Den sidste Republikaner

Det republikanske parti ændres med hastige skridt med Trumps sejre. Vil partiet dø en stille død? Signalerne fra den årlige konservative konference CPAC er ildevarslende.

Det republikanske parti ændres med hastige skridt med Trumps sejre. Vil partiet dø en stille død? Signalerne fra den årlige konservative konference CPAC er ildevarslende. Fold sammen
Læs mere

WASHINGTON: Der dannes nye grupper i ly af mørket. Økonomiske bagmænd i milliardklassen holdes klar. Hemmelige møder er dagens orden. Nye lukkede »loger« med mystiske navne som »ProtectUS«, som The New York Times skrev sidste søndag, er blevet hverdag i en valgkamp, hvor det drejer sig om at forhindre mangemilliardæren Donald Trump i at vinde slaget om at blive partiets endelige præsidentkandidat. De »etablerede« republikaneres kamp mod Trump er begyndt, og den bliver hård og kan ende i kaos i Abraham Lincolns gamle parti.

Alle de gode, gamle republikanere er mobiliserede for at standse »USAs svar på Benito Mussolini«, som Trump i fuld alvor kaldes blandt de pæne republikanere i country-klubberne rundt om i USA. Partiets præsidentkandidat fra 2012, Mitt Romney, gik torsdag på talerstolen og kaldte Trump en »svindler«. Han opfordrede til republikansk vælgeroprør mod manden, der ifølge de gamle i partiet vil blive en katastrofe som præsident. Og Floridas tidligere guvernør og partiets præsidentkandidat indtil for få uger siden, Jeb Bush, blev torsdag opfordret til at tage sig sammen og kravle ud af sit skjul efter nederlaget til Trump og gøre alt, hvad han kan, for i det mindste at sikre sin unge kollega Marco Rubio en sejr ved primærvalget i deres fælles stat, Florida, den 15. marts.

Strategien er klar. Trump skal fremstilles som fascist, som anti-demokrat, som racistisk og – vigtigst af alt – ikke en republikaner, men en demokrat, der af opportunistiske grunde har kalkuleret sig frem til, at det er i Det Republikanske Parti, at chancen for at vinde verdens mest magtfulde embede som præsident i USA er størst. Men facist? Racist? Anti-demokrat?

Tweet om Mussolini

Trump tweetede i sidste uge en sætning fra en af den italienske diktator Mussolinis taler. Det klæber til ham. Ligesom hans langsommelighed med at tage afstand fra Ku Klux Klans tidligere leder, David Duke, som Trump på CNN hævdede, at han ikke kendte og derfor ikke ville tage afstand fra … og det på trods af, at han faktisk dagen før havde distanceret sig fra manden. Ganske vist lidt spagt. Men der blev taget afstand.

Grand Old Party, som det stadig hedder, oplever, at den traditionelle magtbase er ved at forsvinde. Selv de mest konservative i partiet frygter at miste indflydelse på grund af en mand, de ikke aner, hvem er, og hvad står for. Kampen om at bevare Det Republikanske Parti er begyndt. For det er ifølge flere selve partiets overlevelse, der er tale om, hvis Trump bliver valgt.

Men kan Trump standses med normale politiske spilleregler og demokratiske midler? Næppe. Så derfor er man gået over til de mest beskidte tricks for at forhindre ham i at blive partiets endelige kandidat. Selv det at stemme på republikanernes værste modstander, Hillary Clinton, i slutfasen om Det Hvide Hus er ikke længere tabu for enkelte republikanere for at undgå Trump.

Der hviskes om et »kup« – ganske vist med legale metoder – ved partiets store konvent i juli, hvor den endelige kandidat skal vælges og kåres. Kup? Det hedder det selvfølgelig ikke. Men det er det, det er. Målet helliger midlet, som flere republikanere siger til Berlingske. Det er også helt usædvanligt at kæmpe på selve konventet for at fravriste Trump de delegerede, han har vundet ved primærvalgene. For de er kun moralsk forpligtede til at stemme for deres kandidat ved første afstemning. Men hvis det overhovedet viser sig muligt med flere afstemninger, kan stemmerne skifte hænder, og en ny kandidat kan se dagens lys.

Konspirationsteorien om Clinton

Men kan partiet overleve det, eller ser vi partiets dødskamp, hvor den sidste ordentlige Reagan-republikaner lukker og slukker efter næsten ti års opslidende krig først med Tea Party-bevægelsen og nu med en mand, som mange republikanere mener, i bedste fald er en begavet playboy, forretningsmand og reality-show-vært, der udelukkende har valgt at lege politiker af ren og skær kedsomhed, og fordi han kan. I værste fald er det en mand, der er sendt i byen af demokraterne med det ene formål at knuse republikanerne en gang for alle.

Den sidste tankegang er udsprunget af den vildeste konspirationsteori, som amerikanerne elsker. Men intet er normalt, og derfor accepteres en sådan tanke med en større selvfølgelighed også hos partimedlemmer, der ellers ikke lider af forfølgelses- vanvid. Men hvorfor ikke?, spørger republikanerne. For Trump har plejet endda rigtig gode forbindelser med Clinton-familien og er politisk tættere på demokraterne, end han er på republikanerne. Hvis man i øvrigt kan huske, hvad manden tidligere har sagt – før han valgte at stille op som partiets præsidentkandidat. Så han er demokrat. Ikke republikaner, lyder det blandt andet på den årlige konservative konference CPAC, hvor Trump efter planen skal tale lørdag.

