Finansfokus - tirsdag (gent)

Læs mere
Fold sammen
Tirsdagen byder kun på mindre danske regnskaber, men investorerne kan også få stillet regnskabslysten fra den udenlandske front. Der kommer også spændende nyt fra nøgletalsfronten.

Tirsdagens årsregnskaber kommer fra Fionia Bank og AO Johansen. I oktober fastholdt Fionia Bank resultatprognosen på 330 mio. kr. før skat i 2007. VVS-engrosforhandleren AO Johansen sænkede i december sin overskudsprognose med 20 mio. kr. til 60 mio. kr. før skat. Dagens halvårsregnskaber kommer fra tv- og elektronikproducenten Dantax og internetportalen EuroInvestor.com. Tekstilvirksomheden Gabriel Holding er aktuel med kvartalsregnskab.

I USA er fokus rettet mod detailsektoren med regnskaber fra "Gør-det-selv"-detailkædegiganten Home Depot og elektronikdetailkoncernen RadioShack. Home Depot er ramt af boligmarkedskrisen, mens elektronikdetailbranchen over en bred kam er ramt af forbrugernes vigende lyst til shoppeture.

Forsyningsbranchen er i fokus med regnskaber fra amerikanske El Paso og franske Suez. I Storbritannien er finanskoncernen Standard Chartered regnskabsaktuel.

Ugens vigtigste europæiske makroøkonomiske offentliggørelse er dagens tyske Ifo-erhvervsbarometer. Den giver en god indikation for den kommende udvikling.

- Ifo giver en indikation for, om vi snart vil se vækstnedgang i Europa, hvilket kan ventes grundet den faldende vækst i USA. Trenden i Ifo-indekset har været vigende siden december 2006, men i januar i år steg indekset lidt overraskende en smule - til 103,4 fra 103,0. Vi venter et tilbagefald til 103 i februar, udtaler Werming K. Pedersen fra Sydbank Markets.

Den amerikanske forbrugertillidsopgørelse fra Conference Board præsenteres ved 16-tiden. Økonomerne venter, at se et dyk i tilliden til 82 fra 87,9 i februar. Conference Boards indeks er baseret på en klart større population end pendanten fra University of Michigan.

Danmarks Statistik offentliggør forbrugertillidsbarometeret for februar. I januar faldt tilliden overraskende til minus 1,1, hvilket er laveste niveau siden april 2003. Normalt vinder opgørelsen terræn i januar grundet udsalget.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )