Græsk uro lægger dæmper på aktiemarkederne

Amerikanske aktier lukkede med fald og tendensen fortsætter i Asien med Kina som eneste undtagelse.

Læs mere
Fold sammen

Den fortsatte græske uro og spændte forventninger forud for amerikanske jobtal har sendt markederne i USA og Asien ned. Dow Jones sluttede torsdagen med et tab på 0,94 procent, mens S&P 500 tabte 0,86 procent, ligesom Nasdaq oplevede tab i samme størrelsesorden, skriver Reuters.

Den negative stemning fortsætter på de asiatiske børser, hvor kun de kinesiske aktier trodser trenden med et plus på 0,7 procent.

Investorernes nervøsitet er især begrundet i det højspændte drama om Grækenlands fremtid i eurozonen. Senest har den græske premierminister, Alexis Tsipras, sagt, at han vil fremlægge kreditorernes forslag for det græske parlament kl 16 dansk tid. På forhånd har han dog udlagt forslagene som »ekstreme«.