Spørgsmålene der stadig splitter danskerne

Det etablerede Danmark manede til sammenhold efter terrorangrebet. Men efter tre årtier med intens politisk kamp om udlændinge, er danskerne fortsat delt midt over i spørgsmål om et multietnisk samfund, viser ny Gallup-måling.

Danmark er fortsat splittet på en række spørgsmål om indvandring. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er snart 40 år siden, at Ishøjs social­demokratiske borgmester Per Madsen i 1976 i et interview med Berlingske gjorde opmærksom på det nye »indvandrer­problem«. Danske arbejdere var flyttet til store, lyse lejligheder vest og syd for København, og virksomheder havde inviteret gæstearbejdere hertil i stor stil fra blandt andet Tyrkiet. Per Madsen var bekymret og fortalte om boligområdet Ishøjplanen, hvor næsten ti procent af beboerne nu var ­indvandrere. Han fortalte om fordomme og vanskeligheder med integrationen og opfordrede regeringen – hans egen partiformand Anker Jørgensen – til at iværksætte en »indvandrerpolitik«.

Hvad, Ishøj-borgmesteren næppe vidste dengang, var, at »indvandrerpolitikken« og det nye »indvandrerproblem« med stigende intensitet skulle komme til at dominere den politiske debat i Danmark de næste fire årtier, og at de spørgsmål, han lidt spag­færdigt satte på dagsordenen, skulle vælte regeringer, kløve vælgermassen, splitte partier­ og venskaber, opdele befolkningen i »får og bukke«, sætte den tidligere konservative justitsminister Erik Ninn Hansen for Rigs­retten og gøre Dansk Folkeparti til måske Danmarks største parti.

Pas på tonen

Per Madsen blev beskyldt for meget i årene, der fulgte. For at være fremmedfjendsk og halvracistisk. Han blev lagt på is og gjort til grin af den socialdemokratiske top. Men han forsøgte blot at gøre opmærksom på de problemer, man stod med i det, der senere blev sat på danmarkskortet som »en indvandrerghetto«. Det var også Per Madsen, der advarede »gammeldanskerne« i Ishøjs betonbyggeri mod for skarp en tone.

»Jo mere I kritiserer, jo færre danskere vil flytte herud. Ishøj får et dårligt rygte,« sagde han formanende. Og han fik til overmål ret i sin bekymrede forudsigelse. Endelig var det også borgmesteren i Ishøj, hvor Helle Thorning-Schmidt voksede op i den pænere ende, der sagde til de danske husmødre, som klagede over lugten af hvidløg og tyrkisk sucuk i opgangen: »Jamen kære venner, det er det, I betaler flere tusinde kroner for at opleve, når I rejser sydpå. Her får I det helt gratis.«

Tilbage i det terrorramte Danmark – februar 2015. Uge otte blev en uge i sammenholdets navn – netop fordi tolerancen og troen på fredelig sameksistens aldrig har været sat på en større prøve. Det sagde de alle sammen i deres refleksioner og eftertanker oven på angrebet sidste weekend. Nærmest som en besværgelse. De makabre begivenheder må ikke splitte os. Og statsministeren sagde det i sin tale til de 40.000 fremmødte ved mindehøjtideligheden foran Krudttønden mandag aften: »Vi møder had med sammenhold. Og vold med demokrati (...) og i aften holder vi hinanden i hånden.«

Optimister tog fejl

Men danskerne er – fortsat – splittede, dybt uenige og kløvet midt over i to næsten lige store lejre i spørgsmålet om »de fremmede«. Som vi har været det i de tre-fire årtier, hvor udlændingespørgsmålet har været gennem den politiske kødhakker.

Det viser en ny Gallup-måling foretaget for Berlingske.

Temaerne har forandret sig over årene, og der er løbet meget vand under broen, siden de socialdemokratiske borgmestre på den københavnske vestegn slog alarm over for problemer med dårlig integration og en tilstrømning af flygtninge og familie­sammenførte, som man havde svært ved at håndtere. Men dem, der troede, at det blot var et spørgsmål om tilvænning, om at det homogene danske samfund måtte have sin tid i overgangen til et globaliseret, multi­etnisk og multikulturelt samfund, ser ud til at have taget fejl. Konflikterne har ændret sig men ikke taget af med anden og tredje generation­.

