsamlinger – også før jeg kom på midtersiden af Vi Unge. Men jeg holder virkelig meget af børn, og vil gerne hjælpe til der, for det synes jeg, der er et behov for, og jeg har jo selv oplevet, hvordan det er at have det svært som barn,« siger Basim.

Men han vil ikke råbe op for enhver pris, og nogen samfundskritiker tror den unge musiker heller ikke, at han bliver. Der er nemlig mange ting, som Basim ikke kan se, hvorfor han overhovedet skulle blande sig i.

»Jeg vil gerne diskutere der, hvor jeg synes, at der er et behov. Jeg gider ikke at diskutere med dumme mennesker, og der er også mange ting, som jeg ikke synes, at jeg har en grund til at bringe op. Hvis jeg havde haft det, var jeg blevet politiker,« siger Basim.

Få uger efter at guldglimmeret var væltet ned over Basim, da han vandt Dansk Melodi Grand Prix, blev han involveret i en debat, som det aldrig havde været hans hensigt at starte. Gennem Dagbladet Information blev Basim nemlig spurgt af en læser, om han som indvandrer havde oplevet racisme i Danmark. Til det svarede Basim, der er født i Herlev, København: »Jeg er ikke indvandrer. Jeg har ikke indvandret til noget land.«

Efter den udmelding startede en ugelang debat i medierne, hvor alt fra Basims danskhed til hans brug af Dannebrog i sin sceneoptræden til Det Danske Melodi Grand Prix blev diskuteret. Og selv om Basim ikke havde noget imod at stå i front for debatten, som han ikke er i tvivl om, har manglet, er det ikke en debat, han selv ville have startet.

»Det har aldrig været min hensigt at skabe den her debat. Jeg havde flaget med i showet, fordi det er indbegrebet af fest, som jeg gerne ville skabe med mit nummer. Men det er jo en god debat, og den må have manglet, siden den kunne udspringe af det her grundlag,« siger Basim.

»Nå jeg snakker med journalister, er det jo ikke ligefrem fordi, jeg regner med at blive debatteret i 22-nyhederne, som den her indvandrerdebat gjorde. Det kunne være meget sjovt, men jeg ville egentlig helst være fri for at skabe den debat og så samle folk til fest om musikken i stedet for.«

Selv om Basim virkelig følte festen, da både seerne og Melodi Grand Prixets jurymedlemmer alle gav ham og »Cliché Love Song« toppoint, har tiden efter grand prixet med indvandrerdebatten, beskyldningerne om at have plagieret dele af sin sang og hans brug af Dannebrog også været hård.

»Der er altid folk, som gerne vil ramme dem, der står på toppen. Der er masser af mennesker, der ikke har troet på mig i seks år, og nu hvor jeg har succes, og det går godt, vil de have mig ned. Men »Cliché Love Song« er mit værk, mine ord og min melodi, så de kan for min skyld skyde med skarpt,« siger Basim.

Han mener nemlig, at det altid – både i relation til danskhedsdebatten og livet generelt – er det vigtigste, at man selv ved, at man gør det godt.

»Jeg behøver ikke at vise folk, hvad jeg gør, bare jeg gør noget. Det er ikke vigtigt for mig at få opmærksomhed for at skabe debat om integration eller at fortælle, at jeg besøger kræftramte børn på Rigshospitalet. Men jeg vil altid være en peoplepleaser – sådan er jeg formet som figur – og derfor er min intention da også altid at skabe en fest på tværs af aldre, religion og hudfarve.«