Ugebrev spår begrænset kursrisko for Lundbeck-aktien i 2016

Økonomisk Ugebrev Formue tror, at 2016 vil blive et godt år rent kursmæssigt for Lundbeck-aktien.

Økonomisk Ugebrev Formue tror, at 2016 vil blive et godt år rent kursmæssigt for Lundbeck-aktien, som fortsat handles til en relativt konservativ markedsværdi på omkring 43 mia. kr. modsvarende 4-5 gange egenkapitalen og 3-4 gange omsætningen, trods at man nu har lagt de værste problemer relateret til patentudløb for de gamle produkter bag sig. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torkil Adsersen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Økonomisk Ugebrev Formue tror, at 2016 vil blive et godt år rent kursmæssigt for Lundbeck-aktien, som fortsat handles til en relativt konservativ markedsværdi på omkring 43 mia. kr. modsvarende 4-5 gange egenkapitalen og 3-4 gange omsætningen, trods at man nu har lagt de værste problemer relateret til patentudløb for de gamle produkter bag sig.

Det skriver ugebrevet, der sætter et 12-måneders kursmål for Lundbeck-aktien til 250 kr. og anbefaler "køb" mod tidligere "neutral".

Lundbeck lukkede fredag i 212,80 kr.

Ugebrevet fremhæver blandt andet, at Lundbecks guidance på toplinjen virker relativt konservativ, da de indikerer et lægemiddelsalg i fjerde kvartal i år på blot 3,0 mia. kr., hvilket synes for lavt. Ugebrevet tror på 3,5 mia. kr., som i de foregående kvartaler.

- Vi ser derfor heller ikke Lundbeck få vanskeligheder ved at realisere et driftsresultat på de udmeldte minus 6,8 mia. kr., konstateres det.

Det fremhæves også, at en afgørende kurstrigger finder sted allerede i starten af 2016, og muligvis før fremlæggelse af årsregnskabet.

- Brintellix skal efter alt at dømme vurderes af en ekspertkomité nedsat af de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, med henblik på at kortlægge om de kognitive forbedringer set i de kliniske studier er tilstrækkeligt til at sikre en udvidelse af indlægssedlen, oplyser ugebrevet, der umiddelbart vurderer, at der er gode muligheder for at mødet vil falde positivt ud. Det fremhæves dog, at det er værd at bemærke, at de tyske sundhedsmyndigheder har valgt ikke at anerkende kognitivfunktionsforbedring til Brintellix' indlægsseddel, selvom EMA, de europæiske sundhedsmyndigheder, har gjort det.

- Salget vil blive markant større i USA, hvis man får kognitiv funktionsforbedringer tilføjet til indlægssedlen, da ingen af de konkurrerende antidepressiva har denne egenskab på indlægssedlen, hvorfor det vil give Lundbeck (Takeda) et vigtigt aktiv i markedsføringsøjemed. Lundbeck modtager 1/3 af Brintellix-salget i USA, resten går til Takeda, skriver ugebrevet.

Derudover finder ugebrevet det også vigtigt fra den øvrige pipeline at fremhæve, at overordnede resultater fra det 2500 patienter store Alzheimers fase 3-program med Idalopirdine ventes i første kvartal 2017.

- Det vil være en gigantisk gamechanger for Lundbeck, hvis man rammer endpoint her, da Alzheimers udgør et multi-milliard dollarmarked, og desuden er Alzheimers et af de medicinske områder, hvor man mangler et decideret gennembrud i behandlingen, konstaterer ugebrevet, der dog understreger, at studiet er forbundet med stor risiko for at fejle, men "det er dog ikke noget der skræmmer os p.t. da data ligger ca. 15 måneder væk".