Espersen: Camre vrøvler

Noget regulært vrøvl. Sådan betegner Søren Espersen partifællen Mogens Camres påstand om, at alle partier minus DF er medskyldige i terrorangrebene i København.

Mogens Camre og Søren Espersen fra Dansk Folkeparti. Fold sammen
Læs mere

Når DF-veteranen Mogens Camre beskylder alle partier på nær Dansk Folkeparti for at være medskyldige i terrorattentaterne i København, er det noget vrøvl.

Det siger folketingsmedlem Søren Espersen (DF), efter Mogens Camre til politiko.dk har udtalt, at partierne er medskyldige, fordi de ikke har sat en stopper for indvandringen.

Samtidig mener Espersen også, at Camre bevæger sig ud i en farlig proces, hvor han er i gang med at frikende gerningsmanden.

»Alle har jo ret til at komme med et indspark i debatten, men det er i mine øjne regulært vrøvl. At tage skylden fra folk er noget, det danske behandlersamfund i høj grad har brugt, men det accepterer jeg ikke. Den skyldige er ham, der trykkede på aftrækkeren og hans medsammensvorne, der hjalp ham med at gemme sig og skaffe skydevåben,« siger Søren Espersen til Berlingske Nyhedsbureau..

Samme melding lød tidligere tirsdag fra partiformand Kristian Thulesen Dahl (DF), da han skulle udlægge partiets officielle holdning, efter folketingskandidat Aia Fog mandag beskyldte de Radikale og Socialdemokraterne for at have »et direkte medansvar for, at vi ikke undgik dette frygtelige terrorangreb«.

Og selv om det nu er tidligere folketings- og europaparlamentsmedlem Mogens Camre, der er ude med kritik af de andre partier i Folketinget ændrer det ikke på, at ledelsen i Dansk Folkeparti kun peger fingeren i én retning: Mod gerningsmanden.

»Det kan ikke nytte noget, at man forsøger at tage skylden fra ham. Det er meget væsentligt, at folk har det personlige ansvar,« siger Søren Espersen.

»Hvis vi begynder at relativisere skyld - det kunne være noget i hans barndom, hans mor og far var onde ved ham eller hans onkel slog ham - så er vi langt ude. Og det er i bund og grund noget vrøvl, der bliver sagt. Det er fuldstændig mangel på forståelse af, hvor væsentligt det er at pege på den mand, der er gerningsmanden, og sige »det var dig«,« siger Søren Espersen.

Mogens Camre, der i dag sidder i Gladsaxe Byråd, forklarer sin holdning til politiko.dk:

»Jeg vil sige det på den måde: Alle, der har sagt nej til vores krav om at lukke grænserne, er medskyldige. Sagen er den, meget enkelt, at de ting, vi ser, har vi set i hundrede år i Mellemøsten, har vi også set i stigende grad i de sidste 30-40 år, og så tror man, at man kan lukke den kultur ind, og så sker der ingenting. Så er man bare historisk analfabet.«