Anmeldelse: Blodfattig og harmonisøgende historiebog undgår alt det farlige

Historien er en kampplads. For hvordan skal vi forme nutiden, hvis vi ikke forstår fortiden? Ny bog om danmarkshistorien skildrer det harmoniske og konsensussøgende Danmark, men er det rigtigt – og hvorfor bliver det så kedeligt?

En betjent ser på skudhullerne ved Krudttønden efter terrorangrebet i 2015. I den nye danmarkshistorie om angrebet står der: »Danmark blev også ramt i flere omgange som ved mordforsøget på den islamkritiske forfatter og historiker Lars Hedegaard i 2013 og attentaterne på kulturhuset Krudttønden og den jødiske synagoge i København i 2015, hvor tre personer blev dræbt.« Således omskriver historiebogen handlingen, for i virkeligheden myrdede terroristen Finn Nørgaard og dan Uzan og blev selv dræbt af politiet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Forbitrede revolutionære, der vil gøre op med fortidens uretfærdigheder, vælter statuer, smider en buste i havnen og kræver historien omskrevet. Men tro ikke, at kampen om historien er en ny ting. Sådan har det altid været, og i gamle dage fjernede nye faraoer statuer og skildringer af de gamle, og Stalin retoucherede fjender væk fra fotografier.

Statsminister Thorvald Stauning hilser på kong Christian IX. I den nye danmarkshistorie er Socialdemokratiet heltepartiet, der skaber velfærdssamfundet og Stauning roses. Scanpix. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ukendt.

Der var stille i seneste årtier om denne kamp, for det var hovedsagelig de marxistiske historikere og deres sympatisører, der sad tungt på de faghistoriske udgivelser.

Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie i 16 bind (1988-1991) var præget af tidens marxistiske tilgang til historien og redigeret af stalinisten rigsantikvar Olaf Olsen, der under Den kolde Krig endda havde udleveret en liste over politiske fjender til Sovjetunionen og aldrig fortrød sin sympati for Sovjetunionen.

Og da Gyldendal udsendte det stort anlagte værk Nationalencyklopædien (atter med Olaf Olsen som en slags hovedredaktør), var det igen universitetsvenstrefløjen, der dominerede. De sprang elegant forbrødringen mellem Hitler og Stalin 1939-1941 over og afsagde milde domme over kommunistiske medløbere eller valgte ofte slet ikke at omtale disse forhold.

Historien som slagmark

Historien er en slagmark, og det afhænger af ens politiske og moralske syn, hvordan man udvælger og dømmer fortiden.

Da marxisten René Karpantschof udgav historiebogen »De stridbare danskere« (2019), lagde han vægt på uligheder og konfrontationer i sit syn på danmarkshistorien. Bogen var i øvrigt udmærket, og jeg gav den fem stjerner. Det stik modsatte synspunkt ligger til grund for en gruppe Aarhus-historikere, der står bag bogen »En Danmarks Historie. Fra middelalder til nutid.« Ambitionen er at tegne nogle lange linjer til at belyse, hvordan nationen blev til det Danmark, som vi kender i dag. Det giver næsten sig selv, at de lægger vægt på det kompromis- og konsensussøgende, der peger fremad mod vort hyggelige samfund og ikke det konfliktprægede.

Forfatterne undlader ofte konflikter, konfrontationer, opgør og blod. Typisk for skildringen er en bred omtale af reformprocesserne fra 1700-tallets slutning med ordene: »Initiativet til den samlet set vellykkede reformproces kom både fra oven og fra neden i samfundet, og den foregik i en kombination af styret og befolkningen som de drivende kræfter.«

Det lyder jo meget hyggeligt og harmonisk, men der er kun lidt om stridighederne og de ofte forfærdelige samfundsforhold, der blandt andet udløste oprøret i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset i København i 1815, hvor 15 fanger blev henrettet. Da den socialistiske historiker Jens Engberg skrev sin bog »Oprøret i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset« (1976) netop om dette oprør, var det således et noget andet og mørkere billede, han tegnede af samfundet.

Den nye danmarkshistorie har også afsnit med om den danske slavehandel og skriver, at slavehandlen ikke gav overskud og det var en af årsagerne til, at den blev afskaffet. »Cutting the Sugar-canes« fra 1833 af William Clark. Scenen foregår på Antigua og ikke på de dansk-vestindiske øer. Scanpix. Fold sammen
Læs mere
Foto: WikiCommons.

Den ofte refererende stil og det harmoniske historiesyn skinner tydeligt igennem i Aarhus-forfatternes bog. Ved omtalen af Kanslergadeforliget i i 1930erne skriver forfatterne: »Både Kanslergadeforliget og 1930ernes øvrige kriseforlig kan samtidig ses som en politisk bekræftelse af de gamle partiers vilje til indbyrdes samarbejde hen over midten for at undgå sociale uroligheder og politiske ekstremer. I den henseende kan forliget siges at indvarsle både besættelsestidens samarbejdsregeringer og et bredere ideal om konsensuspolitik, der rakte langt ind i eftertiden.«

Her tegnes altså noget specielt dansk – et ideal – om konsensus og samarbejde. Det er smukt, men er det rigtigt? Det bliver næsten til skønsang senere i bogen, hvor det hedder: »Danmarks relative fredelighed og de afgørende sociale og politiske kompromisser var med til at fastholde det parlamentariske demokrati som politisk samlingspunkt, også i perioder, hvor den styreform var under pres eller sat ud af kraft.«

Samarbejdspolitikken under krigen havde næppe noget med dette ideal at gøre, men var udtryk for et ynkelig moral, hvor man lod andre nationer bære byrderne og frihedskampen mod nazisme – for nu at sige det brutalt.

Modvilje mod de borgerlige

Underliggende i bogen er der en slet skjult beundring for Socialdemokratiets indsats og en lige så slet skjult modvilje mod de borgerlige. De ungkonservatives uniformsglæde i 1930erne med skrårem udstilles i to store fotografier, og selvom ungsocialdemokrater og kommunister også gik med skrårem, er der intet fotografi af dem.

Derimod fremhæves Socialdemokratiets store indsats for velfærdssamfundet gang på gang: »Selvom den socialdemokratisk ledede regering gik styrket ud af folketingsvalget i 1935 og efter Landtingsvalget i 1936 endda havde flertal i begge ting, var det også slående, hvor moderat Socialdemokratiet under Stauning gennemførte sin politik.«

Samme konsensusbeskrivelse præger afsnittene om besættelsestiden, der omskriver den omfattende eksportivrighed til nazityskland med ordene: »Besættelsesmagten (viste) sig villig til at aftage en langt større del af landbrugsproduktionen end før samt forsyne Danmark med kul og andre nødvendigheder.«

Virkeligheden var jo, at Danmark forsynede nazityskland med en mængde produkter, som Hitler og hans regime ønskede sig brændende.

I den nye historiebog er Blekingegadebanden slet ikke nævnt. Men banden var et afgørende vigtigt kapitel af danmarkshistorien. 2. september 1976 blev to kvindelige postfunktionærer overfaldet ved bagindgangen til postkontoret i Lyrskovgade, nabo til det daværende Folkets Hus på Vesterbro. Kvinderne havde netop slået posthusets tyverialarm til, da to mænd sprang ud fra bagrummet af et folkevognsrugbrød, der stod i gården. Begge røvere var iklædt sort tøj og elefanthuer. Uden et ord affyrede mændene deres gaspistoler i ansigterne på de to kvinder og rev deres pengekassetter med 550.000 kroner ud af hænderne på dem. Banden udførte sin terror for den palæstinensiske terrorgruppe PFLP. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Christensen.

Den harmoniske skildring viser sig tydeligt i skildringen af ungdomsoprøret efter 1960erne. Det er den smukke historie, der fortælles om de unge, der var drevet af »oplevelsen af international uretfærdighed i forhold til krige, fattige lande og racisme«.

Der er næsten ikke et ord om, at denne bevægelse udviklede sig til totalitær beundring for Sovjetunionen, Kina og andre totalitære regimer og bevægelser, og at ud af denne fanatisme opstod Blekingegadebanden. Hvordan kan man overhovedet skrive en danmarkshistorie uden at nævne denne bande, hvis voldshandlinger og terrorismestøtte var et afgørende kapitel i danmarkshistorien?

Ungdomsoprør, hippier og kollektiver var tidens trend. Her fra kollektivet Maos Lyst med Che Guevara i 1968. Og de mente hyldesten til massemorderen Mao alvorligt. Men det står der ikke rigtigt noget om i den nye danmarkshistorie. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tage Nielsen/Ritzau Scanpix.

Bogen går helt op til nutiden og når også at få terroren i 2015 med, der ramte Krudttønden og synagogen: »Danmark blev også ramt i flere omgange som ved mordforsøget på den islamkritiske forfatter og historiker Lars Hedegaard i 2013 og attentaterne på kulturhuset Krudttønden og den jødiske synagoge i København i 2015, hvor tre personer blev dræbt.«

Det er en krænkende omskrivning af virkeligheden. En islamistisk terrorist dræbte Finn Nørgaard og Dan Uzan, hvorefter terroristen blev skudt af politiet. At gruppere ofre og terrorist sammen er en af bogens mange omskrivninger af historien, der fjerner os fra den brutale virkelighed.

»Hvordan kan man overhovedet skrive en danmarkshistorie uden at nævne Blekingegadebanden?«


Titel: En Danmarks Historie. Fra middelalder til nutid. Forfattere: Thorsten Boring Olesen og Bjørn Poulsen (redaktører) Sider: 440 Pris: 250 kroner  Forlag: Aarhus Universitetsforlag

Rettelse: I en tidligere version var navnet Finn Nørgaard blevet til Finn Nørbygaard. Det er nu rettet, og Berlingske beklager fejlen.