Dengang i 1980erne handlede indvandrer­debatten først og fremmest om arbejdsløshed og fordeling i boligområder, om undervisning på modersmål og halalslagtet kød. Senere handlede den om flygtninge, sociale ydelser og tamiler, der ikke fik deres sager om familiesammenføring behandlet. I slutningen af 90erne kom Dansk Folkeparti til på ruinerne af Fremskridtspartiet, og udlændingespørgsmålet var ved at kløve det Auken og Nyrup fløjramte Socialdemokrati midt over. Debatten om at være stueren, danske værdier, frikadeller, badeforhæng og tørklæder delte nu danskerne. Karen Jespersen var indenrigsminister og ville sende kriminelle asylsøgere til en øde ø. Året efter i 2001 vandt Anders Fogh Rasmussen magten på at love en »fast og fair« udlændinge­politik. Han allierede sig med Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti og gennemførte 24-års­regel og tilknytningskrav og meget andet, der delte nationen midt over. Det samme gjorde Muhammed-tegningerne i 2006. Fogh Rasmussen delte en skræmt befolkning, som så danske ambassader blive brændt af, i »får og bukke«. Og den radikale leder Marianne Jelved kaldte ham for »en farlig mand«. Krigen på Balkan delte danskerne i spørgsmålet om modtagelse af krigsflygtninge fra Bosnien, og forskansede, udviste irakiske asylansøgere i Brorsons Kirke på Nørrebro var igen med til at splitte os i to – for og imod. Og til at sørge for, at det aldrig blev kedeligt, har æresdrab, massevoldtægt, drabet på en italiensk turist og almindeligt bandeopgør med mellemrum kastet ny benzin ind i indvandrer­debatten. Der var den halvdel, der mente, at der var tale om sociale problemer hos en udstødt minoritet, og den der sværgede til kulturelle og religiøse forklaringer.

En vigtig pointe er, at en lang række af de spørgsmål, som har domineret debatten, ikke længere splitter i samme omfang hverken politikere eller vælgere. Per Madsen og hans kolleger på Vestegnen har for længst fået ret i, at antallet af indvandrere er et problem for integrationen. Det er stort set ikke længere til diskussion. Der er etableret handlingsplan på handlingsplan og postet milliarder i belastede boligområder, og de færreste stiller spørgsmålstegn ved 24-årsreglen og de stramninger af reglerne for familiesammenføring, som i flere år fyldte alt i debatten og skabte svære kriser i de politiske partier til venstre. Opbakningen til Jyllands-Postens ret til at trykke de omdiskuterede tegninger af profeten Muhammed er kun vokset. Og da SFs formand Villy Søvndal sagde om Hizb ut-Tahrir, at de kunne skride ad helvede til med deres formørkede middelalderlige idealer, blev der på hans fløj godt og grundigt lukket for debatten om tolerance over for alternative, demokratiske værdier. Selv Enhedslisten tog opgøret om kvindesyn, sharialov og frihedsrettigheder med den muslimske kandidat Asmaa Abdol-Hamid.

Halvdelen vil være multietnisk

Men i takt med, at debatter dør ud, og de finder deres leje, fronterne falder, og der skabes en form for politisk konsensus, så dukker der nye op. Indvandrerdebatten handler om så fundamentale værdier i samfundet og involverer så dybe følelser, at den ikke dør. Men den tager nye former. Og i dag er det en række nye spørgsmål i indvandrer- og islamdebatten, der står øverst. Og de skiller mindst lige så meget, som 24-årsreglen, den øde ø og fordeling af indvandrere i skoler og boligområder gjorde engang.

Gallup har efter terrorangrebet spurgt et udsnit af danskerne om deres syn på forskellige indvandrerspørgsmål,

Når man spørger dem, om de er tilhængere af et multietnisk samfund, så svarer 54 procent ja, mens 38 svarer nej. Når man spørger dem, om indvandring er godt for Danmark, så er 49 procent enige og 42 procent uenige. Spørger man, om Danmark bør begrænse indvandring af muslimer, er 54 procent enige og 36 procent uenige. I spørgsmålet, om man generelt skal begrænse indvandring, mener 50 procent ja og 42 procent nej. Og i spørgsmålet om islam og terrorisme er tæt forbundet, er 46 procent enige og 43 procent uenige.

LA lige i midten

I mange år har man talt om værdipolitik og den »værdipolitiske akse«. Om at økonomi, fordelingspolitik og den slags traditionelle politiske temaer træder i baggrunden til fordel for, om man er orienteret mod det nationale eller det internationale, det nationalt kulturelle eller det multikulturelle. Om man er tilhænger af et tættere europæisk samarbejde og større indvandring eller ej.

På den sidste akse ligger Dansk Folkeparti helt til højre efterfulgt af Venstre, de Konservative og Liberal Alliance, mens Radikale ligger helt til venstre og med Enhedslisten, SF og Socialdemokraterne længere mod midten. Samtidig er spredningen meget stor. Mens 88 procent af de radikale vælgere erklærer sig som tilhængere af det multietniske samfund, gælder det kun for 16 procent af Dansk Folkepartis vælgere.

Og Liberal Alliance, som er det parti, der værdipolitisk ligger tættest på midten, er samtidig det parti, der økonomisk og fordelingspolitisk ligger længst til højre. Modsat ligger de radikale vælgere i midten på den traditionelle økonomiske højre-venstre akse. Det kan godt være, at vi i mandags holdt hinanden i hånden og mødte had med sammenhold. Men det bliver kortvarigt. Nye fronter er ved at blive trukket op.