Goldman Sachs havde sit bedste år siden 2010

Arkivfoto. Goldman Sachs. Fold sammen
Læs mere
Foto: Brendan McDermid

Den berømte og berygtede investeringsbank Goldman Sachs præsterede de bedste regnskabstal siden 2010 sidste år. Det fortæller banken i sit årsregnskab onsdag eftermiddag dansk tid.

Goldman Sachs' indtægter faldt godt nok i fjerde kvartal, når man sammenligner med både kvartalet før og de samme tre måneder af 2017. De var på 8,08 mia. dollar mod 8,82 mia. dollar i juli, august og september 2018 og 8,12 mia. dollar i sidste kvartal af 2017.

Overskuddet gik også lidt tilbage i fjerde kvartal af 2018 til en indtjening på 2,71 mia. dollar før skat mod henholdsvis 3,08 mia. dollar og 3,11 mia. dollar for et og fire kvartaler siden.

Samlet i 2018 leverede banken, der har 36.600 ansatte, dog en pæn fremgang i både indtægter og overskud, så resultaterne ikke er set bedre i de sidste otte år.

Ifølge de første reaktioner var resultatpakken også bedre end ventet. Goldman Sachs-aktien stiger 3,5 pct. i formarkedet i New York til en kurs på 179,91 dollar.