»Trump var dengang demokrat. Han var for højere skatter, for en sygeforsikringsplan for alle og en demokratisk økonomisk model,« som Ed Lasky skriver i American Thinker. Som Trump selv sagde til MSNBC for et par år siden: »Økonomien har det bare bedre under demokratisk styre.« Er det en republikaner, der stiller op? Næppe. Men som Trump selv sagde under en af sine TV-dueller. »Jeg er her for at forandre partiet.« Og det er det, der er ved at ske.

Trump-partiet

Det nye parti hedder »Trump-partiet«, og det har med »Donalds« egne ord skabt en bevægelse og en grobund, som er helt ny i amerikansk politik. Han har formået at hive de amerikanske »Klaus-Kludder«-folk ud af de små aflukker derude i det smukke, men øde landskab, der ligger langt fra Øst- og Vestkystens sofistikerede fortorvscafeer. Og hvis man også skal være retfærdig, så har han faktisk også fået lokket en del andre ind i valglokalerne; også mere veluddannede og folk med faste job – så det er ikke hvide mænd med fedtede kasketter, der udelukkende dominerer Trumps vælgerkorps. Det er også mange andre. Og det er det, der går galt for partiet, der er vant til at være topstyret og kun have pæne regulære mennesker som faste kunder. Den slags, man ved, er pålidelige. De gode folk, der sidder i deres country-klubber og giver fem dollar i drikkepenge til den sorte tjener, som en republikansk kommentator udtrykte det. Problemet er blot, at »de nye« – trumpetisterne – er langt flere. Og det skulle normalt være gode nyheder for et politisk parti. For Trump har vitterlig sikret, at tusinder af nye vælgere myldrer ind i lokalerne rundt om i landet for at afgive deres stemme.

»Jeg har fået en hel ny vælgerskare ind i partiet,« siger Trump til stor jubel for de tusinder af mennesker, der samler sig til hans møde. Og der går et gys igennem det nordlige Virginia og Washington D. C., hvor den republikanske ledelse primært holder til i deres store palæer og lejligheder. For verden er blevet skør, og de »sidste normale« republikanere er nødt til at overveje næste skridt ved hemmelige møder som det, der blev holdt for godt en måned siden i forbundshovedstaden. Her havde den republikanske ledelse ét punkt på dagsordenen: Trump. Problemet var, at et referat fra mødet sivede ud gennem mahognivæggene videre til medierne. Og det var ikke pænt, det der stod i de amerikanske aviser. Trump skal væk. For alt i verden, og han må ikke få en chance for at blive partiets endelige kandidat.

Det tog Trump fortrydeligt op, og ingen kunne næppe bebrejde ham det, for det var et kupforsøg og i strid mod den fredserklæring, partiet havde indgået med Donald Trump nogle måneder tidligere om, at republikanerne ville støtte den, der endelig blev valgt som partiets kandidat. Så partiet er i vildrede, men kan hurtigt blive tvunget til at acceptere ham, hvis ikke de vil opnå større splittelse, end tilfældet er.

Men foreløbig er alt, hvad der kan krybe og gå, mobiliseret for at finde en vej uden om Trump. »Jeg kan ikke genkende mit parti hverken på den ene eller den anden måde. Trump er ikke republikaner, og jeg kunne ikke drømme om at stemme på ham. På den anden side må jeg sige, at mit parti også optræder som alt muligt andet end fair. For hvis Trump får flertallet af stemmerne forud for partikonventet i juli, så skal han vælges,« siger en republikansk vælger ved CPAC mødet uden for Washington D. C.

Ingen forsoning mulig

Kampen om at holde Trump ude koncentrerer sig nu om tirsdag den 15. marts, hvor en række vigtige stater går til valg. Denne dag kan blive den vigtigste i hele valget, fordi Ohio og Florida er blandt de stater, der går til valg. Rubio skal vinde i sin egen stat Florida for at gå videre. Og den republikanske midterkandidat, John Kasich, som er guvernør i Ohio, skal vinde i sin. Hvis det lykkes at holde Trump væk fra at vinde de to stater, hvor vinderen får alle mandaterne, så vil det blive meget svært for Trump at få et simpelt flertal på de 1.237 delegerede, han skal have på konventet for at få kandidaturet. Og hvis ikke han får det, vil alt blive sat ind på at få en anden kandidat på banen. Torsdag blev en række pengestærke personer kontaktet af den republikanske ledelse, og op til valget i Florida vil der blive postet flere millioner dollar ind i en massiv reklamekampagne mod Trump.

Det hele handler for den republikanske ledelse om at holde partiet intakt på den række af værdier, som det bygger på. For Trump er godt igang med at skabe et helt nyt parti, der ifølge kritikerne har en magtbase hos hvide, der er blevet overset af partiet. Og de vrede, nye vælgere kommer ikke blot fra republikanernes egne rækker. Uafhængige vælgere møder også i stort tal op til Trumps møder og har stemt på ham.

Men er der ingen chancer for, at den republikanske ledelse kan blive forsonet med Trump?

Det er ikke sandsynligt, lyder vurderingen fra flere republikanere på CPAC-mødet. Dertil er løbet for længst kørt, fordi Trump ikke stoler på ledelsen og i øvrigt er afhængig af i sin valgkamp netop ikke at være en del af det gamle system i Washington. Han skal være oprøreren, der viser, at han kan trodse det etablerede, og at han ikke er afhængig af nogen – heller ikke af donorer.

Det nye republikanske parti kan snart se dagens lys, og den sidste gamle republikaner må lukke og slukke.