Fredagens obl.: US-jobrapport gav renteløft

 

Obligationsinvestorerne havde fredag øjnene rettet mod det amerikanske, hvor arbejdsmarkedsrapporten for juni blev offentliggjort. Den fik trukket renterne højere efter en god jobskabelse og lønstigningerne lidt over prognoserne. Det blev kun til begrænsede udsving i valutamarkedet, hvor den amerikanske dollar blev svækket marginalt mod euroen.

 

Den toneangivende danske statsobligation, 4 pct. 2015, lukkede fredag 0,21 point lavere i kurs 95,19 med en effektiv rente på 4,70 pct. Blandt realkreditobligationerne lukkede 4-35'erne 0,20 point lavere i kurs 87,85 med en effektiv rente på 5,30 pct.

 

Den amerikanske arbejdsmarkedsrapport viste en god jobskabelse på 132.000 i juni, hvilket var en anelse bedre end analytikernes konsensusprognose på 125.000. Den gode udvikling blev understøttet af, at de seneste tal også blev oprevideret.

 

- Det var den noget bedre udvikling i jobskabelsen inklusive oprevideringerne af forrige opgørelser. Det fik renterne til at stige, udtalte analytiker Anders Svendsen fra Nordea Markets til RB-Børsen.

 

De øvrige komponenter i arbejdsmarkedsrapport var stort set på linje med prognoserne, men timelønningerne målt på årsbasis steg lidt mere end ventet. På årsbasis steg timelønningerne 3,9 pct. i juni. Her havde analytikerne ventet en stigning på 3,7 pct. I forrige opgørelse blev stigningen oprevideret til 4,0 pct. fra 3,8 pct. Det er vand på centralbankens mølle, idet den amerikanske centralbank har fastholdt, at der er inflationsrisiko på mellemlang sigt.

 

Storbritannien kom med tal for industriproduktionen i maj, der overraskede positivt. Industriproduktionen steg 0,5 pct., mens analytikerne bare ventede en stigning på 0,3 pct. målt på årsbasis. Sidste år var væksten i industriproduktionen for maj måned på 0,4 pct. Den toneangivende amerikanske T-bond lå ved dansk lukketid 8/32 point lavere i kurs 94 26/32 med en effektiv rente på 5,17 pct. En euro kostede ved lukketid 1,363 dollar.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )