Josefine Klougarts debutroman er en lyrisk rejse gennem et barndomslandskab. Vi bevæger os i et landligt rum et sted på Mols, med høns og heste, med vandkolde bryggerser, store vidder og stilhed. Men vi er også i et intimt rum - familiens - med en varm, fortravlet far, en lidt fjern og skrøbelig mor, og med små og store søstre. Der er tilsyneladende ingen kronologi i romanen, ingen afgørende rækkefølge i de små scener eller erindringer, der vokser gennem den sproglige bearbejdning, når man ser bort fra rammen, flot tegnet af glæden ved en hests ankomst i traileren og sorgen, da den nu halte hest i sidste scene forsvinder ind i selvsamme trailer igen.
Josefine Klougart startede på forfatterskolen under den forhenværende rektor Hans Otto Jørgensen, og hans påvirkning mærker man tydeligt i hendes skrift, som har arvet hans rytmiske, repeterende stil og karakteristiske brug af bestemte artikler, som her, hvor hun taler om navnet Josefine: »Den alvor, der er det navns alvor«.
Klougart er en stor sprogbegavelse, men fortaber sig også så meget i sin egen sprogglæde, at hun »glemmer« at sige noget. Læseren kan føle sig tabt i en skrøbelig anelsesfuld indre verden. Man gribes af Klougarts sprogliggjorte sansninger, men de forbinder sig ikke. En af Klougarts yndlingsfigurer er sammenligningen, der vokser, sådan at den ting, der spejles, næsten helt forsvinder til fordel for det fremvoksende billede. Det kan være virksomt, men også give nogen forfærdelig overdængende billeder. Som her, den døde kat på vejen: »Dens lyske ligner kammen på en grusgrav, den slappe mave et slapt solsejl vajende mellem to tørresnore over et barn på et tæppe på en plæne under solen i juli, en eftermiddag om sommeren«. Her bliver det bare for meget, og den stakkels døde kat nærmest begraves under billedstormen. Andre steder kan hun være knivskarp og præcis, som når hun billedligør barnets natlige klamren sig til moderen, den elskede og fjerne sådan: »Jeg er en søstjerne om en musling, der bare venter på, at hun skal åbne sig, en sprække er nok, jeg giver aldrig slip.«
»Stigninger og fald« er ikke en stor debutroman, men dens mange overbevisende passager undervejs er en stor nydelse - og et løfte om, at forfatteren Josefine Klougart er godt på vej.
