Ni kvindelige ministre - men er de blot glasur?

”Ikke én eneste kvindelig minister i regeringens fem mest magtfulde udvalg.”

Foto: Ida Guldbæk Arentsen. Nye ministre mødtes i statsministeriet mandag. Anders Samuelsen, Thyra Frank, Søren Pind, Ole Birk Olesen. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix 2016)
Læs mere
Fold sammen

Umiddelbart så det super godt ud - sådan rent kønspolitisk - da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) mandag præsenterede sin nye regering på Amalienborg Slotsplads.

For der var - næsten - lige så mange kvindelige ministre som mænd. Ni ud af 22 for at være helt præcis. På den måde leverede statsministeren ikke blot en ny borgerlig regering båret af ambitiøse liberale værdier. Han leverede også i ligestillingens navn.

Eller gjorde han?

For når man dykker nærmere ned i kønnenes magtfordeling i forhold til de forskellige ministeriers tyngde og regeringens fem centrale udvalg er kvinderne i virkeligheden de store tabere.

Tag regeringens mest magtfulde udvalg, Koordinationsudvalget, der som udgangspunkt mødes en gang om ugen og behandler ”større væsentlige initiativer” og herunder ”større regeringsudspil og lovforslag”. Kun mandlige ministre.

Tag regeringens andet magtfulde udvalg, Økonomiudvalget, der behandler forslag til finansloven og i det hele sager med væsentlige konsekvenser for økonomi og budget. Kun mandlige ministre.

Tag regeringens Sikkerhedsudvalg, der vedrører sikkerhedsmæssige spørgsmål, og som informeres i fortrolighed af landets sikkerhedstjenester, PET og FE. Kun mandlige ministre.

Tag Ansættelsesudvalget, der bl.a. udnævner topembedsmænd og ministrenes særlige rådgivere. Kun mænd.
Eller tag det såkaldte EU-implementeringsudvalg , der har fokus på implementering EU-lovgivning. Også kun mandlige ministre.
Med andre ord: Ikke én eneste kvindelig minister i regeringens fem mest magtfulde udvalg.

Så er de ni kvindelige ministre ren glasur? Nej. Men deres totale fravær i de mest centrale udvalg afslører noget andet – nemlig at mænd generelt er placeret på de tungeste ministerposter og kvindelige ministre generelt er placeret på de letteste, herunder på den nyopfundne post som ”ældreminister”, som Thyra Frank (LA) har fået. En undtagelse er Inger Støjberg, der på ny har fået den vigtige post som udlændinge- og integrationsminister. Men heller ikke dette har udløst en plads i et af de fem magtfulde udvalg.

Men hvorfor denne skævhed, når alle tre regeringspartier - Venstre, LA og K – samtidig har gjort en dyd ud af at stille med både kvinder og mænd, så der kunne blive cirka lige mange af hvert køn på ministerholdet?

Regeringstoppen havde naturligvis magten til at placere kvinder i mindst et af udvalgene, men den opfatter selv ubalancen som en tilfældighed, der bunder i to forklaringer.

For det første at det traditionen tro er de tungeste ministerposter, der udløser adgang til udvalgene. For det andet at de tre partiledere tilfældigvis er mænd – statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), udenrigsminister Anders Samuelsen og justitsminister Søren Pape Poulsen – og de tre partiers næstkommanderende også alle er mænd – finansminister Kristian Jensen (V), økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K).

Alle seks har sat sig på tunge ministerposter, hvilket har udløst sæde i udvalgene, og dette er en af hovedårsagerne til, at der ikke er blevet plads til bare en enkelt kvinde i regeringens mest centrale magtfulde udvalg. Måske en sag for Karen Ellemann, der er blevet minister for nordisk samarbejde. Og minister for ligestilling.