De fik bonus uden aktionærernes viden

TDCs tidligere topchef Henning Dyremose og den silkeborgensiske trækoncern ITHs administrerende direktør indtil årsskiftet H.C. Esbensen er eksempler på direktører, der fik million-bonus uden aktionærernes viden.

Erhvervsminister Bendt Bendtsens nye lovpakke, der tvinger bestyrelser til at fremlægge bonusordninger og options-programmer for generalforsamlingen, er ifølge Børsen en reaktion på forgyldningen af TDCs tidligere topchef Henning Dyremose.

Dyremose opnåede en samlet gevinst på ca. 100 mio. kr. i forbindelse med fem kapitalfondes overtagelse af telegiganten for to år siden.

Den nye lovpakke vil ikke nødvendigvis gøre det umuligt for fremtidige Dyremoser at opnå million-gevinster, men frem over skal aktionærerne på forhånd godkende en eventuel bonus-ordning ved salg af virksomheden.

Den jyske trævirksomhed ITHs tidligere topchef H.C. Esbensen er også blandt de erhvervsledere, som i det stille har fået en gigantisk bonus, uden at aktionærerne på forhånd var orienteret herom.

H.C. Esbensen og hans meddirektør Carsten Bo Pedersen fik i 2006 tilsammen 50 mio. kr. i bonus og fratrædelsesvederlag i forbindelse med, at ITH solgte fire datterselskaber til LD Equity 2 inden jul sidste år for netto 460 mio. kr.

Ingen har siden Berlingske Business i sidste måned afslørede den voldsomme bonus villet tage ansvar for dens tilbliven.

PKA, som var storaktionær, da handlen blev indgået, har dog understreget, at PKA aldrig ville acceptere en lignende bonus-ordning i dag. Den ny lovpakke vil frem over få sådanne aftaler frem i lyset, inden de indgåes.