Fredagens obl.: Kursfald og fortsat stærke US-tal

 

De danske obligationer sluttede lavere efter en negativ dag fredag. Hen over eftermiddagen blev formiddagens kursfald udbygget, efter at investorerne fik serveret stærke amerikanske nøgletal fra detailsalgsopgørelsen.

 

Den toneangivende danske 9-årige statsobligation lukkede fredag 0,31 point lavere i kurs 99,96 med en effektiv rente på 3,99 pct. Blandt realkreditobligationerne lukkede 4-35'erne 0,25 lavere i kurs 92,28 med en effektiv rente på 4,81 pct.

 

Fredagens største makroøkonomiske begivenhed var præsentationen af det amerikanske detailsalg for den vigtige julemåned. Ved første øjekast kunne investorerne overraskende se en solid vækst på 1,0 pct. eksklusiv det volatile bilsalg. Analytikerne havde blot ventet en vækst på 0,5 pct. Noget af glansen blev dog pillet af decemberopgørelsen, idet novembers tal blev nedrevideret til en vækst på 0,7 pct. fra 1,0 pct. eksklusiv bilsalg. Alt i alt skubbede det obligationskurserne lavere og renterne højere.

 

- Detailsalget i december viste sig at være solidt, hvilket fik renterne til at stige, udtalte senioranalytiker Anders Matzen fra Nordea Markets. Hvis man trækker revideringerne for oktober og november fra, lå opgørelsen dog kun lidt over konsensusprognosen.

 

Detailopgørelsen falder godt i tråd med de seneste amerikanske nøgletal, som har vist styrke. Seneste opgørelse af handelsbalancen gav også et godt indtryk af den amerikanske økonomi.

 

- Det er de faldende oliepriser, som er årsag til den gode udvikling i de amerikanske nøgletal. Den seneste udvikling i oliepriserne med fortsatte prisfald vil understøtte de kommende amerikanske nøgletal, udtalte senioranalytiker Anders Matzen fra Nordea Markets. Senioranalytikeren bemærkede, at han venter en amerikansk rentenedsættelse i andet kvartal af 2007.

 

De franske forbrugerpriser blev offentliggjort fredag morgen inden åbningstid, men de bød ikke på nogen overraskelser. Priserne steg 0,2 pct. i december og 1,5 pct. på årsbasis, hvilket begge var på linje med analytikernes forventninger. Det var dog lidt højere end forbrugerprisstigningerne i november.

 

Olieprisen blev presset yderligere i fredagens handel og faldt til 52,1 dollar pr. tønde. Den amerikanske dollar bevægede sig i et snævert interval mod euroen. Ved dansk lukketid lå en euro i 1,294 dollar. Generelt var udsvingene på valutamarkederne af mindre karakter.

 

Den toneangivende amerikanske 10-årige Treasury Bond lå ved dansk lukketid 6/32 point lavere i kurs 98 30/32 med en effektiv rente på 4,76.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )