Aktier/tendens: Små udsving i vente

 

Investorerne blev mandag aften vidner til en uinspirerende amerikansk handel med ganske små udsving. Det ventes tirsdag morgen at afføde marginale udsving i den europæiske handel. Det afspejles i de europæiske futures, som ligger med små minusser. C20-indekset lukkede 0,1 pct. lavere i 456,1. De danske investorer afventer tirsdag regnskabet fra regionalbanken Sydbank.

 

Det amerikanske finanshus JP Morgan hævede sine kursmål for Nordea og Danske Bank. Kursmålet på Nordea blev hævet til 114 skr, men anbefalingen blev sænket til "neutral" fra "overweight". Nordea sluttede mandag i 110,5 skr. Danske Bank, som er regnskabsaktuel onsdag, fik hævet sit kursmål til 258 fra 204. Danske Bank lukkede mandag 0,4 pct. lavere i kurs 261.

 

Sydbank vil tirsdag levere første større bankregnskab for 2006. Sydbank har selv hævet indtjeningsforventningerne tre gange i løbet af året og venter nu et basisresultat på 1,6-1,7 mia. kr. i 2006, efter at basisresultatet steg til 1,17 mia. kr. i helåret 2005.

 

A.P. Møller Mærsks B-aktier lukkede mandag 0,2 pct. højere i kurs 56.500. Mærsk-konkurrenten fra Kina OOCL har natten til tirsdag aflagt regnskab. Det viste en øget omsætning i 2006, som steg 5,6 pct. i 2006, mens fragtmængden steg 10,5 pct. Det viste selskabets foreløbige regnskabstal.

 

A.P. Møller Mærsks datterselskab APM Terminals er godt på vej til at blive et nyt guldæg. Det vurderer Gudme Raaschou Bank, som i en ny analyse har værdifastsat APM Terminals til 62 mia. kr. Det skriver Jyllands-Posten tirsdag morgen.

 

Novozymes kom i centrum i en artikel fra interntavisen wral.com, som skrev, at mangel på korn til bio-ethanolproduktion kan blive en dyr affære for selskaber som Novozymes. Novozymes henter hovedparten af sin vækst fra produktion af enzymer til bioethanol-produktion.

 

Novozymes har siden sin regnskabsaflæggelse i torsdags oplevet strid modvind på fondsbørsen. Novozymes tabte mandag terræn for tredje dag i træk og smed 1,4 pct. til kurs 492,5. Siden regnskabsaflæggelsen har Novozymes tabt knap 7 pct. Kort inden Københavns Fondsbørs lukkede mandag fik Novozymes dog lidt opløftende nyt fra finanshuset Gudme Raaschou, som gentog sin svage købsanbefaling "akkumuler". Samtidig hævede Gudme Raaschou kursmålet på Novozymes-aktien til 540 fra 530.

 

- Vi har opjusteret kurstarget til 540 kr. på basis af de solide udsigter inden for brændstof-ethanol. Vi vurderer dog, at aktien vil få det svært i de kommende tre måneder, skrev Gudme Raaschou Bank i en analyse.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )