Aktier: United Airlines til bunds i ellers afdæmpet start

Ganske som ventet er de amerikanske aktier startet med let negative takter i tirsdagens handel, hvor hovedfokus er på luftfartsselskabet United Airlines, der har taget sig lidt af en uheldig hovedrolle.

Læs mere
Fold sammen

Videoer af en passager, der brutalt bliver slæbt af et overbooket United-fly i Chicago søndag, har de seneste døgn floreret på flere sociale medier, og det er ikke noget, som aktiemarkedet bryder sig om.

Manden, der angiveligt er læge og skulle på arbejde i Louisville, som var flyets destination, næste dag, var blevet udvalgt til at opgive sit sæde, fordi afgangen var overbooket, og der var brug for plads til United-ansatte.

Det nægtede han, hvilket førte til den opsigtsvækkende episode, der blev filmet af flere af medpassagererne.

Efterfølgende har et hav af vrede brugere på de sociale medier raset mod United Airlines, og flere har truet med aldrig at benytte selskabet igen.

Aktien i United Continental Holding, der er selskabet bag United Airlines, falder tirsdag med 2,1 pct. til 70 dollar i den tidlige handel. Aktien var en overgang faldet mere end 6 pct.

Overordnet set har starten på handlen i USA ellers været temmelig afdæmpet, og de tre toneangivende indeks, S&P 500, Nasdaq og Dow Jones, falder alle med omkring 0,1 pct. fra start.

Fra makrofronten har investorerne mandag aften kunnet konstatere, at chefen for den amerikanske centralbank, Federal Reserve, Janet Yellen, mandag aften fastslog, at den amerikanske økonomi er så sund, at det nu handler om at vedligeholde opsvinget frem for at skulle genoplive økonomien.

/ritzau/FINANS